Hvornår sletter vi fuldmagter?
AES sletter fuldmagter, når en arbejdsskadesag er afsluttet. Det betyder, at fagforbund og andre med fuldmagt skal vedlægge en ny fuldmagt, hvis en sag skal genoptages.
Når man har en arbejdsskadesag, er det i nogle tilfælde hensigtsmæssigt at give fuldmagt til et fagforbund eller en anden tredjepart, så de kan hjælpe i sagen.
Når sagen er afsluttet, bliver fuldmagten slettet, og fuldmagtshaveren kan ikke længere se sagen i Se Sag.
Hvornår er en sag afsluttet?
AES betragter en sag som afsluttet, når der er truffet en endelig afgørelse i sagen, og klagefristen er udløbet.
Hvis der kun er truffet en midlertidig afgørelse, fx fordi der er planlagt revision i sagen (revision betyder, at vi af egen drift ser på sagen igen), er sagen ikke endeligt afsluttet og kan derfor fortsat ses i Se Sag af fuldmagtshavere. Dette gælder også, hvis afgørelsen er anket.
Hvornår sletter vi fuldmagterne?
Fuldmagter slettes 15 uger efter, at sagen er afsluttet.
På den måde sikrer vi, at eventuelle anker er blevet registreret på sagen - også hvis den tilskadekomne bor i udlandet og derfor har en længere klagefrist.
Vi sender ikke orienteringsbreve, når en fuldmagt bliver slettet.
Ny fuldmagt nødvendig ved genoptagelse
Fagforbund og andre fuldmagtshavere skal vedlægge en ny fuldmagt, hvis de ønsker at få en sag genoptaget.
Advokater, der personligt repræsenterer tilskadekomne, kan via deres stillingsfuldmagt fortsat få en sag genoptaget på den tilskadekomnes vegne uden at vedlægge en fuldmagt.
Hvorfor sletter vi fuldmagterne?
Vi sletter fuldmagterne som følge af de skærpede krav til håndtering persondata i den nye databeskyttelsesforordning (GDPR).
Adgang til sager lukkes efter ét år
Ud over vores sletning af fuldmagter er det også værd at være opmærksom på følgende:
På grund af hensynet til persondatasikkerhed, lukker vi altid adgangen til en sag ét år efter seneste afgørelse i sagen. Det gør vi uanset, om der er planlagt revision senere end ét år efter seneste afgørelse.
Adgangen bliver lukket for både tilskadekomne og fuldmagtshavere.
Både tilskadekomne og fuldmagtshavere kan dog bede om at få adgang til sagen igen ved at kontakte AES.