Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Arbejdsskadestyrelsens vurdering af varigt mén

Emne
Arbejdsskadestyrelsen vurderer, om der er ret til godtgørelse for varigt mén for vansir efter den vejledende méntabel. Til brug for dette skal der indsendes farvefotos, der opfylder visse krav.

Nøgleord
Godtgørelse for varigt mén, vansir, ASL § 18, méntabellen, indhentelse af oplysninger, farvefotos, private erstatningssager

Generelt

Der er 3 overordnede regler for vurderingen vansir:

1. Både skaden og vansir er omfattet af én sats i méntabellen
Nogle satser i méntabellen omfatter både skaden og vansir.

2. Skaden omfatter alene vansir uden anden skade
I de tilfælde, hvor der alene er tale om varigt mén som følge af vansir, anvendes satserne under méntabellens afsnit H.

3. Skaden omfatter både vansir og anden skade
I de tilfælde, hvor der både er varigt mén efter vansir og en anden skade, der er omfattet af en af méntabellens satser (og ikke er omfattet af punkt 1), vil det samlede varige mén blive vurderet efter reglen om multiple skader, jf. punkt 3.2.3. i méntabellens afsnit om almindelige retningslinjer og vejledning.

Om operationsar:
”Almindelige operationsar”, der er en direkte følge af skaden, indgår normalt i satsen for den pågældende skade og vurderes ikke som selvstændigt vansir.

Hvis operationsar afviger fra ”almindelige operationsar”, for eksempel fordi det er bredere, højere, mere udbredt eller mere misfarvet i forhold til, hvorledes denne type ar normalt bliver, vil der kunne gives et skønsmæssigt tillæg til det varige mén for selve skaden, jf, punkt 3.2.3. i méntabellens afsnit om almindelige retningslinjer og vejledning.

Fotos til brug for vurderingen
Det er vigtigt for bedømmelsen af vansir i arbejdsskadesager og private erstatningssager, at de modtagne fotos har den rette kvalitet.

De skal derfor tages hos en professionel fotograf. Det skal være daterede, uretoucherede farvefotos.

Billederne skal være taget
• med lys baggrund
• i flere vinkler
• i godt direkte lys
• af hele kropsdelen og samtidig med angivelse af, hvor på kropsdelen billedet er taget
• i passende afstand, ikke helt tæt på og ikke langt fra
• ved vansir i ansigtet skal der tages billede af ansigtet i profil og lige forfra

Der skal tages mindst 2 fotos af vansiret og mindst 1 foto af den kropsdel, hvor vansiret er. Som eksempel kan nævnes, at der ved vansir på skinnebenet også skal tages et foto af hele benet.

Eksempler
Eksempel på vurdering af varigt mén, når både skade og vansir er omfattet af én sats i méntabellen.
Vurderingen af varigt mén efter en amputation omfatter både mén for tabet og for vansiret som følge af tabet.
Det betyder for eksempel, at ved tab af 2. finger indeholder punkt D.1.1.1.12. i méntabellen både funktionstabet ved at mangle fingeren og vansiret ved, at fingeren ikke er der. De to mén, som denne sats indeholder, kan ikke medicinsk opdeles eller adskilles.

Eksempel på vurdering af almindeligt operationsar
Hvis tilskadekomne bliver kikkertundersøgt og behandlet som følge af en meniskskade i knæet vil indgrebet efterlade ar. Dette vil være indeholdt i vurderingen af følger efter meniskskaden og giver ikke et selvstændigt mén for vansir.
 
Eksempel på vurdering af varigt mén efter reglen om multiple skader
Hvis tilskadekomne både har varigt mén som følge af en skulderskade og vansir i ansigtet, vil det samlede varige mén blive vurderet efter reglen om multiple skader.

 

 

Denne side er senest ændret den 11. september 2013