Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

22. oktober 2008

Som i de foregående måneder har september budt på en kombination af positive resultater og særlige udfordringer for sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen.

Overholdelsen af 1-årsfristen i 90 procent af sagerne ligger fortsat flot, og samtidig får sagsbehandlerne afsluttet flere sager, end der kommer ind. I 2008 er der således afsluttet 2.291 flere sager, end der er blevet anmeldt. Et godt resultat set i lyset af, at der i år er anmeldt knap 5 procent flere sager end sidste år.

De særlige indsatser, der er sat i gang i behandlingen af 2-årssagerne, bærer også frugt. Alligevel bød september i forhold til netop den gruppe sager på en ubehagelig overraskelse.
Ved en statistisk kvalitetskontrol af arbejdsskaderegistret har styrelsen fundet omkring 300 2-årssager, som ikke er blevet registreret korrekt i det elektroniske sagsbehandlingssystem. Sagerne har derfor heller ikke været registreret i den løbende statistik over sager, der i år enten er eller vil blive to år.

Fejlregistreringen har ikke haft indflydelse på sagernes behandling i styrelsen. Men da fejlen er fundet så sent på året, betyder det, at styrelsen får sværere ved at nå målet om højest at have 200 sager over 2 år tilbage ved udgangen af 2008.

”Det er utrolig ærgerligt, at sagerne på den måde har gemt sig i vores it-system, og jeg skal være den første til at beklage det,” siger Anne Lind Madsen, direktør for Arbejdsskadestyrelsen.

"Det vigtigste er nu, at vi af hensyn til de tilskadekomne får behandlet sagerne så hurtigt som muligt, og jeg kan garantere, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at leve op til vores mål for sagsbehandlingen. Hullet i vores it-system er blevet lukket med det samme, og så har vi naturligvis taget den dyrekøbte erfaring med over i udviklingen af et nyt sagsbehandlingsstem, som vi regner med at tage i brug i 2010."

Yderligere oplysninger:
Pressechef Birgitte Lyhne 26 97 15 32

Denne side er senest ændret den 11. november 2009