Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

25. marts 2008

Efter en kort februar måned kan Arbejdsskadestyrelsen konstatere, at styrelsen fortsat overholder 1-årsfristen for behandling af nye sager. Det er sket på trods af, at der i årets første to måneder er anmeldt 25 procent flere sager i forhold til samme periode sidste år.

”Det er meget glædeligt for både de tilskadekomne og Arbejdsskadestyrelsen, at det på den baggrund alligevel lykkes for styrelsen at overholde 1-års fristen,” siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.

Det stigende antal anmeldelser har dog gjort det vanskeligere at nå at få behandlet tilstrækkeligt mange af de ældste sager, som også er et mål for styrelsens indsats i 2008. Ved udgangen af året er målet, at styrelsen kun har ca. 200 sager over to år tilbage.

”Det er en udfordring, som vi naturligvis er meget opmærksomme på. ” siger Anne Lind Madsen og fortsætter:

”For at nå målet omkring 2-års sagerne er det nødvendigt, at vi hele tiden justerer vores indsats. Derfor har vi i marts sat en særlig indsats i gang for at afslutte de ældste sager. Desuden er vi i gang med at rekruttere flere sagsbehandlere.”

Arbejdsskadestyrelsen behandler hvert år cirka 60.000 sager og træffer omkring 110.000 afgørelser. Lige nu er der godt 1.200 sager, som er ældre end to år i styrelsen. Antallet forventes at stige en smule i de næste måneder, hvorefter de gode resultater med overholdelsen af 1-års fristen i 2. halvår 2007 slår igennem og betyder, at stadig færre sager bliver mere end to år gamle. Styrelsen forventer derfor stadig at nå sit mål omkring 2-års sagerne ved årets udgang.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Birgitte Lyhne: 26 97 15 32

 

Denne side er senest ændret den 11. november 2009