Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

2. juni 2008

Arbejdsskadestyrelsen har netop åbnet op for fase 2 af den elektroniske aktindsigt, også kaldet Se sag.
Det betyder, at ikke alene de tilskadekomne, men også de øvrige parter i en sag, eksempelvis advokater og fagforbund, får mulighed for at følge sagsbehandlingen elektronisk. Det kræver blot, at den tilskadekomne giver fuldmagt til parterne.

Se sag har siden lanceringen på vores hjemmeside i begyndelsen af 2007 været uhyre populær hos de tilskadekomne. Antallet af brugere har været støt stigende, og i april var 9.000 tilskadekomne inde for at se på deres sag,” fortæller Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen. Hun fortsætter:

”Nu har vi så lukket op for, at de tilskadekomne via hjemmesiden kan give en bisidder fuldmagt til at gå ind på sagen. Målet er fortsat, at vi med udviklingen af Se sag gør sagsbehandlingen så åben og tilgængelig som muligt og dermed styrker både kommunikationen og samarbejdet med parterne i sagen.”

Samtidig med fase 2 er der som noget nyt åbnet op for elektronisk aktindsigt for næsten 12.000 skadelidte, som siden 15. december 2005 har fået behandlet deres private erstatningssag i Arbejdsskadestyrelsen.

I forhold til arbejdsskader omfatter den elektroniske aktindsigt alle sager anmeldt efter 1. januar 2004, lige nu omkring 170.000 sager. Det er dog Arbejdsskadestyrelsens mål, at alle sager helt tilbage fra 2000 med tiden skal være tilgængelige via nettet.

"Udviklingen af Se sag er en løbende proces, så derfor er vi allerede nu i fuld gang med udviklingen af næste fase i systemet. Den skal sørge for, at de fuldmagter, der allerede ligger i vores elektroniske sagsbehandlingssystem, automatisk bliver overført til Se sag. Vi regner med at have den næste fase klar inden udgangen af året,” siger Anne Lind Madsen.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Birgitte Lyhne: 26 97 15 32


Denne side er senest ændret den 11. november 2009