Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

15. august 2008

Sommeren har været en god tid for sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen, som fortsat afslutter flere sager, end der bliver oprettet.
I årets første syv måneder er der oprettet 30.800 sager og afsluttet i alt 31.456 sager. Det skal ses i sammenhæng med, at der i år til dato er anmeldt godt 2.000 flere sager i forhold til samme periode sidste år.

En særlig indsats i forhold de ældste sager i styrelsen har betydet, at antallet af netop de sager er faldet væsentligt, og at styrelsen følger tidsplanen for afviklingen af de ældste sager. Ved udgangen af juli var der 1.759 sager over to år tilbage i styrelsen.

En opgørelse af sommerens indsats viser også, at sagsbehandlingstiden fortsat er lav. I dag tager det gennemsnitligt 7,5 måneder at behandle en arbejdsskadesag.

”Det er meget glædeligt, at den særlige indsats, som vi satte i gang inden sommerferien, virker som vi regnede med. Det er ekstra flot, når man også tager i betragtning, at medarbejderne i år har haft flere sager at behandle end sidste år,” siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.

”Samtidig kan vi se, at alderen på de verserende sager fortsat falder. Det er vigtigt, for en faldende sagsalder skaber grobund for en fortsat lav sagsbehandlingstid i fremtiden.” fastslår Anne Lind Madsen.

 

Yderligere oplysninger:
Pressechef Birgitte Lyhne: 26 97 15 32

Denne side er senest ændret den 11. november 2009