Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

25. marts 2009

Arbejdsskadestyrelsens populære elektroniske aktindsigt, Se Sag, er gået ind i næste fase. Denne gang især til gavn for dem, som har fuldmagter i en arbejdsskadesag.

De fuldmagter, der ligger i styrelsens sagsbehandlingssystem, bliver nu automatisk overført til Se Sag, når eksempelvis fagforbund, advokater eller kommuner går ind for at følge behandlingen af en konkret sag.

”Indtil nu har fuldmagtshavernes adgang til Se Sag været afhængig af, at den tilskadekomne via Se Sag aktivt gav dem adgang til sagen. Det var en lidt besværlig omvej, især når den tilskadekomne ikke havde adgang til en computer,” siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.

”Den forhindring har vi nu ryddet af vejen og specielt kommuner og fagforbund, som er fuldmagtshavere i mange sager, vil få gavn af den forbedrede service. Hver gang vi sætter en ny fase af Se Sag i gang, kommer vi et skridt nærmere vores mål om at gøre sagsbehandlingen så åben og tilgængelig som muligt. Det er til stor gavn for vores kommunikation og samarbejde med alle parter i en sag.”

Udviklingen af Se Sag er en løbende proces, og styrelsen er allerede nu i gang med udviklingen af næste fase, hvor informationsstrømmen i Se Sag "skal vendes". Det vil sige, at Arbejdsskadestyrelsen ikke blot skal kunne lægge informationer ind i Se Sag, men også modtage informationer ad den vej.

Se Sag er en af styrelsens mest populære selvbetjeningsløsninger. 15.000 tilskadekomne og bisiddere er hver måned inde for at se på en af de 310.000 arbejdsskadesager og 15.000 private erstatningssager, som Se Sag giver adgang til.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Birgitte Lyhne  26 97 15 32

Denne side er senest ændret den 11. november 2009