Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

20. november

Arbejdsskadestyrelsen er Danmarks fjerdebedste offentlige arbejdsplads.
Det var et af resultaterne, da instituttet Great Place to Work torsdag aften afslørede resultaterne i konkurrencen Danmarks Bedste Arbejdsplads 2009.
Ud over den gode placering som offentlig virksomhed kan Arbejdsskadestyrelsen også glæde sig over en placering som nummer 21 på top 50-listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser 2009.

 ”Jeg er rigtig stolt af Arbejdsskadestyrelsen, vores chefer og medarbejdere. Det er et meget skrapt felt af virksomheder, som deltager i denne årlige bedømmelse, så derfor er det både en ære og et inspirerende skulderklap, at vi kan klare os blandt de bedste,” siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.

Det har i flere år været Arbejdsskadestyrelsens vision at være den bedste arbejdsplads for den enkelte medarbejder.
Det betyder blandt andet, at der er massivt fokus på hver enkelt medarbejders kompetence- og karriereudvikling, og på initiativer der skaber en familievenlig arbejdsplads, for eksempel flextid og hjemmearbejdspladser.

”Placeringen blandt de bedste er beviset på, at vores visioner er meget mere end bare glittet papir. Den viser, at vi har fået visionen til at leve i vores hus, og at vi har fat i noget af det rigtige. Det er meget opløftende,” siger Anne Lind Madsen.

Det er første gang, Arbejdsskadestyrelsen har deltaget i konkurrencen Danmarks Bedste Arbejdsplads.
I alt 130 offentlige og private virksomheder er blevet bedømt ud fra de svar, som medarbejderne har givet i en trivselsundersøgelse, og ud fra en kulturprofil, der kortlægger en række fakta om virksomheden.


Yderligere oplysninger:
Pressechef Birgitte Lyhne: 26 97 15 32

Denne side er senest ændret den 04. januar 2010