AES opretter COVID-19 task force

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) opretter en ny task force, som får til opgave udelukkende at behandle arbejdsskader som følge af COVID-19.

Siden marts 2020 har AES modtaget ca. 7.400 anmeldelser af arbejdsskader som følge af COVID-19.

Disse anmeldelser er hidtil blevet håndteret som en del af den almindelige sagsbehandling i AES, men nu opretter AES en særlig task force til opgaven.

”Vi kan se, at der fortsat anmeldes rigtig mange COVID-19 relaterede arbejdsskadesager, og i første kvartal af 2021 fik vi flere anmeldelser ind end i hele 2020 tilsammen. Det har vi hidtil kunnet håndtere, som en del af vores almindelige sagsbehandling, men det har ikke desto mindre lagt et vist pres på vores organisation. Det er baggrunden for, at vi nu opretter en særlig task force, som udelukkende skal behandle COVID-19 sagerne,” fortæller Kundecenterdirektør Lisbet Dyerberg.

Task forcen vil bestå af både erfarne og ny-rekrutterede medarbejdere, og forventningen er, at den vil løbe frem til udgangen af 2022.

”Hvis du er er blevet syg af COVID-19 som følge af dit arbejde, er det vores vigtigste opgave, at du får en god og effektiv behandling af din arbejdsskadesag. Med den nye task force sikrer vi fortsat fuldt fokus på COVID-19-sagerne – samtidig med at vores behandling af de øvrige sager kan køre uforstyrret videre,” siger Lisbet Dyerberg.

AES søger nye medarbejdere

AES søger nye medarbejdere, som har lyst til at blive en del af task forcen og bidrage til behandlingen af COVID-19-sager.