Arbejdsmarkedets Erhvervssikring genoptager sager efter EU-dom

I september 2014 afgjorde EU-domstolen, at der ikke er forskel på, hvad mænd og kvinder skal have i erstatning for erhvervsevnetab, når erstatningen udbetales som et engangsbeløb.

Indtil da havde mænd fået udbetalt mindre i engangsbeløb end kvinder. Det betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring selv gentoptager en række sager på baggrund af dommen, og at en række øvrige sager kan genoptages efter henvendelse.

Den 3. september 2014 fastslog EU-domstolen, at det var i strid med EU’s direktiv om ligebehandling af mænd og kvinder at gøre forskel på, hvor meget mænd og kvinder får udbetalt, når de vælger at få deres erstatning for tab af erhvervsevne udbetalt som et engangsbeløb.

I marts 2015 ændrede Arbejdsskadestyrelsen praksis efter dommen, og herefter er der blevet udbetalt det samme beløb til mænd og kvinder baseret på en beregning af den gennemsnitlige levetid for begge køn.

Beskæftigelsesministeriet har nu udsendt en vejledende udtalelse, som beskriver hvilke konsekvenser EU-dommen har for tidligere afgjorte sager. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring følger denne udtalelse, hvilket indebærer, at en række sager bliver genoptaget.

Hvad er kriterierne for at få en sag genoptaget?

Kriterierne for, at få en sag genoptaget er:

  • At du er mand
  • At du har fået anerkendt en sag om en arbejdsulykke
  • At du efter 22. december 1984 og 1. marts 2015 har fået udbetalt erstatning for erhvervsevnetab som et engangsbeløb
  • At du har været offentligt sikret

EU’s direktiv om ligebehandling trådte i kraft 22. december 1984. Mænd, der fra denne dato og frem til 1. marts 2015 har fået udbetalt deres erstatning for erhvervsevnetab som et engangsbeløb, har som udgangspunkt krav på at få deres sag genoptaget.

Hvis sagen genoptages, er det med mulighed for at få udbetalt en yderligere erstatning, som svarer til forskellen på det beløb, som en kvinde i samme situation ville have fået udbetalt.

Hvad betyder det, at være offentligt sikret?

For at en sag kan genoptages, er det afgørende, hvem der i sin tid udbetalte erstatningen. En sag kan kun genoptages, hvis du har været offentligt sikret – og ikke hvis du har været privat sikret.

At være offentligt sikret, betyder i denne sammenhæng, at din erstatning blev udbetalt af en aktør, der er en del af det EU-retlige statsbegreb (læs mere om begrebet i Beskæftigelsesministeriet udtalelse herunder). Det gælder for følgende aktører:

  • Staten
  • Regioner
  • Selvforsikrede kommuner
  • Folkekirken

EU-direktivet har ikke virkning for private aktører. Det betyder, at en sag ikke kan genoptages, hvis erstatningen blev udbetalt af følgende aktører, som ikke er en del af det det EU-retlige statsbegreb:

  • Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (nu omfattet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring)
  • Forsikringsselskaber
  • Selvforsikrede private virksomheder

Hvordan bliver en sag genoptaget?

En sag kan genoptages, hvis den opfylder kriterierne nævnt ovenfor: Mænd der har fået udbetalt erstatning for erhvervsevnetab som et engangsbeløb i perioden 22. december 1984 til 1. marts 2015 – og har været offentligt sikret.

I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring genoptager vi selv alle de relevante sager fra perioden 3. september 2014, hvor EU-dommen blev afsagt, og frem til 1. marts 2015, hvor reglerne blev ændret.

Derudover kan alle sager der opfylder kriterierne fra perioden 22. december 1984 og frem til 3. september 2014 genoptages, hvis de bliver indbragt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Du kan bede om at få din sag genoptaget ved at kontakte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.