Vejledning om underretning af dødsfald

Vejledningen beskriver proceduren for underretning af dødsfald til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), når dødsfald er forårsaget af arbejdsbetingede eller formodede arbejdsbetingede dødsfald.

April 2026

1. Underretning om dødsfald

Dødsfald er omfattet af lov om arbejdsskadesikring, når det er en følge af en arbejdsskade, og dermed af reglerne i lovens § 5-7 om anerkendelse af ulykkestilfælde og erhvervssygdomme.

1.1 48 timers underretningsfrist

Anmeldereglerne § 31, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven angiver, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) inden 48 timer skal underrettes om dødsfald, der kan være forårsaget af en arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald indtruffet på en arbejdsplads.

Underretning om dødsfaldet skal finde sted, selvom den arbejdsskade, der kan have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt eller skal anmeldes.

Underretning haster, da AES hurtigst muligt efter dødsfaldet skal have mulighed for at tage stilling til, om der skal foretages obduktion. Obduktionen foretages i de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt det er arbejdsskaden, der er dødsårsagen. 

1.2. Anmeldepligt

Det er arbejdsgiveren, der har pligt til at anmelde arbejdsulykker. Det gælder også arbejdsulykker, hvor tilskadekomne afgår ved døden. De nærmere regler om anmeldelse af arbejdsulykker er beskrevet i BEK nr. 485 af 21/05/2024 jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august 2022.

Læger og tandlæger har pligt til at anmelde arbejdsbetingede eller formodede arbejdsbetingede dødsfald. Dette følger af Bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker m.v. til Arbejdstilsynet bekendtgørelse nr. 799 af 03/06/2022 om lægers og tandlægers anmeldepligt.

For værnepligtige gælder, at anmeldepligten påhviler den afdeling eller det tjenestested, hvor den tilskadekomne forrettede tjeneste, da tjenesteskaden skete eller blev konstateret. Dette følger af bekendtgørelse nr. 284 af 14/03/2013

Selvom AES modtager en underretning om dødsfald skal arbejdsgiveren / lægen samtidig anmelde arbejdsskaden på sædvanlig vis.

1.3 Underretning til AES

Arbejdsrelaterede dødsfald skal underrettes digitalt til AES. 

Læs mere og underret om dødsfald
 

2. Underretning fra Politi eller hospital

Det kan være politiet eller et hospital, som underretter os om arbejdsbetingede dødsfald. Politiet får kendskab til dødsfald ved kontakt fra en arbejdsgiver, bistand ved en ulykke eller henvendelse fra hospitalerne eller fra Arbejdstilsynet, som også skal underrettes om dødsfald.

Vi har brug for besvarelse af de samme spørgsmål uanset om det er en efterladt, en arbejdsgiver, et sygehus eller politiet, der underretter AES. 
 

3. Begæring af obduktion

Anmoder AES om en obduktion til fastlæggelse af dødsårsagen, skal der anmodes herom via politiet.

Det skyldes, at vi skal bruge en retsmedicinsk obduktion / erklæring, og at det kun er politiet, der kan anmode om en sådan. Det er ikke tilstrækkeligt med en hospitalsobduktion, da der oftest skal udtages særlige prøver til fastlæggelse af dødsårsagen.

Herefter sørger politiet for det videre arbejde med begæringserklæring om obduktion. Politiet sørger også for, at liget bliver transporteret til et af landets 3 retsmedicinske institutter, som ligger i hen­holdsvis Århus, Odense og København. 

Obduktion bliver kun begæret, hvis der er tvivl om dødsårsagen, og der samtidig er efterladte, som vil være berettigede til ydelser efter loven, hvis dødsfaldet bliver anerkendt som en arbejdsskade. Politiet er behjælpelig med afklaring af disse spørgsmål.   

Hvis de efterladte modsætter sig obduktion, skal politiet oplyse efterladte om, at AES i så fald er nødt til at træffe afgørelse på et grundlag, som måske ikke er tilstrækkeligt (processuel skadesvirkning). Det kan betyde, at dødsfaldet vil blive afvist som arbejdsbetinget, og at efterladte muligvis mister nogle ydelser, som de ellers ville være berettiget til.
 

4. Sagens behandling

Underretningen om dødsfaldet sendes hurtigst muligt til det team, som skal behandle sagen. Andre meddelelser om dødsfald - typisk fra efterladte, forsikringsselskaber eller via CPR - modtages ofte et stykke tid efter dødsfaldet.

4.1 Spørgsmål, der skal besvares inden sagen kan oprettes og behandles

Af den digitale formular fremgår de spørgsmål, som vi ønsker svar på. Når det er en arbejdsgiver, som underretter om dødsfaldet, kan der være tilfælde, hvor arbejdsgivere ikke har de tilstrækkelige oplysninger. I sådanne tilfælde må vi supplerende forsøge at få oplysningerne via politiet eller de efterladte.

Formularens indhold 

  • Dine kontaktoplysninger – oplysninger om dig, der underretter AES.
  • Om afdøde – oplysninger om den afdøde og eventuelle efterladte.
  • Om hændelsen / sygdommen – beskrivelse af hændelsen eller sygdommen, dødsårsag og eventuel obduktion.
  • Opsummering – overblik over de indtastede oplysninger.
  • Kvittering – bekræftelse på, at  underretningen er sendt til AES, med mulighed for download og print af kvittering.