Hvad skal du gøre?

Her kan du se, hvordan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) håndterer sager om yderligere erstatning som følge af den forhøjede folkepensionsalder – og hvornår der skal tages kontakt i sagen.

Permanente udgifter til behandling eller hjælpemidler 

Hvis den tilskadekomne har ret til yderligere erstatning for fremtidige permanente udgifter til behandling eller hjælpemidler, skal arbejdsgivers forsikringsselskab eller AES kontaktes.

Erstatning for tab af erhvervsevne

Hvis den tilskadekomne har ret til yderligere erstatning for tab af erhvervsevne, skal der som udgangspunkt ikke foretages noget. 

AES kontakter den tilskadekomne via brev i løbet af 2026. De første breve forventer vi at sende i foråret 2026. Vi behandler mange sager, og nogle kræver manuelle beregninger. Derfor kan der gå noget tid, før den tilskadekomne modtager brevet.  

Afgørelser før 1994

Hvis den tilskadekomne har en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne fra før 1994, kan AES ikke i alle tilfælde finde sagen direkte i de nuværende systemer.

I disse tilfælde skal AES kontaktes, hvis man vil være sikker på, at sagen bliver genoptaget.

Udbetaling af erstatning

Hvis den tilskadekomne har ret til et yderligere engangsbeløb i erstatning for tab af erhvervsevne, træffer AES afgørelse om det. Vi sender afgørelsen til både den tilskadekomne og til forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Herefter udbetaler forsikringsselskabet eller AES beløbet.

Hvis den tilskadekomne har ret til at få forlænget perioden med udbetaling af månedlige beløb, sender AES et orienteringsbrev til den tilskadekomne og til arbejdsgivers forsikringsselskab. Herefter forlænger forsikringsselskabet automatisk perioden med udbetaling af månedlige beløb.

Hvis den tilskadekomne har en erhvervssygdom, forlænger AES automatisk perioden med udbetaling af månedlige beløb.