Reglerne for uddannelsesgodtgørelse indfases gradvist

Fra den 1. januar 2024 introduceres uddannelsesgodtgørelse. De nye regler træder gradvist i kraft. Det påvirker både tilskadekomnes forløb og udbetalingen.

Fra 1. januar 2024 kan AES afgøre, om en tilskadekommen kan få uddannelsesgodtgørelse. Ydelsen kan dog tidligst tilkendes og udbetales fra 1. juli 2024. 

Regler før 1. juli 2024: Afgjort méngrad

For ulykker, der sker inden 1. juli 2024, og sygdomme, der anmeldes før 1. juli 2024, gælder: 

Der skal være truffet afgørelse om varigt mén på mindst 5% fra 1. januar 2024 og frem, og tilskadekomne skal have en samlet méngrad på mindst 10%, for at der kan tilkendes uddannelsesgodtgørelse. 

Hvis tilskadekomne har en anden arbejdsskade, hvor der tidligere er tilkendt fx 5% mén, kan det indgå i de samlede 10%.

Regler fra 1. juli 2024: Forventet méngrad

For ulykker, der sker fra 1. juli 2024 og frem, samt sygdomme, der anmeldes fra 1. juli 2024 og frem gælder: 

Selvom AES endnu ikke har afgjort, om arbejdsskaden giver et varigt mén på mindst 10% for én eller flere arbejdsskader, kan tilskadekomne alligevel tilkendes uddannelsesgodtgørelse. Det er tilstrækkeligt, at AES forventer, at den samlede méngrad bliver på mindst 10%, og at tilskadekomne opfylder de øvrige betingelser for at få ydelsen.

Hvis tilskadekomne har en anden arbejdsskade, hvor der tidligere er tilkendt fx 5% mén, kan det indgå i de samlede 10%.

Regler for udbetaling

Selvom tilskadekomne bliver godkendt til uddannelsesgodtgørelse, kan vedkommende først få penge fra 1. juli 2024.

Hvis tilskadekomne begynder på sin uddannelse tidligere, skal der selv betales for perioden frem til første udbetaling i juli 2024. Man kan ikke få refusion for den periode, der selv er betalt for.

Hvis tilskadekomne fx starter på en 2-årig uddannelse den 1. april 2024, kan vedkommende tidligst få penge fra 1. juli 2024. Derefter vil vedkommende få uddannelsesgodtgørelse de næste 21 måneder, indtil personen er færdig med sin uddannelse.  

Tilskadekomne kan søge om uddannelsesgodtgørelse, selvom vedkommende allerede er i gang med en uddannelse. Vi undersøger, om tilskadekomne opfylder betingelserne. Hvis det er tilfældet, kan der ikke modtages uddannelsesgodtgørelse med tilbagevirkende kraft – det kan først ske fra 1. juli 2024.

Vil du vide mere?

Få overblik over forløbet med uddannelsesgodtgørelse og læs mere om reglerne (åbnes på borger.dk)