Hvad er en ekspeditionssag? (gælder arbejdsulykker)

En ekspeditionssag opstår, når AES modtager en anmeldelse om en mulig arbejdsulykke, og det allerede fremgår enten direkte af anmeldelsen eller via vedhæftede bilag, hvilket forsikringsselskab arbejdsgiveren er dækket af.

I sådanne tilfælde opretter AES ikke sagen til egentlig sagsbehandling. I stedet videresender vi anmeldelsen direkte til det relevante forsikringsselskab, som herefter har mulighed for at behandle sagen. Denne form for videreekspedition betegner vi som en ekspeditionssag. 

Hvad betyder det for forsikringsselskaberne? 

AES opretter sagen som en generel sag i vores system udelukkende med henblik på videresendelse. 

Forsikringsselskabet behandler herefter sagen, som var den sendt direkte til selskabet. Baggrunden for denne praksis er, at arbejdsgiver som udgangspunkt skal anmelde en mulig arbejdsulykke direkte til forsikringsselskabet. 

Når AES alligevel modtager en anmeldelse, kan sagen allerede være under behandling i selskabet. For at sikre en smidig sagsgang og undgå unødig dobbeltbehandling videresender AES derfor anmeldelsen i de tilfælde, hvor det fremgår, hvor forsikringen er tegnet. 

Hvornår opretter vi sagen i AES? 

Hvis anmeldelsen ikke indeholder oplysninger om, hvor forsikringen er tegnet, opretter vi sagen og behandler den efter arbejdsskadesikringsloven, også selvom anmeldelsen måtte være indsendt til forsikringsselskabet på et tidligere tidspunkt. 

AES opretter som udgangspunkt også en sag, selvom forsikringsselskabet er oplyst, i følgende tilfælde:

  • Når anmeldelsen er indgivet mere end 1 år efter ulykken
  • Når der er mulighed for varigt mén (fx ved knoglebrud)
  • Når der er usikkerhed om, hvorvidt tilskadekomne er retligt omfattet af loven (fx kørsel til og fra arbejde)
  • Når tilskadekomne er afgået ved døden som følge af ulykken
  • Når skaden er sket under virksomhedspraktik, vejledning eller opkvalificering
  • Ved statslige arbejdsskader (med undtagelse af Forsvaret og Rigspolitiet)
  • Når det angivne forsikringsselskab er ophørt