Anerkendelse af toksisk hjerneskade hos industriarbejder

Sagen vedrørte en mand, der havde udviklet toksisk hjerneskade (manganforgiftning) med symptomer i form af blandt andet hukommelsesbesvær, nedsat koncentrationsevne og generel intellektuel reduktion til anerkendelse., Tilskadekomne havde i mere end 20 år arbejdet som industriarbejder på et stålvalseværk. Han havde blandt andet arbejdet ved ovnene og med rengøring i anlægsområderne og blev udsat for større mængder manganholdig røg og manganstøv under arbejdet. Hans symptomer udviklede sig først efter en årrække på værket, og der kunne ikke peges på andre årsager til sygdomsudviklingen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af toksisk hjerneskade i overvejende grad var forårsaget af den mangeårige manganudsættelse.

Anerkendelse af tre sager om øjensygdom efter udsættelse for trotyldampe
Det drejede sig i alle 3 tilfælde om personer, der igennem en årrække havde arbejdet på et ammunitionsarsenal i blandt andet støberiet. Her havde de været udsat for arbejde med flydende TNT ved produktion af søminer, granater og lignende. Undersøgelser fra Bedriftsundhedstjenesten viste, at målingen af trotyldampe i støberiet var over grænseværdierne. Alle havde desuden fået konstateret en øjensygdom med aflejringer i linsen, der er karakteristiske for personer, der har været udsat for trotyldampe og derfor også er kendt som TNT-katarakt.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede på denne baggrund, at øjensygdommen i de 3 tilfælde i overvejende grad var forårsaget af arbejdet.

Anerkendelse af tab af lugtesansen (anosmia) hos kemiingeniør
Sagen Det drejede sig om en mand, der havde arbejdet som kemiingeniør i 30 år i et firma, der udførte lugtanalyser for forskellige kunder. Under arbejdet havde han været i direkte kontakt med og indåndet dampe fra en lang række kemiske stoffer, blandt andet når han 2-3 gange ugentligt lavede lugtprøver af stofferne på et lugtlaboratorium. Han fik i slutningen af perioden konstateret tab af lugtesansen (anosmia).

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tabet af lugtesansen i overvejende grad var forårsaget af arbejdet, hvor tilskadekomne hyppigt havde lugtet til blandt andet organiske opløsningsmidler, syrer og nitrøse gasser.