Resuméer af konkrete sager i Erhvervssygdomsudvalget

Anerkendelse af nyrekræft hos klejnsmed

Sagen blev behandlet på mødet i januar 2023

Tilskadekomne har arbejdet som klejnsmed igennem en længere årrække i virksomheder, der blandt andet laver produktionsanlæg og tanksystemer til mejeri- og fødevarebranchen. 

Tilskadekomnes væsentligste arbejdsfunktion har været svejsning og slibning i rustfrit stål. 

Tilskadekomne har anvendt svejseskærm og flytbart udsug i et vist omfang, men har ikke anvendt åndedrætsværn.

Tilskadekomne har fået konstateret nyrekræft.

De tidligste arbejdsgivere er ophørte, men to af tilskadekomnes tidligere kollegaer har bekræftet tilskadekomnes beskrivelse af svejsearbejdet. 
Erhvervssygdomsudvalget har vurderet, at tilskadekomnes forklaring er troværdig og kan lægges til grund. IARC (Det internationale Kræftagentur) har fundet en positiv årsagssammenhæng mellem svejsning og udvikling af nyrekræft.

Erhvervssygdomsudvalget vurderer samlet set, at tilskadekomne har været betydeligt og langvarigt udsat for svejserøg, hvilket har udgjort en ekstraordinær belastning.

Sygdommen vurderes at være udviklet i tidsmæssig sammenhæng med belastningerne, og der er ikke var andre forhold, der har haft betydning for udviklingen af sygdommen. 

Sygdommen vurderes samlet og konkret i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.

Anerkendelse af tilpasningsreaktion hos en terapeut

Sagen blev behandlet på mødet i marts 2023

Anerkendelse af tilpasningsreaktion hos en terapeut, der blev udsat for gentagne episoder med vold og udadreagerende adfærd fra unge mennesker med udviklingshæmning. 

Tilskadekomne blev i perioden 2016-2019 udsat for gentagne episoder med vold og udadreagerende adfærd, herunder slag, spark, riv og krads fra unge mennesker i alderen 16-18 år, som var udviklingshæmmede.

Erhvervssygdomsudvalget lagde vægt på, at belastningen var dokumenteret via arbejdsgiveren, som har bekræftet de konkrete registrerede episoder og har sendt flere registreringer med episoder med vold og udadreagerende adfærd.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede på den baggrund, at tilskadekomnes tilpasningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes belastninger i sit arbejde som terapeut.

Anerkendelse af skuldersygdom (SLAP-læsion) hos professionel håndboldspiller

Sagen blev behandlet på mødet i juni 2021

Tilskadekomne havde gennem cirka 8 år været beskæftiget som professionel håndboldspiller og havde i øvrigt spillet håndbold på eliteniveau i mange år.

Tilskadekomne havde spillet både som bagspiller og i midterforsvaret. Udover træning havde tilskadekomne deltaget i kamp hver weekend og i en periode været på ungdomslandsholdet.

Særligt i forhold til tilskadekomnes skudarm, som var den arm, sygdommen var udviklet i, var det beskrevet, at tilskadekomne havde afviklet adskillige kraftfulde skud, herunder skud, som var blevet stoppet af modstander, der havde taget fat i armen – og der havde været tale om stød og slag på armen og armen var blevet holdt fast, også i yderstillinger – ligesom der var blevet revet i arm og skulder både i forsvar og ved gennembrud i angreb. Sådanne belastninger var sket både i forbindelse med træning og kamp – og mere end 200 gang ugentligt.

Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne havde været udsat for adskillige gentagne belastninger i form af kraftfulde kast / skud, tacklinger og slag mod, vrid og holden fast i skudarmen, og at sygdommen var udviklet i tidsmæssig sammenhæng med de arbejdsmæssige belastninger, samt at der ikke var noget forudbestående eller konkurrerende i forhold til udvikling af sygdommen.

Resuméer af konkrete sager om øvrige fysiske sygdomme

1. Anerkendelse af ikke allergisk rhinokonjunktivitis hos frisør
2. Anerkendelse af hudkræft hos svejser

1. Anerkendelse af ikke allergisk rhinokonjunktivitis hos frisør

Sagen blev behandlet på mødet i marts 2021

Anerkendelse af ikke allergisk rhinokonjunktivitis (høfeber med betændelsestilstand i næse og øjne) hos frisør.

Tilskadekomne har arbejdet som selvstændig frisør igennem en længere årrække, hvor tilskadekomne har været beskæftiget med klipning, farvning, afblegning, permanenter og opsætning af hår. Tilskadekomne havde tegnet forsikring for erhvervssygdomme som sikret selvstændig.

Tilskadekomne begyndte i 2019 at få symptomer i form af tiltagende kløe og rødme i begge øjne samt udtalt tåreflod og høfeber symptomer samt svien i næsen i forbindelse med sit arbejde. Herudover oplevede tilskadekomne tilbagevendende bihulebetændelse.

Der blev ikke konstateret allergi over for nogle af de produkter, tilskadekomne brugte i forbindelse med sit arbejde. Men der blev udført en kammerprovokation, der påviste en reaktion overfor persulfater, som blandt andet findes i afblegningsmidler til håret.

Tilskadekomne fik derefter stillet diagnosen ikke allergisk rhinokonjunktivitis over for persulfater.

Udvalget har vurderet, at sygdommen i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art.

2. Anerkendelse af hudkræft hos svejser

Sagen blev behandlet på mødet i maj 2021

Tilskadekomne har arbejdet med svejsning i samlet set 10 år. De første år var tilskadekomne dagligt udsat for UV-lys både direkte og indirekte i et mere begrænset omfang i kortere tidsintervaller.

De senere år op til debut af sygdommen var tilskadekomne mere massivt udsat for UV-svejselys, da tilskadekomne stort set ubeskyttet stod med maksimalt 2 meters afstand til UV-svejselys. Tilskadekomne har månedligt haft symptomer på forbrænding med blandt andet svejseøjne, hvilket understøtter en betydelig ubeskyttet eksponering for UV-lys.

Tilskadekomne har ikke altid anvendt tilstrækkelig beskyttelse i form af svejsehjelm.

Tilskadekomne har fået konstateret modermærkekræft i panden

Arbejdsgiverne har ikke alle været helt enige i arbejdsbeskrivelsen, men kan ikke afvise, at tilskadekomne har arbejdet ubeskyttet.

Erhvervssygdomsudvalget har vurderet, at tilskadekomnes forklaring er troværdig og kan lægges til grund, da også to tidligere kollegaer har bekræftet arbejdsforholdene.

Erhvervssygdomsudvalget vurderer samlet set, at tilskadekomne har været udsat for en ikke ubetydelig mængde UV-svejselys, idet svejsehjelmen ikke altid har dækket panden, hvilket kan forklare udviklingen af hudkræft.

Udvalget har også lagt vægt på, at sygdommen er udviklet i tidsmæssig sammenhæng med belastningerne, og at der ikke var andre forhold, der havde afgørende betydning for udviklingen af hudkræften.

Resuméer af konkrete sager om øvrige psykiske sygdomme

1. Anerkendelse af psykisk sygdom
2. Anerkendelse af forværring af allerede bestående psykisk sygdom

1. Anerkendelse af psykisk sygdom

Sagen blev behandlet på mødet i juni 2021

Anerkendelse af psykisk sygdom (uspecificeret belastningsreaktion og pædagog – på døgninstitution for børn og unge bosted, udadreagerende adfærd, trusler, og vold).

Tilskadekomne havde i ca. 8 år frem til debut af sin sygdom været ansat som pædagog ved en døgn- og aflastningsinstitution for børn og unge, som var sårbare, omsorgssvigtede, udviklingstruede og blandt andet havde lettere psykiske handicaps.

Tilskadekomne var udsat for udadreagerende, nedladende, truende og voldelig adfærd – især i en periode på cirka 2 år op til debut af sygdommen var der hyppige tilfælde af denne karakter –  ifølge tilskadekomne nedladende tale på hver vagt, trusler – også på livet –  på ugentlig basis og desuden på månedlig basis og i perioder flere gange månedligt vold i form af at blive slået, sparket, kradset, nevet, revet, skubbet eller spyttet på.

Det indgik i vurderingen, at der var registreringer af nogle episoder – men vidner bekræftede også tilskadekomnes beskrivelser, herunder hyppigheden, ligesom sygdommen var udviklet i tidsmæssig sammenhæng med disse belastninger, og der var ikke forudbestående eller konkurrerende forhold.

Anerkendelse af forværring af allerede bestående psykisk sygdom

Sagen blev behandlet på mødet i august 2021

Anerkendelse af forværring af allerede bestående psykisk sygdom (forværring af uspecificeret belastningsreaktion og lærer – på i specialafdeling for 6-8- årige elever – vold, trusler og voldsom adfærd).

Tilskadekomne havde i cirka 5 år frem til debut af forværring i tilskadekomnes forudbestående psykiske sygdom været ansat som lærer i en specialafdeling på en skole. Der var tale om elever i indskolingen, konkret 6-8-årige elever med betydelige vanskeligheder inden for autismespektret.

Tilskadekomne var dagligt til ugentligt udsat for voldsom udadreagerende adfærd med vold i form af spark, slag, spyt, krads, niv, kast med genstande – ligesom elever skreg højt, voldsomt og konstant – og tilskadekomne deltog i voldsomme og til tider langvarige fastholdelser af elever.

Der forelå meget udførlige beskrivelser af relevant belastning, ligesom der forelå registreringer i de sidste 6 måneder op til tilskadekomnes sygemelding – og arbejdsgiver bekræftede belastningerne.

Tilskadekomne havde efter en konkret hændelse på arbejdet nogle år tidligere allerede udviklet uspecificeret belastningsreaktion. Udvalget lagde således til grund, at tilskadekomnes symptomer i forbindelse med de arbejdsmæssige belastninger i aktuelle sag således udgjorde en forværring af tilskadekomnes allerede bestående uspecificerede belastningsreaktion – og at den beskrevne elevadfærd havde indebåret sådanne ekstraordinære psykiske belastninger, at dette i overvejende grad havde forårsaget denne forværring af tilskadekomnes uspecificerede belastningsreaktion.

Resuméer af konkrete sager om depression efter stress

1. Anerkendelse af depression hos pædagog
2. Afvisning af depression efter stort arbejdspres og manglende støtte

1. Anerkendelse af depression hos pædagog

Sagen blev behandlet på mødet i december 2019

Anerkendelse af depression hos pædagog efter at have været jævnligt udsat for vold og udadreagerende adfærd fra unge.

Tilskadekomne udviklede i en 3-årig periode en depression under sit arbejde som pædagog. Sygdommen opstod gradvist over hele belastningsperioden.
Tilskadekomne var ofte udsat for bid, krads, spark og slag samt fik smidt forskellige ting efter sig fra unge. Der var beskrevet flere konkrete episoder, herunder hvor tilskadekomne fik drejet sin arm om, blev bidt, fik slag i ansigtet og kastet en bold i nakken fra unge.

Erhvervssygdomsudvalget lagde vægt på, at belastningen var dokumenteret i form af registreringsskemaer og bekræftelse fra arbejdsgiver. Udvalget lagde også vægt på, at sygdommen var udviklet i tidsmæssig sammenhæng med belastningerne, og at der ikke var andre forhold, der havde betydning for udviklingen af tilskadekomnes depression.

At tilskadekomne flere år tidligere havde haft depressioner og psykiske gener samt samtidig med belastningen oplevede dødsfald i familien, vurderede udvalget ikke havde betydning for tilskadekomnes aktuelle depression, da denne var opstået som følge af en ekstraordinær belastning på arbejdet.

Udvalget vurderede på den baggrund, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som pædagog.

Afvisning af depression efter stort arbejdspres og manglende støtte

Sagen blev behandlet på mødet i december 2019

En 41-årig projektleder udviklede over en årrække tiltagende symptomer på depression. Projektlederen arbejdede op til 60 timer om ugen og skulle være til rådighed i sin fritid. Der var desuden for få til at udføre arbejdsopgaverne – og chefen bad projektlederen om at yde ekstra for den manglende omsætning. Projektlederen gjorde sin chef opmærksom på det alt for store arbejdspres, men der skete ikke yderligere. Chefen kontaktede derimod projektlederen og bad om hjælp til private ærinder udenfor arbejdstid.

Udvalget fandt i enighed, at depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået som følge af de psykiske belastninger som projektleder. Grunden var, at de beskrevne påvirkninger ikke kunne dokumenteres eller sandsynliggøres. Arbejdsgiveren kunne ikke bekræfte en række af forholdene – og vidnet, der tidligere havde været ansat samme sted, var i nær privat relation med projektlederen. Derudover var der kun to mails og enkle sms-beskeder som dokumentation – og dette kunne ikke anses for tilstrækkeligt psykisk belastende til, at risikoen for at udvikle depression var øget væsentligt.

Anerkendelse af hudkræft hos tidligere svejser

Sagen blev behandlet på mødet i juni 2019

Tilskadekomne har igennem 25 år foretaget rustfri TIG svejsning inde i tanke, hvor tilskadekomne var udsat for både direkte, men også indirekte påvirkning fra UV stråler, idet de blanke overflader inde i tankene har reflekteret strålerne. Tilskadekomne har foretaget svejsning i cirka halvdelen af sin arbejdsdag igennem alle årene.

Tilskadekomne har altid båret svejsehjelm, som dækkede panden og ansigtet til ned under hagen, men tilskadekomne anvendte aldrig hovedbeklædning. Herudover bar tilskadekomne de seneste år også et ruskindsskørt for neden på hjelmen, som dækkede halsen og det øverste af brystet. Tilskadekomne var iklædt en bomulds bluse, langærmet skjorte og tilsvarende bukser, men arbejdstøjet har ikke haft en UV- godkendelse. 

På hænderne brugte tilskadekomne læderhandsker, som rakte til midt på underarmene.

Tilskadekomne har fået konstateret hudkræft i form af modermærkekræft på den øverste del af brystet samt basalcellekræft bag øret, i tindingen og på højre skulder.

Arbejdsgiveren har bekræftet tilskadekomnes arbejdsbeskrivelse.

Erhvervssygdomsudvalget har lagt vægt på, at tilskadekomnes svejsehjelm ikke har dækket bag øret og i tindingen, hvilket kan forklare udviklingen af hudkræft disse steder. Herudover har udvalget vurderet, at almindeligt bomuldstøj ikke har ydet fornøden beskyttelse mod svejselysets stråler, hvorfor hudkræften på brystet og på skulderen også vurderes at være forårsaget af arbejdets særlige art.

Udvalget har også lagt vægt på, at sygdommen er udviklet i tidsmæssig sammenhæng med belastningerne, og at der ikke var andre forhold, der havde afgørende betydning for udviklingen af hudkræften. Det har indgået i udvalgets vurdering, at tilskadekomne et par år i sin ungdom havde anvendt solarie i vinterhalvåret nogle gange ugentligt. Dette blev ikke tillagt afgørende betydning.

Resuméer af konkrete sager om øvrige fysiske sygdomme

1. Afvisning industritekniker og sandblæser
2. Anerkendelse af kronisk muskelømhed i nakken hos rengøringsassistent

1. Afvisning industritekniker og sandblæser

Sagen blev behandlet på mødet i april 2019

Tilskadekomne havde over en cirka 11 års periode været beskæftiget som industritekniker og sandblæser før debut af en kronisk lænderygsygdom.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom ikke udelukkende eller i overvejende grad var udviklet som følge af de arbejdsmæssige belastninger.

Tilskadekomnes belastninger havde de første cirka 5 år bestået i at have løftearbejde svarende til daglig løftemængde på cirka 5 tons, herunder også enkelte tunge enkeltløft – og derefter i cirka 1½ år dagligt løftearbejde svarende til mange tons – dog det sidste år med lav beskæftigelsesgrad, hvilket betyder at tilskadekomne kun har arbejdet få måneder årligt, og ikke svarende til det normale i erhvervet. Udvalget bemærkede i øvrigt, at disse belastninger havde fundet sted flere år før hans sygdom debuterede 4-5 år senere.

Derefter var tilskadekomne beskæftiget med overfladebehandling i form af blandt andet sandblæsning, hvor tilskadekomne sejlede ud og udførte sit arbejde på hængeplatform. Tilskadekomne var udsat for stort tryk ved sandblæsning og udførte arbejdet i akavede stillinger, hvor tilskadekomne også kravlede op og ned for at hente materialer. Arbejdet bestod også af højtrykspuling. Det fremgår dog også, at tilskadekomne i det første år kun arbejdede få måneder. 

Endelig var tilskadekomne i en oplyst cirka 1½-2 års periode beskæftiget som industritekniker, hvor tilskadekomne udførte montage- og reparationsarbejde. Dette indebar løft og bæring af materialer, også mens tilskadekomne var ophængt i bæltesele. Der var dog tale om en meget kort beskæftigelsesperiode på få måneder. Tilskadekomne var ikke i arbejde det sidste halvanden år op til debut af sygdommen. , Ud fra en samlet og konkret vurdering var det således udvalgets vurdering, at tilskadekomnes arbejde generelt over hele perioden, herunder især i en længere periode op til debut af den kroniske lænderygsygdom, ikke havde indebåret sådanne kontinuerlige særlige og ekstraordinære belastninger af tilskadekomnes lænderyg, at de udelukkende eller i overvejende grad kan være årsag til udviklingen af den konkrete kroniske lænderygsygdom.

2. Anerkendelse af kronisk muskelømhed i nakken

Sagen blev behandlet på mødet i december 2019

Anerkendelse af kronisk muskelømhed i nakken hos rengøringsassistent.

Tilskadekomne havde igennem 24 år arbejdet som rengøringsassistent. Arbejdet havde indebåret rengøring af betydelige gulvarealer.

Cirka 3-4 timer dagligt havde tilskadekomne været beskæftiget med våd- og tørmopning samt støvsugning af gulve. En del af gulvfladerne var slidte og ru, hvorfor rengøringsarbejdet var særligt kraftfuldt. Arbejdsgiver havde bekræftet arbejdsforholdene.

Tilskadekomne udviklede efter 24 år muskelømhed i nakken. Lægefagligt var kriterierne for at stille diagnosen, kroniske nakke-skuldersmerter (cervikobrakialt syndrom), ikke opfyldt. På baggrund af symptomernes vedvarende karakter, vurderede Erhvervssygdomsudvalget dog, at der var tale om kronisk muskelømhed i nakken.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i overvejende grad var forårsaget af de arbejdsmæssige belastninger. Udvalget lagde vægt på, at sygdommen opstod efter en lang årrække med det beskrevne arbejde og i tidsmæssig sammenhæng med arbejdsbelastningen. Udvalget lagde også vægt på, at tilskadekomne havde rengjort store gulvarealer, hvilket havde bevirket lang tids kontinuerligt arbejde med de samme bevægelser, uden væsentlig variation. Det indgik desuden i udvalgets vurdering, at en del af gulvfladerne var slidte og ru, hvilket havde bevirket, at arbejdet var særligt kraftfuldt.

Resuméer af konkrete sager om øvrige psykiske sygdomme

1. Anerkendelse af psykisk sygdom (social- og sundhedsassistent med uspecificeret belastningsreaktion)
2. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos lærer i klasse med blandt andet specialelever – kort belastningsperiode

1. Anerkendelse af psykisk sygdom

Sagen blev behandlet på mødet i december 2019

Anerkendelse af psykisk sygdom (social- og sundhedsassistent med uspecificeret belastningsreaktion).

Tilskadekomne havde i cirka 9 år frem til hendes sygemelding været beskæftiget på en ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor hun med en meget blandet patientgruppe oplevede adskillige tilfælde med udadreagerende adfærd, trusler og nogle tilfælde af vold – men derudover mange tilfælde med voldsomt selvskadende patienter. Der var tale om længerevarende episoder af voldsom karakter, idet patienterne oftest også udviste en meget voldsom adfærd i forbindelse med at afværge personalets hjælp. Der forelå registreringer af flere hændelser i en periode på cirka 2½ år frem til sygemeldingen.

I udvalgets vurdering indgik, at tilskadekomnes sygdom, uspecificeret belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som social- og sundhedsassistent ved den pågældende afdeling.

Det indgik tillige i udvalgets vurdering, at tilskadekomne udviklede uspecificeret belastningsreaktion i tidsmæssig sammenhæng med de arbejdsmæssige belastninger, og at tilskadekomnes arbejdsgiver havde bekræftet hændelserne, som var registreret, og havde derudover oplyst, at tilskadekomne sandsynligvis havde været udsat for flere hændelser, som ikke var registreret.

2. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion

Sagen blev behandlet på mødet i december 2019

Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos lærer i klasse med blandt andet specialelever – kort belastningsperiode.

Tilskadekomne havde været ansat som lærer, hvor hun overtog en 2. klasse, hvor der var 2-3 børn, store og stærke drenge på 8-9 år, der var beskrevet som meget voldelige. Den ene elev havde flere diagnoser. Tilskadekomne var i to måneder udsat for mange episoder med pludselig og uforudset vold i form af knytnæveslag, spark, riv, krads og trusler – ligesom en elev kastede genstande efter hende. Der var tale om voldsomme episoder og i flere tilfælde længerevarende forløb, nogle dage flere episoder, hvor tilskadekomne var udsat for særdeles voldsom og hårdhændet behandling fra de omtalte elever.

I udvalgets vurdering indgik, at tilskadekomnes sygdom, uspecificeret belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som lærer i den pågældende periode. Der havde været tale om en kort belastningsperiode, men meget massive og hyppige voldsomme belastninger.

Det indgik også, at tilskadekomnes symptomer debuterede gradvist i takt med episoderne, og hun blev sygemeldt med symptomer svarende til diagnosen uspecificeret belastningsreaktion efter cirka 2 måneders belastning. Derudover indgik det, at tilskadekomnes arbejdsgiver bekræftede tilskadekomnes beskrivelser af eleverne – både alder, fysisk statur og adfærd – samt episoderne. Ligesom der forelå klasselog med mange hændelser samt registrering af mange konkrete hændelser i perioden.

Afvisning af hotelleder med depression

Sagen blev behandlet på mødet i februar 2017

Tilskadekomne har været leder af et hotel, der var i store økonomiske problemer. 

Tilskadekomne stod til rådighed døgnet rundt og udførte i perioder al slags arbejde på hotellet. Hun var således med til hotelrengøring og klargøring af værelserne, indkøb, varebestillinger, bookninger, forskellige administrative arbejdsopgaver og regnskabsklargøring til revisor. Hun var udsat for mange deadlines i form af regninger der skulle betales, og utilfredse kreditorer der ville have deres regninger betalt. Tilskadekomne arbejdede ofte fra kl 5.30 og gik først hjem et sted mellem kl. 17.00 og kl. 22.00. 

Tilskadekomne blev diagnosticeret med en privat sygdom et par måneder før hun udviklede en depression. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at belastningerne ikke var tilstrækkelige ekstraordinære til at forårsage en depression. Herudover lagde udvalget vægt på, at tilskadekomne blev diagnosticeret med en privat sygdom samtidig med, at hun havde meget travlt på arbejdet og var hårdt presset af de økonomiske forhold. Udvalget vurderer, at den private sygdom også spillede en rolle for udviklingen af depressionen, og at det således ikke udelukkende eller i overvejende grad var arbejdet, der forårsagede depressionen.

Afvisning af iskæmisk hjertesygdom hos VVSer og rørsmed

Sagen blev behandlet på møde den 5. september 2017

Tilskadekomne har i perioden 1968-2011 arbejdet som VVS’er og rørsmed og har i den forbindelse været udsat for svejserøg flere timer dagligt, herunder cirka halvdelen af arbejdsdagen i perioden 1978-2000.  

Der var væsentlige konkurrerende forhold, som udgør en væsentlig risiko for udvikling af iskæmisk hjertesygdom. Tilskadekomne havde forhøjet blodtryk og havde været i behandling for forhøjet kolesterol. Disse forhold udgør i sig selv en væsentlig risiko for udvikling af iskæmisk hjertesygdom. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede på den baggrund, at tilskadekomnes iskæmisk hjertesyndrom i overvejende grad ikke var forårsaget af tilskadekomnes belastninger i sit arbejde som VVS’er og rørsmed. 

Resuméer af konkrete sager om øvrige psykiske sygdomme

1. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos sikkerhedsvagt
2. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos sygeplejerske

1. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos sikkerhedsvagt

Sagen blev behandlet på møde den 5. september 2017

Tilskadekomne har været ansat som vagt i en kommune. Han blev tilkaldt når udadreagerende borgere mødte op og han har flere gange været udsat for vold i form af slag, spark og krads og trusler, blandt andet trusler om brug af våben.  Tilskadekomne blev desuden spyttet på og fik kastet ting efter sig. Belastningen strakte sig over cirka 2 år. 

Tilskadekomne udviklede i tidsmæssig tilknytning med belastningen psykiske symptomer. 

Erhvervssygdomsudvalget lagt vægt på, at der var dokumenteret en ekstraordinær belastning og fandt derfor at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art. 

2. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos sygeplejerske

Sagen blev behandlet på mødet den 14. marts 2017

Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos en sygeplejerske, der blev forfulgt af en tidligere patient.  

Tilskadekomne blev i 7 måneder forfulgt af en tidligere patient. 

Patienten ønskede at få privat behandling/kontakt med tilskadekomne. Tilskadekomne modtog massive henvendelser fra patienten, der tidligere var dømt for vold. Patienten lagde mange beskeder på tilskadekomnes telefonsvar og patienten ringede talrige gange.  Tilskadekomne modtog også mange breve, gaver og pakker som hun returnerede uåbnet.  Sygdommen opstod i tidsmæssig sammenhæng med belastningen.  

Erhvervssygdomsudvalget lagde vægt på, at belastningen var dokumenteret via arbejdsgiveren, som bekræftede, at tilskadekomne blev forfulgt af en tidligere patient. Erhvervssygdomsudvalget vurderede på den baggrund, at tilskadekomnes uspecificerede belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes belastninger i sit arbejde som sygeplejerske. 

Anerkendelse af indeklemningssyndrom hos murer

Sagen blev behandlet på mødet i september 2017

Tilskadekomne havde i en længere årrække arbejdet som murer, men havde i en kortere periode på 2 uger udført en særlig arbejdsopgave.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, indeklemningssyndrom i venstre skulder var udviklet som følge af de arbejdsmæssige belastninger hvor tilskadekomne i en kortere periode på 2 uger op til symptomdebut havde haft særlig skulderbelastende arbejdsfunktion.

I udvalgets vurdering indgik, at tilskadekomne udviklede sygdommen i tæt tidsmæssig sammenhæng med arbejdsbelastningen, og at der ikke er grundlag for at antage, at der er andre årsager til sygdommen. 

Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomnes arbejde i en kortere periode på 2 uger havde indebåret særlig skulderbelastende arbejdsfunktion. Tilskadekomne foretog opmuring af klokketårn på kirke. Det var ikke muligt at opsætte stillads indvendigt i tårnet, hvorfor den indvendige opmuring foregik fra ydersiden af tårnet. Dette indebar, at tilskadekomne med armene løftet rakte ind bagom muren for at sætte stenene, og skrabe overskydende mørtel væk. Arbejdet indebar lange rækkeafstande, samtidig med, at tilskadekomne skulle sætte stenene ned med venstre arm.

Arbejdsgiver havde bekræftet belastningerne af arbejdet med opmuring af klokketårnet.

Afvisning af brystkræft hos sygeplejerske grundet konkurrerende livstilsfaktorer

Sagen blev behandlet på mødet i maj 2015

Tilskadekomne havde arbejdet som sygeplejerske i over 29 år med flere nattevagter om ugen i gennemsnit. Det var oplyst i sagen, at tilskadekomne havde et BMI-tal på 30 på debuttidspunktet, og at hendes sygdom var debuteret efter overgangsalderens indtræden. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at dette var en væsentlig konkurrerende årsag til udviklingen af brystkræft, og at tilskadekomnes sygdom i form af brystkræft ikke i udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art.

Udvalget bemærkede i sagen, at tilskadekomne havde haft et alkoholforbrug på op til 7 genstande hver anden uge og et tobaksforbrug for 18-20 pakkeår. Udvalget tillagde ikke disse forhold afgørende betydning, idet tilskadekomnes BMI var en væsentlig konkurrerende faktor i sig selv.

Resuméer af konkrete sager om øvrige fysiske sygdomme

1. Afvisning af iskæmisk hjertesygdom som følge af svejserøg
2. Anerkendelse af KOL hos hjemmevejleder efter udsættelse for passiv rygning

1. Afvisning af iskæmisk hjertesygdom som følge af svejserøg

Sagen blev behandlet på mødet i april 2015

Afvisning af iskæmisk hjertesygdom som følge af svejserøg (specialarbejder)

Tilskadekomne havde i en cirka 50-årig periode været beskæftiget med forskellige former for svejsning, og havde i forskelligt omfang været udsat for svejserøg.

Tilskadekomne havde fra midten af 1970’erne svejset i rustfrit stål, krom og andet materiale med højt indhold af nikkel. Derudover foretog han slibning. Arbejdet foregik cirka halvdelen af tiden i lukkede rum med dårlig ventilation.  Fra omkring 2005 var der været mulighed for at bruge iltmaske og sug. Før 2005 var der ingen beskyttelsesforanstaltninger, idet der tit blev arbejdet under trange forhold. 

Udvalget vurderede, at der ikke var en konkret sammenhæng mellem den arbejdsmæssige udsættelse og udviklingen af sygdommen trods den erhvervsmæssige udsættelse. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne udover udsættelsen for svejserøg også havde et ikke ubetydeligt tobaksforbrug, ligesom tilskadekomne gennem mange år havde haft forhøjet blodtryk, og han havde også fået konstateret forhøjet kolesterol. Disse forhold i sig selv udgjorde en sådan væsentlig risiko for udvikling af iskæmisk hjertesygdom, at tilskadekomnes sygdom ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af sine arbejdsmæssige udsættelser for svejserøg.

2. Anerkendelse af KOL hos hjemmevejleder efter udsættelse for passiv rygning

Sagen blev behandlet på mødet i februar 2015

Tilskadekomne fik i 2011 stillet diagnosen KOL. I 1982 blev hun ansat som hjemmevejleder, hvor hun dagligt kom i hjem med socialt udsatte familier og hvor der i omkring 90 procent af tilfældene blev røget indenfor. Fra 1982 og indtil 2011 var tilskadekomnes således massivt eksponeret for tobaksrøg i cirka 25-30 timer om ugen. Der har ikke været mekanisk ventilation, hvorfor tobaksrøgen var meget tæt. 

Tilskadekomne har for cirka 25 år siden røget en smule selv, men aldrig mere end højst 1 cigaret om dagen. Der var ingen rygning i hjemmet, og hun havde kun få gange været udsat for passiv rygning. 

Et flertal i udvalget fandt, at sygdommen KOL i overvejende grad var forårsaget af arbejde som hjemmevejleder fra 1982 til 2011. Flertallet lagde vægt på, at tilskadekomne havde været massivt udsat for tobaksrøg i cirka 25-30 timer, og at røgen var tæt, fordi der manglende mekanisk ventilation. Der var efter flertallets vurdering tidsmæssig sammenhæng og ikke grundlag for at antage, at der var andre årsager til sygdommen. Flertallet fandt endvidere, at der ikke var konkurrerende private belastninger af betydning. 

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere vurderede, at arbejdsbelastningen ikke havde tilstrækkelig omfang til at forårsage sygdommen. Mindretallet fandt, at belastningen ikke var tilstrækkelig dokumenteret, og at sygdommen KOL derfor ikke udelukkende eller i overvejende grad kunne siges at være en følge af arbejdet som hjemmevejleder. 

Anerkendelse af depression hos lærer

Sagen blev behandlet på mødet i november 2014

Tilskadekomne udviklede i 2011 en depression under sit arbejde som lærer.

Efter udvalgets vurdering var tilskadekomnes sygdom i overvejende grad forårsaget af arbejdet som lærer. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne i sit arbejde som lærer i skoleåret 2010/2011 var lærer for to drenge i alderen 7-9 år, hvoraf den ene havde en svært afvigende adfærd, der gav sig udslag i, at eleven var motorisk urolig, højt skrigende, slog og sparkede. Elevernes familie var belastet, og tilskadekomne blev efter møde med forældrene ultimo 2010 og indberetning af eleverne udsat for trusler og et meget psykisk belastende forløb i forhold til forældrene. Dette forløb stod på frem til sommeren 2011.

Udvalget lagde desuden vægt på, at tilskadekomne i sidste halvdel af 2011 i den nye klasse havde en svær autistisk dreng, der havde en udadreagerende adfærd, var voldsom, bed, kradsede og slog, og i en konkret situation kastede en genstand mod tilskadekomne.
Det var udvalgets samlede vurdering, at tilskadekomne konkret havde været udsat for en ekstraordinær belastning, og at tilskadekomne udviklede depressionen i tidsmæssig sammenhæng med arbejdsbelastningen.

Resuméer af konkrete sager om sygdomme i bevægeapparatet

1. Afvisning af Morbus Kienbock som følge af bankning med hammer
2. Afvisning højresidig tennisalbue hos stewardesse
3. Anerkendelse af menisk læsion
4. Anerkendelse af ruptur af ledbånd i højre håndled

1. Afvisning af Morbus Kienbock som følge af bankning med hammer

Sagen blev behandlet på mødet i juni 2015

Afvisning af Morbus Kienböck som følge af bankning med hammer (smed)

Tilskadekomne havde i en cirka 24 års periode arbejdet som smed, hvor han havde forskellige opgaver i forbindelse med fremstilling af metalemner med videre. Efter cirka 18 års arbejde fik tilskadekomne tiltagende gener fra højre håndled, og han fik nogle år derefter stillet diagnosen højresidig Morbus Kienböck.

Flertallet af udvalgets medlemmer vurderede, at der ikke havde været tale om en sådan ekstraordinær belastning i form af gentagne tryk eller slag mod håndroden i højre hånd, at dette kunne være årsag til udvikling af tilskadekomnes sygdom. Flertallet bemærkede, at det ikke ændrede på vurderingen, at tilskadekomne i en længere årrække havde arbejdet i metalindustrien, og at dette arbejde havde indebåret anvendelse af hammer med slag mod håndroden i 10-15 procent af arbejdstiden, anvendelse af slibemaskiner i 10-15 procent af tiden samt anvendelse af boremaskiner i få procent af arbejdstiden. Flertallet vurderede, at belastningen ikke havde medført tilstrækkelige belastninger. 

Et mindretal af udvalgets medlemmer bestående af LO og FTF vurderede, at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art, da der havde været tale om tilstrækkelig arbejdsbelastning.

2. Afvisning højresidig tennisalbue hos stewardesse

Sagen blev behandlet på mødet i august 2015

Tilskadekomne var i perioden 1987-2014 ansat som stewardesse og blev i forbindelse med sin beskæftigelse udsat for påvirkninger i form af skænkning af kaffe og te, ophældning af vand og juice, åbning af dåser og ophældning af disse, skub og træk af serveringsvogn, flytning af bagage og lukning af hattehylder.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes højresidige tennisalbue ikke udelukkende eller i overvejende grad er opstået på grund af arbejdet som stewardesse gennem 25 år. Udvalget lagde vægt på, at belastningen samlet set var utilstrækkelig til at forårsage sygdommen.

Tilskadekomnes funktion med skænkning af kaffe og te, som blev serveret fra kander, medførte vride- og drejebevægelser i forbindelse med opfyldning fra kande, men selv om denne funktion kunne medføre akavede arbejdsbevægelser, blev den tidsmæssige udstrækning skønnet som begrænset. Tilskadekomnes øvrige funktioner med ophældning af vand og juice, åbning af dåser og ophældning af disse, skub og træk af serveringsvogn, flytning af bagage og lukning af hattehylder havde desuden ikke belastet muskulaturen i et omfang, så tilskadekomnes højresidig tennisalbue udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art.

3. Anerkendelse af menisk læsion

Sagen blev behandlet på mødet i april 2014

Anerkendelse af menisk læsion (labrum læsion) i skulderled hos renovationsarbejder efter håndteringen af affaldsspande og containere.

Tilskadekomne debuterede i maj 2012 med belastningsrelaterede smerter omkring højre skulder, som blev gradvist forværret for til sidst at være konstante.

Tilskadekomne havde i en 5 år lang periode forud herfor arbejdet som revovationsarbejder. Tilskadekomne havde dagligt trukket et stort antal tunge affaldsspande med højre arm samt svunget cirka 100 kilo tunge containere ind foran sin krop. I enkelte tilfælde trak tilskadekomne de tomme containere med samme metode, som han trak spandene. Herudover oplevede tilskadekomne skulderbelastning ved mange ind- og udstigninger af bilen, hvor han trak sig op i bilen ved at holde med højre hånd i en strop. 

Arbejdsgiver bekræftede arbejdsbeskrivelsen, men afviste, at tilskadekomne trak sig op i bilen ved at holde med højre hånd i en strop, idet bilerne var konstrueret med et trinbræt, som kunne anvendes som en trappe.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at håndteringen af affaldsspandene og containere i sig selv var nok til at kunne udvikle menisk læsion i skulderleddet. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne udviklede sygdommen i tidsmæssig sammenhæng med arbejdsbelastningen, og at der ikke var grundlag for at antage, at der er andre årsager til sygdommen. 

4. Anerkendelse af ruptur af ledbånd i højre håndled

Sagen blev behandlet på mødet i april 2015

Anerkendelse af ruptur af ledbånd i højre håndled mellem måne-og bådbenet hos specialarbejder efter arbejde med mange kraftfulde stød/slag i højre håndflade

Tilskadekomne havde i perioden 2009 til 2011 arbejdet som specialarbejder, hvor han var udsat for kraftfulde slag/stød i højre håndflade. Tilskadekomnes udviklede diagnosen ruptur af ledbånd i højre håndled mellem måne- og bådbenet. 

Et flertal af udvalgets medlemmer vurderede, at tilskadekomnes sygdom i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art. Tilskadekomne arbejdede med at skille frosne kyllingeblokke ved hjælp af en jernstang, som medførte kraftfulde slag/stød i hånden. Flertallet i udvalget vurderede, at der havde været tale om mindst 1.628 stød per dag, 3 gange om ugen i en periode på cirka 13 måneder, hvor tilskadekomne havde slået sin hånd direkte ned i en jernstang. Arbejdsgiver var ikke enig i det angivne antal af stød, men et vidne, i form af en teamleder med samme arbejdsfunktion, bekræftede belastningen. Flertallet vurderede, at belastningen havde været kraftfuld og repetitiv i et omfang, der var tilstrækkelig til at medføre en ruptur af ledbåndet mellem måne- og bådbenet i tilskadekomnes højre håndled.

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere vurderede, at sygdommen ikke udelukkende eller i overvejende grad er opstået på grund af arbejdet. Mindretallet lagde vægt på, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for belastningernes omfang som erhvervssygdomssag. 

Anerkendelse af depression hos klinikassistent som følge af mobning

Sagen blev forelagt på januar-mødet 2015

Tilskadekomne arbejdede som klinikassistent og blev i en periode fra 2007 til sygemelding i 2012 udsat for grov mobning og chikane af primært to kolleger. Arbejdsgiveren kunne ikke bekræfte episoderne, men beskrev, at der havde været samarbejdsproblemer mellem tilskadekomne og kolleger, hvilket havde ført til påtale og advarsler til tilskadekomne. 

To vidner i form af tidligere kolleger til tilskadekomne beskrev, hvordan tilskadekomne systematisk blev mobbet af to kolleger. Tilskadekomne blev efterabet, og hendes udseende og privatliv blev kommenteret af de to kolleger. Vidnerne beskrev desuden, hvordan kollegerne vendte nye kolleger mod tilskadekomne ved at bagtale hende. Det resulterede i, at kollegerne ikke ville hjælpe tilskadekomne og give hende mulighed for at holde pause og aflaste hende på et tidspunkt, hvor hun var kommet til skade. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at vidnernes beskrivelse af hændelserne var nok til at dokumentere ekstraordinære arbejdsmæssige belastninger, der i overvejende grad havde forårsaget depressionen. Udvalget lagde blandt andet vægt på, at mobningen i et vist omfang havde forhindret klinikassistenten i at udføre sit arbejde. Samtidig fandt udvalget, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelsen for mobning og udviklingen af sygdommen. Udvalget vurderede desuden, at tilskadekomnes påtale og advarsler fra arbejdspladsen, samt en varsling af nedsat arbejdstid, ligger inden for ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet. Det indgik derfor ikke i de belastninger, udvalget lagde til grund for at indstille sagen til anerkendelse.

Resuméer af konkrete sager om depression efter stress

1. Afvisning af depression hos chauffør med lange arbejdsdage
2. Afvisning af depression hos controller med mange arbejdsopgaver
3. Afvisning af depression hos fodermester med tidligere depression
4. Afvisning af depression hos tekniker med stort arbejdspres
5. Anerkendelse af depression hos ejendomsfunktionær
6. Anerkendelse af depression hos finansanalytiker
7. Anerkendelse af depression hos pædagog efter mobning og chikane
8. Anerkendelse af depression hos reklamedirektør efter stor arbejdsbyrde med mange deadlines

1. Afvisning af depression hos chauffør med lange arbejdsdage

Behandlet i juni 2013

Tilskadekomne havde været chauffør i et speditionsfirma igennem 10 år. Han følte sig igennem de sidste par år tvunget til at køre op mod 70-80 timer om ugen, således at reglerne om hviletid ikke blev overholdt. Arbejdstidens omfang var dokumenteret ved timesedler. Der var i perioder tale om meget lange arbejdsdage, men også perioder med en arbejdsuge på under 37 timer.

Tonen var generelt hård på arbejdspladsen, og tilskadekomne oplevede talrige hændelser, som han opfattede som chikane, blandt andet opringninger i fritiden, en advarsel på grund af manglende køreskiver, inddragelse af fridage samt flytning af mødested. Han oplevede desuden et krydspres i funktionen som sikkerhedsrepræsentant, idet der var vedvarende problemer med udlevering af sikkerhedsudstyr og fokus på sikkerhed generelt. Tilskadekomne oplyste, at der var flere af hans kolleger, som også blev syge på grund af for stort arbejdspres og dårlig ledelse.

Arbejdsgiver kunne ikke bekræfte oplysningerne og henviste blandt andet til resultatet af en arbejdspladsvurdering (APV).

En tidligere kollega bekræftede, at hviletidsreglerne blev brudt, at chaufførerne blev presset til overarbejde, og at flere chauffører blev sygemeldt på grund af stress.

En anden tidligere kollega delte ikke denne opfattelse og oplyste blandt andet, at der var samarbejdsproblemer mellem tilskadekomne og en arbejdsleder. Han kunne bekræfte, at overarbejde var almindeligt.

Tilskadekomne fik efterhånden søvnproblemer samt problemer med hukommelse, ordmobilisering og koncentration. Han fik desuden en række fysiske symptomer i form af trykken for brystet, hjertebanken, rysten og svedtendens.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som chauffør. Selv om arbejdet medførte lange arbejdsdage, var det ikke generelt præget af hyppige og meget vanskelige deadlines. 

Flertallet i udvalget lagde vægt på, at lange arbejdsdage og mange opgaver ikke i sig selv udgør en sådan belastning, at det kan begrunde udvikling af en depression. Tilskadekomnes timesedler og opgørelser over arbejdstid dokumenterede heller ikke overarbejde i et sådan omfang, at det kunne begrunde udviklingen af en depression.

Flertallet vurderede, at en leders hårde tone, opringninger udenfor arbejdstid og ændring af arbejdsforhold ikke havde en sådan karakter af chikane, at det kunne begrunde udvikling af en depression. Det var ikke sandsynliggjort, at der var tale om egentligt manglende støtte fra kolleger eller ledelse. 

Samlet var det derfor ikke sandsynliggjort, at depressionen udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet.

Flertallet var opmærksom på, at det var bekræftet af kolleger, at kørselsopgaverne ikke altid kunne nås indenfor normal arbejdstid, og at chaufførerne blev presset til ikke at overholde køre- og hviletidsreglerne, samt at kørelederen var ubehagelig. 

Et mindretal bestående af LO var uenig heri. Det var mindretallets opfattelse, at der havde været tale om en stor arbejdsbelastning med lange arbejdsdage, og at posten som sikkerhedsrepræsentant derudover havde udgjort en belastning. Mindretallet vurderede, at belastningen var tilstrækkeligt dokumenteret, og at der var tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdspåvirkningerne og udviklingen af depressionen.

2. Afvisning af depression hos controller med mange arbejdsopgaver

Behandlet i juni 2013

Tilskadekomne var ansat som controller i en periode på 3 år. Hendes arbejde bestod i kontrol og gennemgang af projekter, afstemning af debitorer og kreditorer, udarbejdelse af månedsrapporter, konsolidering og klargøring af årsregnskaber til revisor med videre. Da tilskadekomnes chef sagde op med øjeblikkelig virkning, skulle hun også klare dennes opgaver. I den første periode betød det 4-6 timers ekstra dagligt arbejde. Der var dårlig stemning i den lille afdeling på 4 personer, og da en af de øvrige medarbejdere blev bortvist, medførte dette endnu flere opgaver til tilskadekomne.

Tilskadekomne havde ikke registreret sine arbejdstimer, men anslog det ugentlige antal arbejdstimer til 50-70 timer med spidsbelastninger ved årsafslutning med videre.

Arbejdsgiver bekræftede lederens pludselige opsigelse, men havde ikke på noget tidspunkt bedt tilskadekomne om at overtage dennes opgaver. Arbejdsgiver var bekendt med, at afdelingen generelt var bagud med arbejdet, men stillede ikke krav om merarbejde i den anledning. Tilskadekomne påtog sig dog opgaver ud over det forventede. Hun havde i øvrigt lang transporttid og havde derfor mulighed for hjemmearbejde, hvilket var usædvanligt. Hun fik tilbud om samtaler hos en coach, som hun efterfølgende drøftede både arbejdsmæssige og private belastninger med.

En kollega kunne ikke bekræfte, at tilskadekomne blev pålagt ekstra arbejdsopgaver i forbindelse med lederens opsigelse og i den efterfølgende periode.

Tilskadekomne udviklede efterhånden glædesløshed, irritabilitet, søvnproblemer, lydoverfølsomhed og koncentrationsbesvær. Derudover fik hun nedsat appetit, hvilket medførte et vægttab på 10 kilo.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået som følge af arbejdet som controller.

Selv om tilskadekomne oplevede at få flere og flere opgaver, herunder opgaver med deadlines, og disse krævede mange ekstra arbejdstimer, vurderede udvalget, at det ikke var dokumenteret, at arbejdet generelt var karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines.

Udvalget lagde vægt på, at hverken arbejdsgiver eller kolleger havde været i stand til at bekræfte, at der havde været tale om ekstra arbejdsopgaver. Det var heller ikke sandsynliggjort, at der havde været tale om egentligt manglende støtte fra kolleger eller ledelse. 

Samlet set kunne det derfor ikke anses for sandsynliggjort, at depressionen udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet.

3. Afvisning af depression hos fodermester med tidligere depression

Behandlet i maj 2013

Tilskadekomne havde i godt 20 år arbejdet inden for landbrug, først som landbrugsmedhjælper og siden som fodermester. Den gård, hvor han havde arbejdet i nogle år, blev på et tidspunkt overtaget af en anden ejer. Gården havde en besætning på cirka 400 søer. Mens han tidligere havde arbejdet side om side med gårdejeren, arbejdede han efter ejerskiftet enten alene eller sammen med en elev. Han fik hele driftsansvaret, markant udvidet arbejdstid på 60-70 timer om ugen, større arbejdsmængde og fik ingen hjælp og støtte fra sin nye arbejdsgiver. Han arbejdede på stort set alle helligdage og ferier og holdt således kun ferie i en uge om året. Arbejdsgiver antog elever, der var helt nye i faget, og som derfor ikke var til megen hjælp, selv efter tidskrævende oplæring.

Tilskadekomne blev ikke mødt med lydhørhed fra gårdejerens side ved forsøg på at drøfte situationen, men derimod med krav om effektivisering. I forbindelse med et møde om dette brød tilskadekomne sammen og blev derefter sygemeldt.

Arbejdsgiver bekræftede, at tilskadekomne passede gården selv sammen med en elev, og at tilskadekomne havde informeret ham om for stort arbejdspres. Det var bekræftet af en elev, at tilskadekomne havde meget arbejde og sjældent friweekender. 

Tilskadekomne fik efterhånden symptomer i form af tiltagende træthed, hovedpine, tankemylder og søvnproblemer. Han havde inden for de forudgående par år inden sygemeldingen været i antidepressiv behandling i alt tre gange.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af de arbejdsmæssige påvirkninger, hvor han som fodermester stort set var alene om pasningen af en gård med 400 svin, selv om der tidligere havde været to personer om dette arbejde.

Udvalget lagde vægt på, at han flere år inden arbejdsbelastningen havde haft symptomer på depression og været i medicinsk behandling. Han havde igennem de seneste par år haft tilbagevendende depressioner. Udvalget vurderede derfor, at det ikke var dokumenteret, at udviklingen af depression i overvejende grad var opstået på grund af arbejdsforholdene.

Selv om tilskadekomne havde haft et stort arbejdsomfang og havde passet gården enten alene eller med hjælp fra elever, vurderede udvalget, at den forudbestående depression i overvejende grad var årsag til den aktuelle depression.

4. Afvisning af depression hos tekniker med stort arbejdspres

Behandlet i juni 2013

Tilskadekomne var ansat som tekniker/projektleder i cirka 4 år. Han blev oprindeligt ansat til at lave installationer, hvilket han fik en ganske kort oplæring i. Han arbejdede både dage, aftener og weekender, i alt 65-70 timer om ugen.

Da virksomheden blev overtaget af et andet firma, fik tilskadekomne en særlig projektopgave, som involverede stadigt flere medarbejdere. Han fik ansvar for oplæring, timelister, indkøb af værktøj og beklædning, fakturaer, levering af materialer med videre. I forbindelse med disse funktioner kunne der være daglige deadlines, og hver 3. måned skulle større dele af projektet være færdigt.

Han forsøgte at sige fra på grund af for stort arbejdspres, men mødte ikke forståelse fra ledelsen for dette.

I forbindelse med endnu en omlægning fik tilskadekomne en ny funktion. Han blev indkøber og stod for lager og statistik. Bestilling af reservedele var vanskeligt, da det krævede teknisk indsigt, hvilket tilskadekomne ikke havde. Samtidig var der tale om varer af stor økonomisk værdi. Arbejdstiden var fortsat omkring 70 timer om ugen.

Det var ikke muligt at dokumentere antallet af arbejdstimer, da der ikke blev ført timeregnskab, men tilskadekomne mente, at ledelsen var bekendt med forholdene.

Arbejdsgiver var ikke i stand til at finde frem til tilskadekomnes daværende leder. En afdelingschef kunne alene bekræfte ansættelsen generelt.

En anden leder mente, at tilskadekomne ikke havde ledelsesansvar, men var ansat som logistisk medarbejder, at han havde flekstid og ofte gik tidligt hjem, og at han havde tid til også at løse opgaver for en anden afdeling. Han havde ikke kendskab til, at tilskadekomne arbejdede hjemmefra, bortset fra at han besvarede enkelte mails. En kollega havde ikke kendskab til, at tilskadekomne arbejdede mere end 37 timer ugentligt.

Tilskadekomne havde som følge af en tidligere skade spændingshovedpine, som tiltog meget igennem de senere år. Desuden havde tilskadekomne en discusprolaps med svære rygsmerter. Han fik efterhånden symptomer i form af blandt andet anspændthed, søvn-, hukommelses- og koncentrationsproblemer og hjertebanken.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af de påvirkninger, han havde været udsat for under sit arbejde som tekniker /projektleder.

Selv om tilskadekomne havde oplevet et stort arbejdspres med lange arbejdsuger, stort økonomisk ansvar og daglige deadlines, var det ikke dokumenteret, at arbejdet generelt var præget af hyppige og meget vanskelige deadlines.

Selv om han oplevede manglende ledelsesmæssig opbakning og blev omplaceret til en stilling med ansvar for et nyt fagområde uden forudgående oplæring, vurderede udvalget, at der ikke var tale om egentligt manglende støtte fra kolleger eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udvikling af en depression. 

Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomnes to tidligere ledere ikke kunne bekræfte beskrivelsen af tilskadekomnes arbejdsforhold, herunder arbejdstid, arbejdsopgaver, ansvar, deadlines med videre.

5. Anerkendelse af depression hos ejendomsfunktionær

Tilskadekomne havde været ansat i et boligselskab i mere end 20 år, deraf som ejendomsinspektør i de sidste 6 år. Han opholdt sig på kontoret i cirka halvdelen af sin arbejdstid. I den anden halvdel deltog han i inspektioner, byggemøder med videre. 2-3 dage om ugen havde han aftenmøder, og han stod til rådighed på sin mobiltelefon hele døgnet. Ejendomsmestre og bestyrelsesmedlemmer fra øvrige afdelinger kontaktede ham oftere og oftere om aftenen. Arbejdstiden var 60-70 timer om ugen.

Der var derudover flere konkrete episoder, hvor han blev truet. En episode med trusler fra nogle unge mennesker førte til politianmeldelse. Ved en anden lejlighed måtte han springe til side for ikke at blive ramt af en bil med en utilfreds beboer, som kørte efter ham. Derudover belastede anklager om spiritusmisbrug fra nogle beboere ham meget i en periode. Omfanget af arbejdsopgaverne havde været drøftet med tilskadekomnes chef nogle gange, men uden konkret udbytte. 

Tilskadekomne udviklede efterhånden symptomer på depression og blev først sygemeldt og siden opsagt. Der blev sideløbende konstateret sukkersyge, hvilket var en medvirkende årsag til sygemeldingen.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at depressionen i overvejende grad var forårsaget af den særlige belastning, han havde været udsat for under sit arbejde som ejendomsinspektør. 

Flertallet lagde herved vægt på, at han i sit arbejde som ejendomsinspektør havde haft et stort arbejdspres med mange og forskelligartede opgaver blandt andet i form af ansvar for drift og vedligehold af bygninger, personaleledelse af ejendomsmestre, afholdelse af og deltagelse i møder, ansættelser og afskedigelser, tilsyn med videre. Derudover indebar arbejdet meget lange arbejdsdage, hvor han blandt andet havde deltaget i hyppige aftenmøder, ligesom han stod telefonisk til rådighed og i stigende grad om aftenen blev kontaktet af ejendomsmestre og bestyrelsesmedlemmer fra de forskellige boligforeninger, som han havde ansvaret for.

Flertallet i udvalget lagde også vægt på, at selv om der i et vist omfang blev afholdt møder om arbejdspresset, så førte disse møder ikke til væsentlige ændringer. Derudover var han udsat for episoder, hvor beboere udviste truende adfærd, blandt andet i forbindelse med uenigheder om renoveringer med videre, samt en uberettiget klage fra en gruppe kvindelige beboere. Endelig lagde flertallet i udvalget vægt på, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og debut af hans psykiske gener.

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere mente, at sygdommen ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som ejendomsfunktionær. Årsagen var, at de arbejdsmæssige belastninger ikke havde været tilstrækkelige til at forårsage en depression. Uanset at tilskadekomne havde været udsat for et stort arbejdspres med lange arbejdsdage og hyppige aftenmøder, og at han stod telefonisk til rådighed om aftenen samt var udsat for truende adfærd og klager fra beboere, mente mindretallet ikke, at han havde været udsat for tilstrækkelige ekstraordinære arbejdsmæssige belastninger, der udelukkende eller i overvejende grad havde forårsaget depressionen.

6. Anerkendelse af depression hos finansanalytiker

Behandlet i april 2013

Anerkendelse af depression hos finansanalytiker efter stort arbejdspres med hyppige deadlines og manglende støtte

Tilskadekomne havde i over 20 år arbejdet i et stort firma som finansanalytiker. Han havde fra ansættelsens begyndelse en arbejdsuge på cirka 50 timer med en vis rejseaktivitet, og timetallet steg i de senere år til cirka 60 timer. På et tidspunkt fik han pålagt yderligere væsentlige arbejdsopgaver, som var prægede af mange deadlines. Tilskadekomnes kolleger og ledere befandt sig i andre byer i Norden og det øvrige Europa. Han havde ingen indflydelse på hverken arbejdsopgaver eller deadlines og havde flere chefer, der ikke havde overblik over hinandens arbejdsområder. Der var tale om en form for distanceledelse med kommunikation over telefon, videomøder og mails.

Arbejdsgiver bekræftede, at der var tale om distancearbejde, og at tilskadekomne havde informeret sine overordnede om vanskelighederne med at klare arbejdsopgaverne. Arbejdsgiver udtalte desuden, at der ikke var grund til at betvivle tilskadekomnes øvrige oplysninger, da han over for sin nærmeste leder havde oplyst, at han arbejdede meget hårdt.  

Flere kolleger bekræftede desuden, at tilskadekomne arbejdede ud over normal arbejdstid, ofte sent om aftenen og om natten, at arbejdet medførte konstante deadlines, samt at han var ansvarlig for adskillige projekter foruden sine normale arbejdsopgaver. 

Tilskadekomne fik efterhånden både fysiske symptomer med hjertebanken og brystsmerter samt psykiske symptomer med søvnbesvær, koncentrationsproblemer og angst.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af den særlige belastning, han havde været udsat for, i form af stigende arbejdspres med lange arbejdsdage, mange og hyppige deadlines samt manglende støtte fra hans ledere. 

Årsagen var, at han igennem et års tid havde et stigende arbejdspres, hvor han udover sine normale arbejdsopgaver havde flere yderligere projekter. Arbejdet indebar mange deadlines i forbindelse med eksempelvis ugentlige finansielle redegørelser, men også månedlige og kvartalsvise deadlines samt årsafslutninger. Flertallet lagde også vægt på, at det forhold, at han havde flere forskellige overordnede og oplevede, at disse ikke havde overblik over hinandens arbejdsområder, medførte øgede opgaver og besværliggjorde planlægning og udførelse af arbejdet. Desuden fik tilskadekomne ikke den støtte, han behøvede fra sine overordnede, da han henvendte sig for at få reduceret antallet af opgaver. Dette udgjorde en sådan belastning, at dette sammen med arbejdspresset i øvrigt i overvejende grad var årsag til depressionen. 

Flertallet lagde også vægt på, at 3 kolleger alle bekræftede de beskrevne arbejdsforhold, og at der var tidsmæssig sammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og udviklingen af depression. Arbejdsgiver havde desuden ikke fundet grundlag for at betvivle tilskadekomnes oplysninger og bekræftede, at han havde kontaktet sine ledere vedrørende mængden af opgaver.

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere mente, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Disse medlemmer vurderede, at der ikke var årsagssammenhæng mellem belastningerne i arbejdet og udviklingen af sygdommen.

7. Anerkendelse af depression hos pædagog efter mobning og chikane

Behandlet i april 2013

Tilskadekomne var i et par år ansat som pædagog ved et bocenter. Hun var udsat for systematisk nedladende behandling fra sin afdelingsleder, som blandt andet gjorde offentligt og tydeligt nar af tilskadekomnes accent, uden videre overtog samtaler mellem tilskadekomne og pårørende og bagtalte hende over for andre ansatte. Der blev gjort nar af tilskadekomne på møder, således at hun til sidst ikke turde at sige noget, og hun oplevede, at tillidsrepræsentanten fortalte fortrolige oplysninger videre til lederen, som efterfølgende kommenterede på dem.

Tilskadekomne var således i forbindelse med arbejdet udsat for udstødning, offentlig negativ omtale og aggressive verbale overfald. Hun fik under ansættelsen efterhånden symptomer i form af ængstelse, søvnbesvær, grådlabilitet og tristhed.

To vidner bekræftede henholdsvis beskrivelsen af den mobning og chikane, tilskadekomne havde været udsat for, og det dårlige samarbejdsmiljø generelt. Arbejdsgiver kunne hverken be- eller afkræfte oplysningerne, da der ikke længere var medarbejdere i afdelingen, som var ansat, da hændelserne fandt sted.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af depression i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes arbejde som pædagog. 

Årsagen var, at hun under sin ansættelse på et bosted var udsat for mobning og chikane af grov og systematisk karakter. Udvalget lagde vægt på, at hendes leder gentagne gange fremsatte racistiske udtalelser, og at hun blev omtalt nedladende og gjort til grin, både når hun var til stede og bag hendes ryg. Udvalget lagde desuden vægt på den tidsmæssige sammenhæng, idet de første symptomer på depression viste sig samtidig med chikanen. Udvalget fandt desuden påvirkningen dokumenteret via vidner.

8. Anerkendelse af depression hos reklamedirektør efter stor arbejdsbyrde med mange deadlines

Behandlet på møde i marts 2013

Tilskadekomne var uddannet reklametegner og arbejdede derefter i branchen i godt 20 år.

Først var hun i et par år ansat som art director og fik hurtigt dagligt ansvar for bureauet samt for halvdelen af en stor varehuskædes markedsføring. Hun var involveret i alle arbejdsprocesser, mødte altid som den første og gik som den sidste, arbejdede i weekends og havde ofte sine børn med på reklamebureauet. Arbejdstiden var på minimum 60 timer om ugen.

Tilskadekomne var derefter direktør i et reklamebureau igennem mere end 10 år. Arbejdsopgaverne bestod af alt fra idéudkast, rentegning, styring af produktionsplan og beregning af tilbud til kundekontakt, indrykning af annoncer og lignende. Alle disse opgaver var styret af stramme daglige deadlines. Samlet set stod tilskadekomne alene med ansvaret for personale, økonomi, produktion og kundekontakt, som hun altid stod til rådighed for, også i weekender og ferier. Hun kom efterhånden op på 80 timers arbejdsuge. 

Hun startede derefter sit eget bureau, hvor hun varetog samme jobfunktioner som tidligere. Efter et par år begyndte hun at få psykiske symptomer og fusionerede bureauet med en god vens virksomhed. Dette ændrede dog ikke på arbejdsbyrden, og det blev efterhånden tiltagende vanskeligere for hende at passe virksomheden. Til sidst blev hun sygemeldt, og virksomheden gik i betalingsstandsning. Tilskadekomne fik stillet diagnosen depression af svær grad.

Tidligere kolleger og samarbejdspartnere bekræftede blandt andet, at tilskadekomne i hele sit arbejdsliv var beskæftiget med branchens mest stressende produktioner som layout og opsætning af købmandsaviser. Hun stod for hele processen med kundekontakt, layout, opsætning, korrektur, kontakt til trykkerier, ledelse af personale, fakturering med mere. Hele tilskadekomnes arbejdsliv havde været kendetegnet af korte deadlines og lynhurtig teknologisk udvikling

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af den særlige belastning, hun havde været udsat for under sit arbejde som reklamedirektør, hvor hun havde en meget stor arbejdsbyrde. Årsagen var, at hun som reklamedirektør igennem cirka 15 år havde et stor arbejdspres med mange ansvarsfunktioner og arbejdsopgaver, mange deadlines og meget overarbejde. Flertallet i udvalget lagde vægt på, at hun ud over ledelsesmæssige opgaver varetog alle dele af den daglige produktion i form af kundekontakt, idéudkast, rentegning, styring af produktionsplan, beregning af tilbud, indrykning af annoncer og lignende. Arbejdsopgaverne indeholdt mange tilbagevendende og stramme deadlines og gav et stort arbejdspres. Hun havde en arbejdstid på langt mere end en fuldtidsstilling og stod til rådighed for kunderne, når de havde behov for at kontakte hende. Hun arbejdede derfor ofte om aftenen, i weekender og ferier.

Flertallet lagde vægt på, at depressionen opstod i tidsmæssig sammenhæng med den store arbejdsmæssige belastning. Flertallet vurderede i øvrigt, at virksomhedens betalingsstandsning måtte betragtes som en privat belastning, og at den desuden fandt sted efter udviklingen af en depression.

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De offentlige Arbejdsgivere vurderede, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som
reklamedirektør. Årsagen var, at virksomheden havde økonomiske problemer, og at en konkurs truede, hvilket ikke var en del af arbejdets forhold. Uanset at tilskadekomne havde været udsat for arbejdspres, mange opgaver, deadlines og meget overarbejde, vurderede mindretallet, at det var andre forhold end de arbejdsmæssige, der havde forårsaget depressionen.

Resuméer af konkrete sager om kræftsygdomme i øvrigt

1. Afvisning af myelomatose kræft i knoglemarven hos brandmand
2. Anerkendelse af bløddelskræft

1. Afvisning af myelomatose kræft i knoglemarven hos brandmand

Behandlet på møde i marts 2013

Tilskadekomne fik konstateret myelomatose. Han havde igennem 4o år arbejdet som brandmand. I de første 10 år arbejdede han på en flyvestation, hvor han deltog i øvelser 2 gange ugentligt med skumslukning af væskebrand i fly. Selve slukningen varede cirka 5 minutter ad gangen.

Derefter var han i 30 år ansat i brandvæsnet med arbejdstiden ligeligt fordelt mellem sygetransporter og brandvagt. Ved brandvagter deltog han i gennemsnitligt 1 brand per døgnvagt. I de fleste af årene fungerede han også som røgdykker og anvendte luftforsynet åndedrætsværn, hvilket medførte udsættelse for røglugt. I de sidste år af ansættelsen anvendte han overtryksudstyr under selve slukningsarbejdet, skønsmæssigt i 2-3 timer per vagt. Efterfølgende deltog han i oprydningsarbejde på brandstedet, hvilket medførte udsættelse for støv og sod.

Arbejdsgiver bekræftede, at der tidligere blev anvendt traditionelt åndedrætsværn, men at man i de seneste cirka 10 år efterhånden var gået over til overtryksudstyr. Den enkelte brandmand vurderede selv, i hvilket omfang der var behov for at bruge udstyret

Ifølge en ekpertudtalelse, som Arbejdsskadestyrelsen havde indhentet til brug for sagens behandling, findes der ikke videnskabelige undersøgelser, der underbygger en sammenhæng mellem arbejde som brandmand og sygdommen myelomatose.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af myelomatose ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som brandmand. Årsagen var, at der ikke var sammenhæng mellem sygdommen og arbejdet som brandmand gennem 40 år med opgaver som vagtarbejde, brandslukning og sygetransport. Tilskadekomne havde regelmæssigt, men ikke dagligt, været eksponeret for sod på huden og i luftvejene i skønsmæssigt let til moderat omfang. 

Udvalget vurderede på baggrund af den videnskabelige litteratur, at der ikke var tilstrækkelig lægefaglig dokumentation for, at han havde udviklet myelomatose som følge af sit arbejde som brandmand, hvor han havde været udsat for sod og røg.

2. Anerkendelse af bløddelskræft

Behandlet på udvalgsmøde i juni 2014

Anerkendelse af bløddelskræft (liposarkom) i højre armhule hos røntgentekniker.

Tilskadekomne fik efter 35 års arbejde som blandt andet røntgentekniker konstateret bløddelskræft (liposarkom) i højre armhule. Tilskadekomne havde arbejdet med servicering af røntgengennemlysningsapparater. Han havde blyforklæde på. Han stod lænet med højre side af kroppen ind over røntgenstrålekilden for at justere på skærmen, og han løftede højre arm sådan, at højre armhule var blottet for strålingen, idet blyforklædet ikke dækkede for armhulerne. Han har arbejdet sådan i alle årene tre gange om ugen af tre timers varighed. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af bløddelskræft i højre armhule i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes mangeårige arbejde som røntgentekniker. Årsagen var, at han var udsat for røntgenstråling i det nævnte omfang. 

Resuméer af konkrete sager om øvrige fysiske sygdomme

1. Afvisning af forværring af åreknuder hos kantinearbejder
2. Anerkendelse af systemisk sklerodermi bindevævssygdom udsættelse kvartsstøv i nedrivningsarbejde
3. Anerkendelse af ikke allergisk astma efter udsættelse for rengøringsmidler med luftvejsirriterende indholdsstoffer

1. Afvisning af forværring af åreknuder hos kantinearbejder

Behandlet på udvalgsmøde i februar 2014

Tilskadekomne var i perioden fra 2006 til 2012 beskæftiget som kantinemedarbejder på fuld tid, afbrudt af barsel i 2010. Arbejdet indebar gående og siddende arbejdsfunktioner i forbindelse med løft af kasser, aftørring af borde, forberedelse af buffet samt kassebetjening. Det var frem til 2010 muligt for tilskadekomne at sidde ned under arbejdet ved kassen, hvilket herefter blev ændret til en stående funktion. I 2011 blev tilskadekomnes arbejde ændret til oprydning og caféarbejde med gående og stående arbejdsfunktioner, herunder skub af tunge vogne med blandt andet service og drikkevarer. Der var begrænsede muligheder for aflastning af benene ud over de faste pauser. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes forværring af åreknuder ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået som følge af arbejdet som kantinemedarbejder. Udvalget vurderede, at arbejdet ikke havde været tilstrækkeligt benbelastende til at forårsage sygdommen. Det indgik i vurderingen, at tilskadekomne var disponeret til åreknuder med graviditet og overvægt.

2. Anerkendelse af systemisk sklerodermi bindevævssygdom udsættelse kvartsstøv i nedrivningsarbejde

Behandlet på udvalgsmøde i februar 2014

Anerkendelse af systemisk sklerodermi (bindevævssygdom) efter udsættelse for kvartsstøv i forbindelse med nedrivningsarbejde. 

Tilskadekomne havde i en 27-års periode været beskæftiget som snedker/tømrer, hvor han ved totalentrepriser i cirka ¼ af sin arbejdstid foretog nedrivning af materialer indeholdende kvartsstøv så som skifer, mursten, tegl og beton.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, systemisk sklerodermi (bindevævssygdom), i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Udvalget vurderede, at tilskadekomne i en lang årrække havde været udsat for kvartsstøv ved nedrivning af bygninger med materialer indeholdende kvarts.

3. Anerkendelse af ikke allergisk astma efter udsættelse for rengøringsmidler med luftvejsirriterende indholdsstoffer

Behandlet på udvalgsmøde i februar 2014

Tilskadekomne havde i en kortere periode været beskæftiget som rengøringsassistent. Arbejdet indebar anvendelse af en særlig kalkfjerner, der indeholdt luftvejsirriterende stoffer, der er kendt for at kunne fremkalde astma ved store doser.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, ikke allergisk astma, i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Udvalget vurderede, at tilskadekomne under sit arbejde havde været særligt udsat for kontakt med rengøringsmidler, der indeholdt stoffer, som var kendt for at være luftvejsirriterende. Udvalget lagde desuden vægt på, at tilskadekomne udviklede symptomerne på den ikke allergiske astma i tidsmæssig sammenhæng med arbejdet og dermed udsættelsen for disse stoffer.

Resuméer af konkrete sager om øvrige psykiske sygdomme

1. Afvisning af søvnapnø og insomnia hos supervisor
2. Anerkendelse af angst og depressionstilstand hos konstabel
3. Anerkendelse af depression hos catering-elev
4. Anerkendelse af depression hos sognepræst efter mobning og chikane
5. Anerkendelse af depression hos udsendt efter udsættelse for exceptionelle belastninger
6. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos lærer efter vold og trusler fra elever

1. Afvisning af søvnapnø og insomnia hos supervisor

Behandlet på udvalgsmøde i september 2013

Tilskadekomne havde siden 1993 arbejdet som supervisor. Særligt i 2008 og 2009 indebar det megen rejseaktivitet til Kina, Japan og forskellige steder i Europa med 130 rejsedage og 20-25 rejser per år. Under rejserne arbejdede han mange timer dagligt og havde varierende døgnrytme og søvnmuligheder som følge af uregelmæssige arbejdstider, transport og forberedelse.

Tilskadekomne fik søvnproblemer, hovedpine og tunnelsyn i 2009 og fik i forbindelse med en udredning på en søvnklinik oplyst, at tilstanden muligvis kunne skyldes uregelmæssig arbejdsrytme. I den arbejdsmedicinske erklæring blev der stillet diagnosen søvnapnø og insomnia. Det fremgik af erklæringen, at en litteraturgennemgang ikke understøttede en sammenhæng mellem rejseaktivitet og længerevarende søvnproblemer. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af søvnapnø og insomnia ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som supervisor, uanset at dette arbejde indebar uregelmæssige arbejdstider, stor rejseaktivitet og lange arbejdsdage. Udvalget lagde vægt på, at søvnproblemerne fortsatte efter, at rejseaktiviteterne ophørte, og tilskadekomne fik et normalt arbejdsmønster.

2. Anerkendelse af angst og depressionstilstand hos konstabel

Behandlet på møde i marts 2013

Tilskadekomne var ansat som konstabel i Forsvaret i en periode midt i 1990’erne, hvor han var udsendt til Bosnien i en periode på to måneder. Han varetog funktioner som kører, radiokædemand og sygehjælper. Opgaverne indebar patruljekørsel i et upansret køretøj i bjergområder, der var befolket af lokale guerillagrupper, og hvor der var risiko for påkørsel af miner. Tilskadekomne var udsat for flere episoder, der indebar en særlig risiko. Han var blandt andet alene i en situation med en lastbil fuld af bevæbnede folk og sad i et andet tilfælde i en bil, der blev rokket frem og tilbage af en ophidset menneskemængde. Tilskadekomne var også flere gange vidne til døde og hårdt kvæstede.

De konkrete episoder kunne ikke bekræftes, da tilskadekomnes chef ikke længere var ansat i Forsvaret. En næstkommanderende i nabodelingen kunne imidlertid bekræfte trusselsbilledet med mange miner i området. Desuden kunne en oversergent, som tilskadekomne indimellem kørte sammen med, blandt andet bekræfte, at der var tale om kørsel i upansret køretøj og uden eskorte.

Tilskadekomne fik kort efter hjemkomsten symptomer i form af angst, søvnbesvær og koncentrationsvanskeligheder. Han udviklede efterhånden et alkoholmisbrug og var i en periode indlagt på psykiatrisk hospital. Retslægerådet vurderede, at tilskadekomne havde haft en tilpasningsreaktion med angst- og depressionssymptomer, som senere var gået over i en personlighedsændring.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af angst- og depressionstilstand i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som soldat i Bosnien i to måneder midt i 1990’erne. Årsagen var, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem de konkrete hændelser under udsendelsen som soldat og de angst- og depressionssymptomer, som opstod umiddelbart efter hjemsendelsen.

Flertallet lagde vægt på, at der var tale om flere konkrete episoder, hvor tilskadekomne direkte følte sig i fare. Tilskadekomne var blandt andet i en konkret truende situation under kørsel i en bil, da en ophidset menneskemængde omringede den og rokkede den frem og tilbage, og i en anden situation måtte han håndtere en bil med bevæbnede folk alene. 

Flertallet lagde desuden vægt på, at tilskadekomne var i Bosnien på det første hold, hvor der var stor fare for påkørsel af miner. Tilskadekomne og hans delingsfører kørte således i et upansret køretøj på smalle jordveje, hvor der endnu ikke var ryddet miner. To af de udsendte soldater blev dræbt af miner i denne periode. Der var desuden tale om et bjergområde befolket af lokale rivaliserende guerillagrupper.

Arbejdsgiver kunne i et vist omfang bekræfte og supplere tilskadekomnes oplysninger og afkræftede ikke, at forholdene havde været som beskrevet. Derudover havde et vidne bekræftet beskrivelserne.

Et mindretal i udvalget, bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere, vurderede, at sygdommen ikke udelukkende eller i overvejende grad skyldtes arbejdet som soldat i Bosnien.

Mindretallet vurderer, at der var usikkerhed om diagnosen, herunder om der var tale om en tilpasningsreaktion. Uanset de beskrevne episoder som soldat i Bosnien vurderede mindretallet, at disse ikke i overvejende grad havde forårsaget sygdommen.

3. Anerkendelse af depression hos catering-elev

Behandlet på udvalgsmøde i april 2014

Anerkendelse af depression hos catering-elev efter udsættelse for sexchikane

Tilskadekomne udviklede i 2011 en depression under sit arbejde som elev i et catering-firma. Hun oplevede gentagne tilfælde af chikane af seksuel karakter fra en ældre kollega af det modsatte køn.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som catering-elev. Udvalget lagde vægt på, at kollegaens adfærd havde en så seksuel, krænkende karakter rettet mod tilskadekomne, at den var årsag til udviklingen af tilskadekomnes depression. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne gennem flere måneder var udsat for sjofle bemærkninger, befamlinger, klap og befølinger.

4. Anerkendelse af depression hos sognepræst efter mobning og chikane

Behandlet i maj 2013

Tilskadekomne arbejdede som sognepræst. Hun var i forbindelse med arbejdet udsat for en lang række chikanerier og ydmygelser fra kirkens øvrige personale, blandt andet i form af ubehagelige e-mails, latterliggørelse, overdreven kritik og afvisende holdning eller ignorering til møder. Tilskadekomnes forslag til aktiviteter blev generelt dårligt modtaget, og hun blev holdt uden for sociale arrangementer. Den afvisende og til tider hidsige adfærd over for tilskadekomne blev udvist af adskillige af de ansatte.

Tilskadekomne forsøgte i lang tid at lade som ingenting, men fik det efterhånden dårligere og dårligere med grådtendens, hukommelsesproblemer, ængstelse og nedsat lyst og energi. Hun fik efterhånden mareridt og flash-backs, isolerede sig og blev irritabel. Hun blev sygemeldt efter cirka 2 års arbejde i kirken og derefter fritaget for tjeneste.

Arbejdsgiver bekræftede oplysningerne om arbejdsforholdene.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af depression i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som sognepræst.

Årsagen var, at de beskrevne hændelser og belastninger i ansættelsen som sognepræst, hvor hun havde været udsat for massiv mobning og chikane, var så belastende, at de var årsag til depressionen. Hun var blandt andet blevet højlydt kritiseret, holdt udenfor og beskyldt for at behandle andre ansatte dårligt, og hendes arbejde blev nedgjort. Hun blev desuden udsat for hidsige vredesudbrud fra en anden ansat.

5. Anerkendelse af depression hos udsendt efter udsættelse for exceptionelle belastninger

Behandlet på udvalgsmøde i december 2013

Tilskadekomne var udsendt til blandt andet Afghanistan som kampvognskører. Under udsendelsen var han i konstant alarmberedskab. Under en patrulje var han vidne til, at en forankørende bil blev ramt af miner, og han fik ordre på at fortsætte sin kørsel, selv om minefeltet ikke var afmærket. Han kom igennem minefeltet uden uheld, men sad som kampvognskører kun 50 centimeter over vejen og oplevede køreturen som meget belastende. På tilbagevejen var han træt og dehydreret og kørte ved et uheld ud over en dyb skrænt. Han var meget rystet over begivenhederne og blev sendt hjem efter få uger.

I egen læges journal var der et notat om psykisk belastning fra august 2009. Efterfølgende var der en længere periode med diverse forskellige somatiske symptomer og undersøgelser, der alle afkræfter fysisk sygdom. I september 2012 stillede egen læge diagnosen depression. Tilskadekomne modtog psykologbehandlinger i 2010 og 2012. Psykiatrisk speciallæge stillede i november 2012 diagnosen depression og beskrev på baggrund af psykolognotater og journaloplysninger, at depressionen havde været til stede siden 2009.

Sagen er forelagt Erhvervssygdomsudvalget, da depression efter exceptionelle begivenheder ikke er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression var opstået i nær tidsmæssig sammenhæng med exceptionelle belastninger under udsendelse for Forsvaret til Afghanistan i en kortere periode i 2009 og derfor i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art.

6. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos lærer efter vold og trusler fra elever

Behandlet i maj 2013

Tilskadekomne arbejdede som lærer for en specialklasse. I begyndelsen var der 8-10 elever i 6-7 års-alderen i klassen, men dette steg efterhånden til 16-17 elever. Eleverne havde diagnoser som Tourettes syndrom, ADHD, hjerneskade og lignende og var sårbare og meget udadreagerende. Tilskadekomne oplevede det som en kamp at få dagligdagen til at fungere, ofte sammen med skiftende vikarer på grund af en kollegas hyppige sygemeldinger.

Der var beskrevet en lang række konkrete episoder, hvor tilskadekomne blev slået, sparket og truet. I klassen blev der ofte kastet med forskellige ting, sparket til inventar og smækket med døre, og der lød ofte gråd og skrig. Særligt en elev var meget voldsom i sit reaktionsmønster, og mindst en gang om ugen truede han med at kaste diverse genstande efter tilskadekomne, som jævnligt måtte fastholde ham og andre elever i længere perioder for at undgå skader på sig selv og andre.

Arbejdsgiver bekræftede, at tilskadekomne havde været udsat for verbale trusler og fysisk vold fra en elev, at hun måtte tage konfrontationer med ham for at skærme ham fra omgivelserne og anvende magt for at undgå, at eleven skulle skade sig selv eller andre. Desuden blev det bekræftet, at samarbejdet om klassen ikke var optimalt på grund af en kollegas langtidssygemelding.

Tilskadekomne fik efterhånden symptomer som søvnproblemer, træthed og mareridt. Hun fik desuden let til gråd og blev hurtigt irriteret. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af uspecificeret belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som lærer. 

Årsagen var, at tilskadekomne i sit arbejde havde været udsat for gentagne tilfælde af fysiske og verbale overfald, hvor elever i alderen 6 til 14 år var udadreagerende og havde kastet ting efter hende samt slået, sparket, bidt og spyttet. Udvalget lagde vægt på, at der konkret var beskrevet flere hændelser, hvor hun havde været udsat for fysisk vold fra en 7-8-årig dreng. Dertil kom, at hun havde været udsat for anden udadreagerende adfærd og verbale trusler. Udvalget vurderede, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningerne på arbejdet og udviklingen af den psykiske sygdom.

Resuméer af konkrete sager om sygdomme i bevægeapparatet

1. Afvisning af compartment-syndrom på begge ben hos en fodboldspiller
2. Afvisning af dobbeltsidig hælspore hos postarbejder med meget gående arbejde i sikkerhedssko
3. Anerkendelse af forværring af rygsmerter hos en fisker
4. Anerkendelse af kroniske lænderygsmerter hos en tømrer
5. Anerkendelse af lænderygsmerter hos jord- og betonarbejder
6. Anerkendelse af rotator cuff-syndrom i højre skulder hos en tømrer
7. Anerkendelse af slidgigt i begge knæled efter arbejde som først tagdækker og siden fisker
8. Anerkendelse af slidgigt i begge storetæers grundled og afvisning af slidgigt i hofteled balletdanser

1. Afvisning af compartment-syndrom på begge ben hos en fodboldspiller

Behandlet på udvalgsmøde i maj 2014

Tilskadekomne var beskæftiget som fodboldspiller. Han deltog blandt andet i fire til seks træningspas på 1½ time og derudover i en kamp en gang om ugen. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af dobbeltsidigt compartment- syndrom ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som fodboldspiller.  Årsagen var, at tilskadekomnes arbejdsfunktioner som fodboldspiller ikke havde medført benbelastende bevægelser i et omfang, der havde været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. 

2. Afvisning af dobbeltsidig hælspore hos postarbejder med meget gående arbejde i sikkerhedssko

Behandlet i april 2013

Tilskadekomne havde i cirka 10 år været ansat som postarbejder. Han arbejdede i et postcenter, hvor han var beskæftiget med at trække vogne med post og køre dem til og fra en rampe. Gåafstandene var meget lange, men kunne dog ikke specificeres nærmere. Desuden afløste tilskadekomne af og til med enten maskinel eller manuel brevsortering, hvor der var tale om stående arbejde.

Da det blev obligatorisk at anvende sikkerhedssko, og tilskadekomne begyndte at anvende disse, begyndte han at få gener i begge hæle. Tilskadekomne havde oplyst, at skoene ikke var velegnede, idet sålen var for hård, og der ikke var stødabsorberende indlægssåler.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af dobbeltsidige hælsporer ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som postarbejder. Årsagen var, at selv om arbejdet medførte gående og stående arbejde med skub og træk af tunge vogne gennem hele arbejdsdagen, havde disse belastninger ikke haft en sådan karakter, at det kunne være årsag til udvikling af hælsporer.

Udvalget lagde vægt på, at almindelig gang ikke indebærer samme påvirkninger af fødderne som løb, spring eller megen gang med samtidig bæring af stor vægt. Udvalget var opmærksom på, at tilskadekomne under arbejdet gik i mange timer, iført sikkerhedssko.

Udvalget bemærkede, at der ikke er foretaget videnskabelige studier, der kan dokumentere  sammenhæng mellem almindelig gang, eventuelt med anvendelse af sikkerhedssko, og udvikling af hælspore.

3. Anerkendelse af forværring af rygsmerter hos en fisker

Behandlet på udvalgsmøde i august 2013

Tilskadekomne havde arbejdet i 29 år som fisker, fra han var 13 år til sygemeldingen i 1992.  Belastningen opfyldte ikke fortegnelsens krav, da der var tale om forskellige ansættelser med manuelle funktioner med en daglig løftemængde på mellem 1,5 og 6 tons og indimellem med akavede løft. I en periode omkring 1975 havde tilskadekomne stort set fuldtidsarbejde med trawlfiskeri og løftede mellem 4 og 6 tons dagligt. Tilskadekomnes primære opgaver var i lasten. Han skulle blandt andet hakke is, pakke fisk i kasser og løfte kasser.

Tilskadekomne udviklede sygdommen morbus Bechterew omkring 1975. Det er en betændelsessygdom, der ikke skyldtes arbejdet. Der opstod tiltagende smerter med udstråling til benene.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomne under sit arbejde som fisker havde udført rygbelastende arbejde i et omfang, der var tilstrækkeligt til at medføre en forværring af rygsmerter, der primært skyldtes rygsygdommen morbus Bechterew.

Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne i cirka 29 år havde arbejdet som fisker, hvor alt arbejde foregik med håndkraft. Arbejdet havde været specielt rygbelastende, da det foregik på gyngende grund og i lasten i akavede stillinger, da man ikke kunne stå oprejst. Specielt arbejdet med trawlfiskeri, med en daglig løftemængde på 4-6 tons, og arbejdet i lasten, som indebar akavede løft, vurderede udvalget som tilstrækkeligt til i overvejende grad at medføre en forværring af de forudbestående rygsmerter.

4. Anerkendelse af kroniske lænderygsmerter hos en tømrer

Behandlet på udvalgsmøde i september 2013

Tilskadekomne havde fra 1973 arbejdet som tømrer, med varierende arbejdsopgaver hos mange forskellige arbejdsgivere, med mindre perioder af arbejdsløshed. Der var tale om tømrerarbejde med blandt andet tagkonstruktioner, plade- og vinduesmontering, hvor den daglige løftemængde lå mellem 5 og 10 tons, og med varierende løft over skulderhøjde, løft ud fra kroppen, tunge løft over 100 kilo og gentagne løft svarende til omkring 1 gang i minuttet.

Tilskadekomne havde ifølge lægejournaler periodevise rygsmerter fra 1993 og kroniske lænderygsmerter fra 2004. I speciallægeerklæringen fra 2011 blev der stillet diagnoserne kroniske lænderygsmerter og degenerative forandringer i hele ryggen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af kroniske lænderygsmerter i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som tømrer. Det indgik i vurderingen, at arbejdsfunktionerne som tømrer havde medført rygbelastende løftearbejde i et omfang, der var tilstrækkeligt til at forårsage kroniske lænderygsmerter. Udvalget lagde vægt på, at der var en særdeles lang periode med rygbelastende arbejde, ligesom meget af arbejdet foregik i akavede arbejdsstillinger samtidig med en daglig løftemængde på mellem 5 og 10 tons. Udvalget vurderede, at de degenerative forandringer ikke var årsag til, at de kroniske rygsmerter opstod i 2004.

5. Anerkendelse af lænderygsmerter hos jord- og betonarbejder

Behandlet på udvalgsmøde i august 2013

Tilskadekomne havde arbejdet fra 1982 til 2007 hos forskellige entreprenører som jord- og betonarbejder med fortrinsvis kortere perioder af arbejdsløshed. Arbejdets bestod i jernbinding omkring 60 procent af arbejdstiden og i støbning af forme resten af tiden med en daglig løftemængde på cirka 1,5 tons.

Lænderygsmerterne debuterede omkring 1997. Senest blev der ved en skanning i 2007 påvist lumbal diskusdegeneration og lettere facetledsartrose.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af lænderygsmerter med udstråling i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som jord- og betonarbejder. Arbejdet indebar rygbelastninger, der var tilstrækkelige til at forårsage sygdommen. I vurderingen indgik, at tilskadekomne i langt over 10 år i perioden 1987-2007 år havde udført arbejde med jernbinding i foroverbøjet stilling mere end halvdelen af arbejdsdagen, og at der i resten af arbejdsdagen forekom løftearbejde i forbindelse med støbning. Derudover lagde udvalget vægt på, at lænderygsygdommen debuterede i relevant tidsmæssig sammenhæng med det rygbelastende arbejde.

6. Anerkendelse af rotator cuff-syndrom i højre skulder hos en tømrer

Behandlet på udvalgsmøde i december 2013

Tilskadekomne havde siden 1994 arbejdet som tømrer, hvor han i gennemsnit monterede gipsvægge halvdelen af arbejdstiden, installerede vinduer i 25 procent af tiden og monterede lofter i cirka 25 procent af tiden.

I 5 måneder op til debut af skuldersygdommen arbejdede han i med nedbrydning og opbygning af vægge i forbindelse med ombygningen af et større erhvervsbyggeri til boliger. Først brød han gipsvægge og træpaneler ned á 30 kilo per styk (30 styk om dagen) i 2 måneder. Herefter opstillede han gipsvægge og satte skørter op. Ud over løft af pladerne skulle han dagligt med en 3 kilo tung skruemaskine skrue 4.800 skruer i pladerne med et kraftigt tryk. 1/3 af disse skruer blev sat i over skulderhøjde. De dage, hvor han satte skørter op, kunne han nå cirka 55 plader med hver 20 skruer, i alt 1100 skruer, hvoraf cirka halvdelen skulle sættes op i eller over skulderhøjde.

Han klagede i slutningen af perioden over smerter i højre skulder og fik siden stillet diagnosen påvirkning af rotator cuff-komplekset.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at arbejdet med nedbrydning og genopbygning af den tidligere erhvervsejendom i overvejende grad havde forårsaget hans skuldersygdom. Arbejdet indebar belastninger af højre arm, der var eleveret til vandret eller over skulderhøjde. Ved vurderingen indgik endvidere, at der var god tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet med nedbrydningen og opbygningen af væggene og debut af skuldersmerterne.

7. Anerkendelse af slidgigt i begge knæled efter arbejde som først tagdækker og siden fisker

Behandlet på udvalgsmøde i april 2014

Tilskadekomne havde i en 4-årig periode arbejdet som tagdækker, hvor arbejdet indebar knæliggende arbejde cirka 2 timer dagligt. Derefter var tilskadekomne i en 30-årig periode beskæftiget som fisker. Arbejdet som fisker indebar 230 dages arbejde på havet med adskillige knæliggende arbejdsfunktioner samt i øvrigt arbejde på gyngende grund.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, slidgigt i begge knæ, i overvejende grad var forårsaget af det knæliggende arbejde gennem mange år.

Udvalget lagde desuden vægt på, at tilskadekomne udviklede sygdommen i tidsmæssig sammenhæng med arbejdsbelastningen, og at der ikke var grundlag for at antage, at der var andre årsager til sygdommen. Det indgik i udvalgets vurdering, at tilskadekomnes arbejde som tagdækker, efterfulgt af arbejdet som fisker i en 30-års periode, hvor tilskadekomne i 230 dage årligt, mange timer om dagen, havde knæliggende eller hugsiddende arbejde ved klargøring af net, ved nedsænkning af kurve til lasten og ved optagning af skyllede, rensede fisk på dækket. Udvalget tillagde det også betydning, at tilskadekomnes arbejde foregik på gyngende grund, hvilket kunne indebære pludselige bevægelser med vrid i knæene, og at tilskadekomnes arbejde ved stuvning af last og isning under dæk foregik under snævre pladsforhold og oftest knæliggende.

8. Anerkendelse af slidgigt i begge storetæers grundled afvisning af slidgigt i hofteled balletdanser

Behandlet på udvalgsmøder i februar og juni 2014

Anerkendelse af slidgigt i begge storetæers grundled og afvisning af slidgigt i begge hofteled hos balletdanser. 
Tilskadekomne arbejdede fra starten af 1970’erne som balletdanser, hvor han de følgende cirka 25 år havde mange timers daglig, fysisk krævende træning, prøver og forestillinger 6 dage om ugen. Der var tale om forestillinger med særligt fysisk krævende partier med mange kraftfulde spring, foretaget både med og uden løft af partner; spring, hvor tilskadekomne primært landede på 1. tå (storetæerne), som var styrende. Træning medførte kraftfulde bevægelser i fod, tæer og fodled.

Efterfølgende arbejdede tilskadekomne i cirka 6 år med som lærer med undervisning af balletelever, men også dette arbejde krævede mange timers træning og belastning af fødder og tæer.

Efter denne undervisningsperiode genoptog tilskadekomne arbejdet som balletdanser og dansede fortsat i cirka 4 år centrale roller med stor sværhedsgrad med mange spring, piruetter og løft af dansepartnere, hvorefter han droslede ned, men fortsat havde fysisk krævende roller sideløbende med undervisning af balletelever.

Tilskadekomne fik konstateret slidgigt i begge storetæers grundled samt i begge hofteled.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes slidgigt i begge storetæer i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes arbejde med dans, spring, piruetter med videre, hvor netop tilskadekomnes storetæer var særlig belastet.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede desuden, at tilskadekomnes sygdom i form af slidgigt i begge hofteled ikke udelukkende eller i overvejende grad var på grund af arbejdet som balletdanser. Det indgik i udvalgets vurdering, at arbejdet indebar tunge og akavede løft både i træning og ved forestillinger, herunder høje løft med stræk i hofterne og akavede løft i nogen afstand fra kroppen, samt daglige bevægelser af hoften til yderstillinger. Erhvervssygdomsudvalget fandt dog alligevel ikke, at tilskadekomnes arbejde som balletdanser havde medført så særlige belastninger for hans hofteled, at de var egnede til at forårsage slidgigt i begge hofteled. 

Resuméer af konkrete sager om brystkræft efter natarbejde

1. Afvisning af brystkræft hos jordemoder
2. Afvisning af brystkræft hos stewardesse
3. Afvisning af dobbeltsidig brystkræft

1. Afvisning af brystkræft hos jordemoder

Behandlet på møde i oktober 2011

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at en sygdom i form af venstresidig brystkræft hos en jordemoder ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af hendes tilbagevendende natarbejde gennem 25,3 år, hvor hun havde haft natarbejde med i gennemsnit 1 vagt om ugen. Årsagen var, at hun havde vævsfortætninger i brystet (diffus fibroadenomatose), hvilket er en konkurrerende faktor i forhold til udviklingen af brystkræft. Tilskadekomnes brystkræft var derfor ikke udelukkende eller i overvejende grad forårsaget af natarbejdet.

Det var oplyst, at der til dels var tale om tilkaldevagter i de seneste mange år af tilskadekomnes arbejdsliv. Udvalget fandt ikke anledning til oplyse antallet af vågne timer på tilkaldevagter nærmere, da der på grund af den konkurrerende sygdom ikke var udsigt til, at det ville ændre udvalgets vurdering af sagen.

Ankestyrelsen har senere tiltrådt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, som var i overensstemmelse med udvalgets indstilling.
 

2. Afvisning af brystkræft hos stewardesse

Behandlet på møde i september 2011

Tilskadekomne havde arbejdet som stewardesse i 20,8 år med 1-4 flyvninger om ugen. Det var oplyst, at selv om mange flyvninger havde fundet sted på nogle tidspunkter, der medførte, at tilskadekomne stod meget tidligt op eller gik meget sent i seng, var der alene tale om ganske få flyvninger om året, som medførte, at hun var vågen hele natten, altså i tidsrummet 23:00 til 06:00.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at den anmeldte sygdom i form af venstresidig brystkræft ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af tilbagevendende natarbejde i perioden 1984 og frem til sygdommens debut i januar 2005. Årsagen var, at selvom tilskadekomne gennem mere end 20 år havde været beskæftiget som stewardesse, havde hun ikke haft natarbejde minimum én gang ugentligt. Ved denne vurdering lagde udvalget vægt på, at der var tale om ganske få vagter, der indebar, at hun var på arbejde hele natten. Derudover havde tilskadekomne haft et mindre antal vagter, der medførte, at hun først fik fri mellem klokken 01:00 og klokken 04:00 samt et større antal vagter, der indebar, at hun skulle tidligt op eller kom sent hjem på grund af flyvninger. Det var dog udvalgets vurdering, at sådanne vagter, hvor tilskadekomne ikke havde været vågen og på arbejde i størstedelen af tidsrummet fra klokken 23:00 til 06:00 ikke havde haft et tilstrækkeligt omfang til at tælle med i den samlede vurdering af natarbejdets omfang.

Udvalget vurderede desuden, at det forhold, at tilskadekomne i en lang årrække havde haft skift i døgnrytmen flere gange ugentligt, ikke kunne anses for årsag medvirkende årsag til sygdommen.

Derudover lagde udvalget vægt på, at tilskadekomne desuden havde fået konstateret diffus fibroadenomatose, som er en godartet brystsygdom, der i sig selv målbart øger risikoen for brystkræft og dermed må anses som en konkurrerende årsag. Endelig vurderede udvalget, at livsstilsfaktorer og genetiske forhold ikke havde betydning i sagen. Der blev fastsat revision i sagen til oktober 2012, hvor et nyt udredningsarbejde om brystkræft og natarbejde forventes færdigt.
 

3. Afvisning af dobbeltsidig brystkræft

Behandlet på møde i september 2011

Tilskadekomne fik konstateret venstresidig brystkræft i 2004 og højresidig brystkræft i 2009. Hun havde haft natarbejde mindst 1 gang om ugen i 22,6 år. Den venstresidige brystkræft blev konstateret omkring 10 måneder efter begyndelsen på tilskadekomnes menopause. Hun var på det tidspunkt svært overvægtig med et BMI på 36,9. Hun tabte sig siden, men var ved den højresidige brystkræfts debut i 2009 fortsat overvægtig med et BMI på 31,9.

Arbejdsskadestyrelsen havde bedt forskningschef og overlæge Jørgen H. Olsen fra Kræftens Bekæmpelse om en ekspertudtalelse. Han udtalte blandt andet, at det i et stort antal undersøgelser er vist, at svær overvægt øger risikoen for postmenopausal brystkræft, og at relationen er så velunderbygget, at den svarer til en IARC kategori I vurdering.  Denne sag skulle vurderes som postmenopausal brystkræft, også selv om der kun var forløbet omkring 10 måneder fra menopausens begyndelse til sygdommens konstatering.

Udvalget vurderede på den baggrund, at tilskadekomnes sygdom i form af dobbeltsidig brystkræft ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af hendes tilbagevendende natarbejde gennem 22,6 år, hvor hun havde haft natarbejde mindst 1 gang om ugen. Udvalget lagde vægt på tilskadekomnes svære overvægt sammenholdt med, at hendes venstresidige brystkræft debuterede efter menopause, da det i et stort antal undersøgelser er vist, at svær overvægt øger risikoen for postmenopausal brystkræft.

Udvalget vurderede derfor, at overvægten udgjorde en væsentlig konkurrerende årsag til udviklingen af sygdommen. Den højresidige brystkræft var opstået som en følge af den strålebehandling, tilskadekomne havde været igennem for sygdommen i venstre bryst.

Udvalget fastsatte samtidig revision i sagen til oktober 2012, hvor et nyt udredningsarbejde om brystkræft og natarbejde forventes færdigt.

Resuméer af konkrete sager om depression efter stress

1. Afvisning af depression hos personalekonsulent
2. Afvisning af depression hos trafikleder
3. Afvisning af depression hos vagtleder efter arbejde med mange og lange vagter
4. Anerkendelse af depression hos forstander
5. Anerkendelse af depression hos maskinarbejder
6. Anerkendelse af depression hos produktionschef
7. Anerkendelse af depression hos sektionsleder
8. Anerkendelse af depression hos senior/petrofysiker

1. Afvisning af depression hos personalekonsulent

Behandlet  på møde i august 2011

Tilskadekomne udviklede en depression. Hun havde i flere år haft en stor arbejdsbyrde og meget mødeaktivitet og havde siden indførelsen af Ny Løn systemet i 1998 oplevet sit arbejde som belastende. Hendes arbejde var præget af vanskelige samarbejdsforhold med hendes øverste leder. I 2006 oplevede tilskadekomne gennem en længere periode, at arbejdet var præget af øget arbejdspres, uklar ansvarsfordeling og en svag ledelsesstil. En organisationsanalyse pegede på ledelsesmæssige problemer hos kontorchefen, der var tilskadekomnes nærmeste overordnede. Der blev afholdt en række fælles møder, hvor tilskadekomne og hendes kolleger skulle vurdere samarbejdet med kontorchefen. Dette oplevede tilskadekomne som ubehageligt og illoyalt. Tilskadekomne blev desuden ”lagt på is” af sine kolleger, da hun efter instruks udførte en arbejdsopgave i hemmelighed.

Ved et tre timer langt fællesmøde i 2008 blev tilskadekomne uventet sat i ”den varme stol”, hvor hendes kolleger skulle beskrive deres opfattelse af samarbejdet med hende.  Kollegerne gav udtryk for bekymring om tilskadekomnes ærlighed og gav udtryk for, at hun melede sin egen kage og satte fællesskabet over styr. Tilskadekomne oplevede mødet som yderst ubehageligt, og der blev efterfølgende ikke fulgt op på, hvordan hun havde det. 
 
Tilskadekomne havde i sin ansættelse som personalekonsulent varierende arbejdstider med perioder med overarbejde gennem 2007. I gennemsnit var der tale om mindre end 1 times dagligt overarbejde og med mulighed for afspadsering. Tilskadekomne skulle flere gange om måneden overholde deadlines for lønindberetninger og indberetning af dagpengerefusioner. Desuden skulle hun overholde deadlines i forbindelse med afskedigelsessager.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad forårsaget af de arbejdsmæssige påvirkninger.

Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomnes arbejde ikke var præget af generelt ekstraordinært arbejdspres med hyppige eller meget vanskelige deadlines. Tilskadekomne havde heller ikke arbejdet med vanskelige klienter. 

Erhvervssygdomsudvalget fandt, at samarbejdet med den øverste leder og kritikken fra kollegerne ikke var udtryk for en generel mangel på støtte fra ledelsen og kollegerne i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af tilskadekomnes depression. 

2. Afvisning af depression hos trafikleder

Behandlet  på møde i maj 2011

Afvisning af depression hos trafikleder efter udsættelse for arbejde, der ikke generelt kunne anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines.

Tilskadekomne udviklede gradvist op til 2010 en depression efter mange års ansættelse som trafikleder. Arbejdet som trafikleder medførte generelt et stort ansvar og stillede store krav til tilskadekomne. Tilskadekomne arbejdede på skiftehold med rullende arbejdstider. Tilskadekomne arbejdede 2 dage i tidsrummet 7.00-15.00, 2 dage i tidsrummet 15.00-23.00, 2-3 dage i tidsrummet 23.00-07.00 og havde herefter 3 fridage. I 2004 skete der en sammenlægning på tilskadekomnes arbejdsplads, så tilskadekomne kom til at arbejde i storrumskontor med 25 ansatte. Der var en del støj og dårlig akustik på det nye kontor. I 2005 blev tilskadekomne overført til en mindre enhed, fordi tilskadekomne ikke følte sig tilpas i storrumskontoret. I 2009 fik tilskadekomne igen oplyst, at den mindre enhed skulle flyttes. Dette medførte stor usikkerhed hos tilskadekomne. I slutningen af 2009 blev flytningen dog aflyst. 

Arbejdsgiver var enig i arbejdsbeskrivelsen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad  var opstået som følge af de påvirkninger, som tilskadekomne havde været udsat under arbejdet som trafikleder. Årsagen var, at arbejdet generelt ikke kunne anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Tilskadekomne havde endvidere ikke arbejdet med klienter og indsatte eller oplevet manglende støtte fra kollegaer eller ledelse. Selv om tilskadekomnes arbejde havde indebåret arbejde på skiftehold og dermed indebåret, at tilskadekomne havde arbejdet såvel dag, aften og nat, så mente Erhvervssygdomsudvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om arbejdsmæssige belastninger, som kunne begrunde udviklingen af en depression. 

3. Afvisning af depression hos vagtleder efter arbejde med mange og lange vagter

Behandlet på møde i august 2011

Afvisning af depression hos vagtleder efter arbejde med mange og lange vagter. Arbejdet var ikke karakteriseret af manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde depressionen.

Tilskadekomne udviklede i 2008 symptomer på en depression. Forinden havde tilskadekomne været ansat som vagtleder i cirka 16 år. Arbejdet medførte personaleansvar for 30 medarbejdere, herunder vagtplanlægning og MUS-samtaler. I løbet af tilskadekomnes ansættelser blev der indført flere og flere lovbestemte procedurer og regler, og det var svært at få vagtplanen dækket. Tilskadekomne måtte derfor med kort varsel, og på medarbejdernes fridage, kontakte dem telefonisk for at bede dem om at komme på arbejde. Tilskadekomne blev også selv tvunget til at tage flere ekstravagter, herunder 3-4 ekstravagter á 12 timer per måned.

Der blev ikke tilført flere ressourcer eller midler til forbedring, tilskadekomnes forslag til forandringer blev ikke gennemført, og utilfredsheden blandt medarbejderne steg.

Arbejdsgiver har bekræftet belastningen, herunder at tilskadekomne har haft personaleansvar med den belastning og de udfordringer, det giver. Arbejdsgivers har også oplyst, at tilskadekomne havde gennemsnitligt 1 times overarbejde per arbejdsdag.

Erhvervssygdomsudvalget udtalte, at der ikke var medicinsk dokumentation for, at depression generelt set kunne skyldes påvirkninger på arbejdspladsen. Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad opstået som følge af de påvirkninger, som tilskadekomne havde været udsat for i forbindelse med sit arbejde som vagtleder.

Årsagen var, at arbejdet generelt ikke kunne anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Tilskadekomne havde heller ikke arbejdet med klienter og indsatte. Selvom tilskadekomne havde lange arbejdsdage, selv taget ekstra vagter, og havde en dalende popularitet hos medarbejderne samt manglende forståelse hos ledelsen, mente Erhvervssygdomsudvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om egentligt manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udvikling af en depression. Samlet kunne det derfor ikke anses for sandsynliggjort, at tilskadekomnes depression udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes arbejde som vagtleder. 
 

4. Anerkendelse af depression hos forstander

Behandlet på møde i juni 2011

Anerkendelse af depression hos forstander som følge af mange vanskelige opgaver, herunder påbud som tilskadekomne af tekniske og økonomiske årsager ikke havde mulighed for at efterkomme. 

Tilskadekomne udviklede i løbet af 2008 til 2010 en depression efter 6 års ansættelse som forstander ved et bosted for misbrugere. I 2007 blev bostedet overflyttet til en anden administrativ enhed i kommunen, hvilket medførte betydelige administrative, tekniske og økonomiske problemer, som tilskadekomne stod alene om at løse.

I en periode på omkring ½ år fungerede tilskadekomne som forstander, bogholder og byggeleder. Tilskadekomne kunne ikke afholde ferie og måtte arbejde i mange weekender og på helligdage for at nå sine arbejdsopgaver. Der blev desuden samtidig gennemført en omstrukturering i forvaltningen, og som følge heraf fik tilskadekomne en ny chef, nyt administrativt personale og et yderligere ledelsesniveau at forholde sig til.

Tilskadekomnes arbejdsgiver havde ikke i detaljer bekræftet tilskadekomnes beskrivelser, men dog heller ikke afvist disse. To af tilskadekomnes tidligere kollegaer havde derimod beskrevet forhold, der bekræftede tilskadekomnes beskrivelser.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af den særlige belastning, tilskadekomne var udsat for på arbejdspladsen. Flertallet lagde vægt på, at arbejdet havde indebåret et stort arbejdspres, og at tilskadekomne ved siden af sit sædvanlige arbejde i en periode måtte varetage mange forskellige, komplekse og vanskelige opgaver som bogholder og i forbindelse med byggeprojekter. Desuden havde tilskadekomne generelt mange vanskelige opgaver at løse i sit arbejde, herunder påbud som tilskadekomne på grund af tekniske forhold og økonomiske årsager ikke havde mulighed for at efterkomme. Derudover oplevede tilskadekomne ikke den ledelsesopbakning, som var nødvendig for løsning af arbejdsopgaverne. Endelig blev tilskadekomne yderligere belastet af en personalesag, hvor tilskadekomne uberettiget blev anklaget for misbrug af arbejdsgivers midler til private formål.

Et mindretal bestående af Dansk arbejdsgiverforening og De offentlige arbejdsgivere mente, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som forstander. Årsagen var, at de arbejdsmæssige belastninger ikke havde været tilstrækkelige til at forårsage depressionen. Mindretallet mente ikke, at der havde været tale om en ekstraordinær belastning. 
 

5. Anerkendelse af depression hos maskinarbejder

Behandlet  på møde i maj 2011

Anerkendelse af depression hos maskinarbejder efter udsættelse for massivt arbejdspres, da pågældendes arbejdsstation udgjorde en flaskehals i produktionen.

Tilskadekomne udviklede i 2009 en depression efter 4 års ansættelse i en produktionsvirksomhed. Tilskadekomne var udsat for et massivt arbejdspres, idet tilskadekomne som den eneste i virksomheden kunne betjene en maskine, der udgjorde en flaskehals i produktionen. For at kunne opretholde produktionen i hele virksomheden måtte tilskadekomne derfor, i tiltagende grad, påtage sig en betydelig mængde overarbejde.  Tilskadekomne mødte modstand fra værkførerens side. Tilskadekomne klagede over arbejdsforholdene til sin arbejdsgiver, men arbejdsgiver ændrede ikke på arbejdsforholdene.

Arbejdsgiver bekræftede arbejdsforholdene og oplyste blandt andet, at tilskadekomne i det sidste år af sin ansættelse havde 800 overarbejdstimer. Tilskadekomnes tidligere kollega bekræftede også, at tilskadekomne arbejdede i mange timer.

Efter Erhvervssygdomsudvalget vurdering var tilskadekomnes depression i overvejende grad opstået som følge af den særlige belastning, som tilskadekomne havde været udsat for i forbindelse med sit arbejde som maskinarbejder. Årsagen var, at tilskadekomne havde været udsat for et massivt arbejdspres, idet tilskadekomne som den eneste i virksomheden kunne betjene en maskine, som udgjorde en flaskehals i produktionen. For at kunne opretholde produktionen i hele virksomheden måtte tilskadekomne derfor i tiltagende grad påtage sig en betydelig mængde overarbejde. 
 

6. Anerkendelse af depression hos produktionschef

Behandlet  på møde i august 2011

Anerkendelse af depression hos produktionschef efter stort arbejdspres med vanskelige deadlines.

Tilskadekomne arbejdede som produktionschef ved et trykkeri. Han udviklede en depression efter et tiltagende arbejdspres i en periode, hvor virksomheden havde fået en ny leder og samtidig var i betydelige økonomiske vanskeligheder. Arbejdspresset tiltog yderligere i forbindelse med virksomhedens konkurs og efterfølgende rekonstruktion. 

Tilskadekomne oplevede, at han blev holdt ansvarlig af chefen og kollegerne, når der var problemer med driften eller maskinerne, der var gamle og ofte gik i stykker. Tilskadekomne intensiverede sin arbejdsindsats og mødte på arbejdet i weekenderne og om natten for at forberede tingene til dagen efter. Han blev bedt om at lave en liste over de ansatte og det maskinel, der kunne overføres til en ny virksomhed. Tilskadekomne lavede en liste med 40 ud af i alt 100 medarbejdere. Ved den efterfølgende rekonstruktion blev de, der ikke stod på listen, afskediget.

Tilskadekomne fik ansvaret for at få den nye virksomhed med de 40 tilbageblevne medarbejdere til at fungere. Der lå et pres på tilskadekomne for at få tingene til at fungere og undgå, at den rekonstruerede virksomhed skulle lukke. Efter rekonstruktionen oplevede tilskadekomne, at han blev kørt ud på et sidespor og ikke længere blev involveret i virksomhedens strategigruppe, der i høj grad omhandlede produktionen. Han fik at vide af IT-chefen, at han ikke længere hørte med i inderkredsen. Tilskadekomne oplevede at blive talt ned til af ledelsen og blev sendt ud for at hente kaffe ved et møde med en bemærkning om, at det var det eneste, som han duede til.  

Tilskadekomne havde gennem flere år haft en ugentlig arbejdstid på 70 timer og var desuden ofte i telefonisk kontakt med virksomheden om aftenen og om natten. Herudover kørte tilskadekomne ind til virksomheden om aftenen, hver anden nat og flere gange i løbet af weekenderne. Tilskadekomnes arbejdsmæssige belastninger blev bekræftet af flere af tilskadekomnes kolleger.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af den særlige arbejdsmæssige belastning som produktionschef. Tilskadekomne havde haft et stort arbejdspres og arbejdet under vanskelige deadlines med ansvaret for overholdelse af produktionen med gammelt maskinel, der ofte gik i stykker.

Desuden havde tilskadekomne lange arbejdsdage med arbejdsuger på 60 til 70 timer, og han blev herudover kontaktet om aftenen, natten og i weekenderne i forbindelse med problemer ved trykkeriet. Der var fra ledelsens side ikke forståelse eller opbakning i forhold til det arbejdspres, som tilskadekomne var udsat for. 
 

7. Anerkendelse af depression hos sektionsleder

Behandlet på møde i juni 2011

Anerkendelse af depression hos sektionsleder efter arbejde med implementering af politireformen, hvor tilskadekomne havde en meget central placering med særdeles komplicerede og ressourcekrævende opgaver og stort ansvar.

Tilskadekomne fik i sommeren 2007 en række psykiske symptomer, men først i februar 2008 blev tilskadekomne sygemeldt med en depression. Tilskadekomne skiftede i 2003 job til sektionsleder. I sommeren 2006 blev arbejdsområdet ændret til også at omfatte arbejde med politireformen, og fra februar 2007 fik tilskadekomne en nyoprettet stilling som leder, der skulle videreføre arbejdet med politireformen. Fra juli 2007 blev tilskadekomne også daglig leder for sikkerhedsorganisationen. Tilskadekomne havde lange arbejdsdage, dels på arbejdspladsen med cirka 60 timer ugentligt og dels 30-40 timers hjemmearbejde om ugen. Den nøjagtige arbejdstid kunne ikke dokumenteres.

Tilskadekomnes arbejdsgiver bekræftede, at der ikke blev ført tidsregnskab, men at tilskadekomne arbejdede på overtid på arbejdspladsen, og således var en ugentlig arbejdstid på 50 til 60 timer i en længere periode mere normen end undtagelsen. Arbejdsgiver bekræftede også, at der var tale om en særdeles kompliceret og ressourcekrævende proces, der krævede en ekstraordinær og engageret arbejdsindsats, hvor der også skulle holdes mange bolde i luften.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af den særlige belastning i arbejdet som sektionsleder, hvor tilskadekomne havde et stort arbejdspres under implementeringen af politireformen. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne havde en meget central placering og havde været beskæftiget med en særdeles kompliceret og ressourcekrævende proces, som kun kunne lykkedes ved en ekstraordinært stor og engageret arbejdsindsats og arbejdsbyrde. Der havde været ekstraordinært lange arbejdsdage, mange bolde i luften, og tilskadekomne havde et stort ansvar. 
 

8. Anerkendelse af depression hos senior/petrofysiker

Behandlet  på møde i januar 2011

Anerkendelse af depression hos senior-petrofysiker som følge af stort arbejdspres og høje psykologiske krav i forbindelse med boring af oliebrønde.

Tilskadekomne blev i 1993 uddannet ingeniør og blev efterfølgende ansat som petrofysiker. Tilskadekomne var ansvarlig for at løse de operationelle problemer, der opstod med instrumenter med videre på virksomhedens borerigge. Gennem ansættelsen var arbejdspresset tiltagende. Tilskadekomne arbejdede almindeligvis klokken 7.30 til cirka 17.00. Hertil var tilskadekomne altid på vagt og gik altid med sin mobiltelefon, så de forskellige borerigge kunne ringe. Tilskadekomne arbejdede desuden hjemmefra hver aften og blev cirka 2 gange om ugen kontaktet om natten og skulle så komme med en løsning på aktuelle problem straks, da produktionsstop var kostbart for arbejdsgiver. Arbejdsugen var på 60-70 timer. Tilskadekomne stod også til rådighed i sin ferie. Efter tilskadekomnes sygemelding i 2007 blev der ansat 3 petrofysikere til at klare tilskadekomnes arbejde.

Arbejdsgiver har ikke direkte forholdt sig til alle oplysningerne, men har bekræftet, at tilskadekomnes arbejde som petrofysiker har indebåret vagt med vagttelefon. Tilskadekomnes tidligere kollega har derimod bekræftet arbejdsbeskrivelsen, herunder det store psykiske pres, der har været i forbindelse med ansvaret for det operationelle område. Vidnet bekræfter også, at tilskadekomne havde lange arbejdsdage med arbejde om aftenen og natten.

Erhvervssygdomsudvalgets vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af den særlige arbejdsmæssige belastning. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne gennem en længere årrække som petrofysiker havde ansvaret for operationelt arbejde i forbindelse med oliebrønde. Dette arbejde indebar et stort arbejdspres og høje psykologiske krav, blandt andet fordi stop i boringer ville have store økonomiske konsekvenser for arbejdsgiver. Derudover indebar arbejdet, at tilskadekomne havde lange arbejdsdage og stod til rådighed hele dagen. Tilskadekomne måtte arbejde om aftenen og blev flere gange ugentligt kontaktet telefonisk om natten.

Resuméer af konkrete sager om kræftsygdomme i øvrigt

1. Afvisning af blærekræft hos maskinarbejder
2. Afvisning af lymfekræft hos produktionsmedarbejder efter udsættelse for styren
3. Anerkendelse af forstadier til hudkræft hos arbejdsmand

1. Afvisning af blærekræft hos maskinarbejder

Behandlet  på møde i januar 2011

Afvisning af blærekræft hos maskinarbejder efter arbejde indebærende påvirkninger i form af metalstøv samt fordampning og aerosoler fra kølesmøremidler. 

Tilskadekomne fik i 2010 konstateret ondartet blærekræft. Tilskadekomne var i en periode på 50 år (1960-2010) beskæftiget på maskinfabrikker, primært med betjening af drejemaskine og rundsliber til vådslibning. Tilskadekomne havde i den forbindelse haft en vis eksponering for metalstøv og aerosoler fra vandbaserede kølesmøremidler. Tilskadekomne havde i en kortvarig periode på omkring 2 år haft en moderat eksponering for affedtningsmidlet triklorætylen og muligvis maling. Tilskadekomne var ryger i 22-35 års alderen med 15 cigaretter dagligt. Tilskadekomne ophørte med at ryge i 1980.

Arbejdsskadestyrelsen havde bedt forskningschef og overlæge Jørgen H. Olsen fra Kræftens Bekæmpelse om en ekspertudtalelse. Jørgen H. Olsen udtalte, at selv om det ikke kan udelukkes, at eksponeringer i tilskadekomnes erhverv som maskinarbejder har ført til en let øget risiko for blærekræft, så er de tidligere rygevaner den mest sandsynlige årsag til sygdommen. Estimatet for den rygerelaterede risiko er højere end estimatet for den jobmæssige, og dokumentationen bag estimaterne er betydelig stærkere for rygning end for maskinarbejderfaget.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var der ikke medicinsk dokumentation for, at blærekræften generelt set kunne skyldes påvirkninger i form af metalstøv samt fordampning og aerosoler fra kølesmøremidler, som tilskadekomne havde været udsat for på arbejdspladsen. Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af blærekræft ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som maskinarbejder. Årsagen var, at  den erhvervsmæssige påvirkning ikke havde været tilstrækkelig til at forårsage sygdommen. Udvalget lagde desuden vægt på, at tilskadekomne var tidligere ryger, og at rygning medfører en øget risiko for udvikling af blærekræft, og at risikoen uændret er forøget, selvom rygningen er ophørt, sammenlignet med en aldrig-ryger.

 

2. Afvisning af lymfekræft hos produktionsmedarbejder efter udsættelse for styren

Behandlet på møde i november 2011

Afvisning af lymfekræft (non-Hodgkins lymfom) hos produktionsmedarbejder efter udsættelse for styren.

Tilskadekomne havde igennem 30 år forskelligt arbejde, blandt andet som montør og truckfører. I en periode på cirka 2 år arbejdede han i en virksomhed, som fremstillede vindmøller. Hans arbejde bestod i gelcoating af vinger med polyester-styren, montering af injektionsrør og slanger samt limning og afrivning af folie. Under produktion af vinger blev alle hulrum i glasvæv og balsatræ fyldt op med polyester og hærder, og limningen foregik med sprøjteudlægning af 160 til 180 liter lim per vinge. Ved denne opgave blev der anvendt motordrevet filtermaske.

Der blev på arbejdspladsen foretaget målinger, der viste en betydelig styreneksponering ved blandt andet afrivning af folie og limning med niveauer på 50 til 75 procent af grænseværdien. Derudover forekom der i produktionshallen i forbindelse med gelcoating niveauer på op til 2 gange grænseværdien for styren. Tilskadekomne anvendte overtræksdragt og værnemidler i forbindelse med håndtering af flydende polyestermateriale, men kun i den sidste del af ansættelsen.

Kort efter ophør med dette arbejde fik tilskadekomne konstateret lymfekræft (non- Hodgkins lymfom).

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af lymfekræft ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som produktionsmedarbejder på en vindmøllefabrik. Begrundelsen var, at sammenhængen mellem udsættelse for styren og udviklingen af non-Hodgkins lymfom ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.

Et mindretal bestående af LO (Landsorganisationen i Danmark) vurderede, at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Mindretallet vurderede, at det var tilstrækkeligt videnskabeligt dokumenteret, at der er sammenhæng mellem udsættelse for styren og udvikling af non-Hodgkins lymfom.
 

3. Anerkendelse af forstadier til hudkræft hos arbejdsmand

Behandlet  på møde i april 2011

Anerkendelse af forstadier til hudkræft hos arbejdsmand efter udsættelse for solstråling i forbindelse med udendørs arbejde. 

Tilskadekomne fik i 2009 efter 52 års udendørs arbejde begyndende sårdannelse på underlæben, som ikke ville hele. Tilskadekomne fik fjernet 2 sårdannelser på underlæben. Den efterfølgende mikroskopi viste forstadier til kræft i form af svær celleforandring (dysplasi).

Tilskadekomne havde haft forskellige ansættelser med udendørs arbejde, blandt andet landbrugsmedhjælper, alt-mulig-mand på et hotel, skovlmand ved kabelarbejde, oppasser på skibsværft, arbejde i en grusgrav samt kommunalarbejder.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af forstadier til hudkræft i overvejende grad var forårsaget af det udendørs arbejde. Årsagen var, at tilskadekomne var udsat for solstråling som følge af det udendørs arbejde i et omfang, der var tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomnes udsættelse for solstråling gennem mange år i forbindelse med arbejdet oversteg det, man normalt ville blive udsat for som privatperson.

Resuméer af konkrete sager om sygdomme i bevægeapparatet

1. Afvisning af betændelse i slimsækken i venstre skulder hos produktionsmedarbejder
2. Afvisning af kroniske nakke/skuldersmerter hos syerske
3. Afvisning af slidgigt i begge albueled hos fisker
4. Afvisning af slidgigt i begge skuldre hos lagerarbejder
5. Afvisning af tennisalbue hos teknisk tegner
6. Anerkendelse af afklemningssyndrom af begge ulnarisnerver hos gartner
7. Anerkendelse af fokal dystoni i højre hånd og underarm hos violinist
8. Anerkendelse af højresidig tennisalbue hos violinist
9. Anerkendelse af højresidig tricepssene-irritation hos tømrer
10. Anerkendelse af hypothenar hammer syndrom hos specialarbejder efter vibrationspåvirkninger
11. Anerkendelse af kroniske nakke/skuldersmerter hos træskomontør
12. Anerkendelse af læsion af nerve i venstre underarm hos musiker
13. Anerkendelse af lyskenskade med forandringer i en af lyskens sener hos professionel håndboldspiller
14. Anerkendelse af muskelsvind og nedsat følesans i lårmuskel hos medicinsk forsøgsperson
15. Anerkendelse af nerveskade hos sprøjtemaler
16. Anerkendelse af slidgigt i højre håndled hos tagdækker
17. Anerkendelse af slidgigt i skulderhøjdeled og slimsækbetændelse i højre skulder hos lagerarbejder
18. Anerkendelse af venstresidig kompression af ulnaris/nerven hos isolatør

1. Afvisning a betændelse i slimsækken i venstre skulder hos produktionsmedarbejder

Behandlet på møde i juni 2011

Afvisning af betændelse i slimsækken i venstre skulder hos produktionsmedarbejder efter arbejde, der ikke var tilstrækkeligt skulderbelastende.

Tilskadekomne var, i cirka 8 år før symptomdebut i 2009, ansat ved en virksomhed, der fremstillede medicinske produkter. Igennem de første 4 år arbejdede tilskadekomne i pakkeriet, hvor der blev pakket mellem 50 og 500 pakker dagligt, afhængigt af indholdets størrelse. De sidste 4 år arbejdede tilskadekomne i en afdeling, hvor der blev pakket stents til blodårer. Tilskadekomne skulle trække et såkaldt sheet udover indføringssystemet, som stenten sad på. Tilskadekomne arbejdede med højre arm let løftet fremad. Der var tale om skulderbelastende arbejde 2 timer dagligt. 

Ved en røntgenundersøgelse fik tilskadekomne stillet diagnosen betændelse i slimsækken i venstre skulder.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var der ikke medicinsk dokumentation for, at betændelse i slimsæk i venstresidig skulderled generelt set kunne skyldes påvirkninger på arbejdspladsen. Erhvervssygdomsudvalget vurderede desuden, at sygdommen betændelse i slimsæk i skulderen ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået af arbejdet. Årsagen var, at arbejdsfunktionerne ikke havde medført skulderbelastende bevægelser i et omfang, der havde været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. Udvalget lagde vægt på, at arbejdet primært ikke havde været skulderbelastende, men i højere grad havde været belastende for underarme og hænder.

2. Afvisning af kroniske nakke/skuldersmerter hos syerske

Behandlet på møde i december 2011

Tilskadekomne var i en 10-årig periode beskæftiget som syerske. Hun syede cirka 360 bærestykker i timen. Hun tog tøjet med venstre hånd, og løftede det ind foran maskinen. Med begge hænder førte hun tøjet igennem symaskinen og løftede det videre mod højre. De enkelte tøjstykker vejede få hundrede gram. Tre gange i timen løftede hun desuden 120 forstykker fra en vogn, der stod ved den ene ende af symaskinebordet.. Hver time skubbede hun også 3-4 vogne med beklædningsdele over til næste syerske. Hun havde sammenlagt arbejdet som syerske i 103 måneder gennem 8 ½ år. Arbejdsgiver oplyste, at arbejdet ikke var tungt, men monotont, og at hun udførte
de samme bevægelser hele dagen

Efter cirka 3 års arbejde var tilskadekomne første gang til lægen og blev sygemeldt på grund af smerter i ryg, skulder og hals. Der var siden enkelte lægehenvendelser, men først efter arbejdsophør. Ved en undersøgelse efter arbejdsophør blev der fundet udtalte smerter i nakke og skulder. Røntgenundersøgelser viste normale forhold.

Retslægerådets medlemmer var ikke enige i vurderingen af sagen. Rådet udtalte dog samlet, at det ikke kunne sandsynliggøres, at der var sammenhæng mellem arbejdet og de kroniske smerter, tilskadekomne havde haft i de efterfølgende år.

Erhvervssygdomsudvalget udtalte i sagen, at debuttidspunktet 3 år efter arbejdets påbegyndelse, talte for årsagssammenhæng. Generne blev dog første gang endeligt påvist 8 år efter arbejdsophør. Udvalget vurderede desuden, at selve arbejdsbelastningen, herunder den statiske belastning og den monotone gentagelse, talte for årsagssammenhæng.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede samlet, at sygdommen i form af kroniske nakke-skuldersmerter ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som syerske. Flertallet fandt, at det tidsmæssige krav til arbejdets udstrækning ikke var afgørende, hvis der havde været tale om særligt tunge belastninger under syarbejde. Dette var ikke tilfældet, idet der var tale om håndtering af små tøjstykker med en vægt på få hundrede gram. Der var således ikke tale om en særlig belastning med håndtering af tunge emner eller over lange rækkeafstande.

Det talte efter flertallets vurdering imod årsagssammenhæng, at det i sagen ikke var oplyst, hvornår tilstanden havde fået et kronisk præg med daglige smerter. Det var muligt, at den kroniske tilstand først var opstået efter arbejdsophør, og der var desuden sket en forværring efter arbejdsophør. Det skabte lægefaglig tvivl, at smerterne blev forværret efter arbejdsophør, og flertallet vurderede derfor, at der måtte være andre faktorer, der indgik i udviklingen af sygdommen, og som ikke skyldtes arbejdet.

Et mindretal bestående af LO og FTF vurderede, at forværringen efter arbejdsophør ikke talte imod anerkendelse, hvorfor mindretallet vurderede, at dette ikke skabte lægefaglig tvivl. Det var mindretallets vurdering, at sygdommen i form af kroniske nakke- skuldersmerter i overvejende grad var forårsaget af arbejde som syerske.

Ved Østre Landsrets dom af 18. januar blev Ankestyrelsen frifundet. Landsretten vurderede, at der var en sådan lægelig tvivl, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som syerske. Retten henviste til Retslægerådets udtalelse og til Erhvervssygdomsudvalgets indstilling i sagen.
 

3. Afvisning af slidgigt i begge albueled hos fisker

Behandlet på møde i september 2011

Tilskadekomne havde igennem 10-15 år haft tendens til smerter fra nakke, skuldre og albuer. Smerterne forværredes i forbindelse med belastning og havde særlig karakter af smerter omkring begge albueregioner. De seneste 10 år havde der været deformering af begge albueled med samtidig strække-defekt og nedsat rotation i begge underarme.

Tilskadekomne var fisker og havde gennem alle årene haft omkring 180 havdage per år ved snurrevodsfiskeri og 240-250 havdage ved trawlfiskeri. Han var i en stor del af tiden beskæftiget som ismand, hvor han ved hjælp af en ishakke med en vægt omkring 20 kilo håndterede 20-40 tons is, ved de store kuttere op til 250 tons i løbet af 10-14 dages ture. Han arbejdede med at løsne is i mindre blokke fra en stor sammenfrosset isklump på op til flere 100 tons. Arbejdsstillingerne var uhensigtsmæssige med samtidig anvendelse af fuld kraft, dels ved slag med hakken for at løsne isen, dels ved skovling af isen efterfølgende. Arbejdet foregik desuden på gyngende underlag.

Ankestyrelsen havde hjemvist sagen til forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse på grund af arbejdets særlige art. Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt særlig vægt på, at der var tale om dobbeltsidig slidgigt, hvilket efter en lægelig vurdering er meget usædvanligt.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af slidgigt i begge albuer ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af tilskadekomnes arbejde som fisker. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomnes arbejdsfunktioner ikke havde medført albuebelastende bevægelser i et omfang, der havde været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. Udvalget vurderede således, at der ikke var medicinsk årsagssammenhæng mellem påvirkningen i form af kraftfuldt arbejde med hugning af is samt tungt løftearbejde og udvikling af slidgigt i begge albuer.

Et mindretal bestående af LO (Landsorganisationen i Danmark) og FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) mente, at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som fisker. Mindretallet lagde vægt på, at arbejdet med at bryde is havde været så kraftfuldt og belastende for albuerne, at det måtte antages at have forårsaget den dobbeltsidige slidgigt i albuerne.

4. Afvisning af slidgigt i begge skuldre hos lagerarbejder

Behandlet  på møde i august 2011

Afvisning af slidgigt i begge skuldre hos lagerarbejder, da der ikke var udført tilstrækkeligt skulderbelastende arbejde, hverken i omfang eller i tidsmæssig sammenhæng med debut af smerterne.

Tilskadekomne var i cirka 9 år ansat som lagerarbejder, hvor han pakkede og læssede sække med korn og foderstoffer. I de første år var der udelukkende tale om løft af sække, der vejede cirka 50 kilo. Sækkene blev løftet på skiftevis højre og venstre skulder. Senere blev der løftet sække cirka halvdelen af arbejdstiden. Den resterende del af tiden gik med til at sy fodersække. I de sidste to år af ansættelsen bestod arbejdet af at læsse sække for kunder ved brug af en palleløfter.

Symptomerne debuterede ved løft af en sæk fra sækkevogn til bil, og slidgigt blev påvist ved operation og MR-skanning.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var der ikke medicinsk dokumentation for, at slidgigt i begge skuldre generelt kan skyldes påvirkninger på arbejdspladsen. Erhvervssygdomsudvalget vurderede desuden, at sygdommen, slidgigt i begge skuldre, ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået af arbejdet. Årsagen var, at arbejdsfunktionerne ikke havde medført skulderbelastende bevægelser i et omfang og i en tidsmæssig udstrækning, der havde været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen.

Udvalget lagde desuden vægt på, at der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem løft af tunge sække på skuldre og udviklingen af sygdommen, da belastningen fandt sted en årrække forud for symptomdebut. 

5. Afvisning af tennisalbue hos teknisk tegner

Behandlet  på møde i august 2011

Tilskadekomne har sammenlagt været ansat som teknisk tegner i 5 år, og haft en daglig arbejdstid på 10-12 timer. I langt størstedel af arbejdstiden (8-10 timer) blev der brugt mus og den resterende del bestod af tastearbejde. Dagligt var der tale om 4500 klik med musen og 1500 klik på tastaturet. Der blev anvendt CAD-programmer, hvor der var særlige krav til præcision.

Ved en ultralydsundersøgelse blev der stillet diagnosen tennisalbue.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var der ikke medicinsk dokumentation for, at tennisalbue generelt kan skyldes påvirkninger på arbejdspladsen. Erhvervssygdomsudvalget vurderede desuden, at sygdommen, tennisalbue, ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået af arbejdet. Årsagen var, at arbejdsfunktionerne ikke havde medført albuebelastende bevægelser i et omfang og i en tidsmæssig udstrækning, der havde været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. Derudover udgjorde arbejdet med brug af computermus og tastatur ikke en tilstrækkelig kraftfuld eller gentagen belastning. Bevægelsen med at museknappen trykket nede havde heller ikke indebåret en relevant statisk belastning af strækkemusklerne til fingrene. 
 

6. Anerkendelse af afklemningssyndrom af begge ulnarisnerver hos gartner

Behandlet på møde i marts 2011

Tilskadekomne udviklede i august 2009 symptomer fra begge arme i form af albuesmerter og snurren i underarmens inderside svarende til albuebensnerven og 4.-5. finger.

I perioden 2006-2009 uddannede tilskadekomne sig til anlægsgartner og blev færdiguddannet i 2009. I uddannelsesperioden bestod 80 procent af arbejdet i at fjerne eksisterende belægninger og efterfølgende nedlægge ny belægning. Den daglige løftemængde var omkring 5-10 tons med hyppige gentagne belastninger af hænder ved nedlægning af sten. Tilskadekomnes øvrige arbejdsopgaver bestod i sætning af kantsten, hvor der var tunge enkeltløft og dertil vedligehold af grønne områder. I august 2009 var der tale om en særlig belastning. Tilskadekomne skulle håndtere et benzindrevet pælebor og nedsætte 4-500 pæle. Arbejdet blev vanskeliggjort af meget stor uensartethed i underlaget. Pæleboret kunne pludselig støde på mindre eller større sten eller regulære betonstykker, hvorved rotationen pludselig stoppede og forårsagede rykvise belastninger på hænder, underarme og op over albuerne.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af dobbeltsidigt afklemningssyndrom af albuebensnerven i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som anlægsgartner. Udvalget lagde vægt på, at arbejdet som anlægsgartner havde medført ekstremt albuebelastende arbejde med fast greb på pælebor med gentagne ryk og slag via borets håndtag gående til håndled og albueregioner.  

7. Anerkendelse af fokal dystoni i højre hånd og underarm hos violinist

Behandlet på møde i november 2011

Anerkendelse af specifik fokal dystoni (players cramp) i højre hånd og underarm hos violinist.

Tilskadekomne havde i over 30 år været ansat som violinist i et orkester. Han spillede til tre koncerter om ugen og øvede dagligt i 6-8 timer. Arbejdet var beskrevet som travlt og krævende, med mange orkesterprøver og krævende koncerter.

Tilskadekomne holdt violinen med venstre hånd, samtidig med at han førte buen mod højre med overarmen højt vinkelret ud fra kroppen i skulderniveau. Underarmen var let roteret og hånden strakt ud. Der var tale om præcisionsarbejde, som var statisk belastende, især ved spil af stille og langsomme passager, men også ved hurtige og tempofyldte passager med brug af let til moderat kraft.

Efter knap 20 års ansættelse som violinist begyndte tilskadekomne pludselig under en koncert at ryste på højre hånd under en langsom og stille passage. I løbet af månederne derefter udviklede tilskadekomne flere tilsvarende tilfælde af rysten i forbindelse med violinspil og oftest i forbindelse med næsten statisk præcisionsbevægelse med brug af let til moderat kraft. Der var ikke yderligere symptomer, men gennem årene blev tilstanden forværret, og det blev tiltagende vanskeligt for tilskadekomne at passe sit arbejde

Erhvervssygdomsudvalget var enig i den stillede diagnose, specifik fokal dystoni i højre underarm og hånd. Udvalget vurderede, at sygdommen i form af specifik fokal dystoni i højre underarm og hånd i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som violinist, da arbejdsfunktionerne som violinist havde medført underarms – og håndbelastende bevægelser i et omfang, der var tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen.
 

8. Anerkendelse af højresidig tennisalbue hos violinist

Behandlet på møde i juni 2011

Anerkendelse af højresidig tennisalbue hos violinist efter udførelse af højrepetitivt, akavet arbejde, der indebar statisk belastning af albuen.

Tilskadekomnes højresidige albuegener debuterede i forbindelse med en særlig travl periode på arbejdet i 2008. I 2009 blev der stillet diagnosen højresidig tennisalbue.

Tilskadekomne havde været ansat som 2. violinist i et symfoniorkester siden 1989. Tilskadekomne havde omkring 4 timers dagligt arbejde i orkesteret, hvoraf de 3 timer var effektiv spilletid. Herudover havde tilskadekomne dagligt 1-3 timers øvelser hjemme, hvoraf omkring 1,5 time var effektiv spilletid. Herudover deltog tilskadekomne i mindst 100 koncerter årligt med en effektiv spilletid på op til 2,5 timer per koncert. I sommeren 2008 havde tilskadekomne i forbindelse med opsætningen af en opera en særlig travl periode, hvor den daglige effektive spilletid var endnu længere end sædvanligt.

Når tilskadekomne spillede violin, var instrumentet løftet til skulderhøjde. Med et underhåndsgreb med venstre hånd holdt tilskadekomne omkring gribebrættet, mens violinkassen hvilede mod tilskadekomnes venstre skulder. Violinen vejede 626 gram. Tilskadekomne førte buen med højre hånd med gentagne bøjebevægelser i sin højre albue.

Efter Erhvervssygdomsudvalget vurdering var tilskadekomnes sygdom i form af højresidig tennisalbue i overvejende grad forårsaget af arbejdet som violinist. Årsagen var, at tilskadekomne havde haft højrepetitivt arbejde, som havde medført en akavet og statisk belastning af den højre albue. Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at denne belastning var tilstrækkelig til at medføre en højresidig tennisalbue, selv om arbejdet kun havde medført en beskeden brug af kraft. Erhvervssygdomsudvalget fandt derfor, at tilskadekomnes arbejde som violinist havde været egnet til at medføre en højresidig tennisalbue. 
 

9. Anerkendelse af højresidig tricepssene-irritation hos tømrer

Behandlet på møde i marts 2011

Tilskadekomne fik smerter i albuen kort tid efter arbejdets begyndelse i december 2008. Tilskadekomne blev i første omgang sygemeldt i 6 dage og genoptog arbejdet. Herefter oplevede tilskadekomne forværring og efter yderligere 4-5 uger blev tilskadekomne atter sygemeldt i 1½ måneds tid.

Tilskadekomne var uddannet tømrer og havde i en periode på 4 måneder en arbejdsopgave, der indebar genopbygning af adskillige trappetårne i et ejendomskompleks sammen med en kollega. Arbejdet indebar albuebelastende bevægelser i et stort omfang, da tilskadekomne skulle skrue mange skruer i konstruktionen med en almindelig akku-skruemaskine. Arbejdet med skruemaskinen indebar, at tilskadekomne skulle lægge betydeligt tryk i ved hver skrue for at få skruen til at gå igennem jernet.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af højresidig tricepssene-irritation i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som tømrer. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomnes arbejdsfunktioner med skruemaskinen medførte albuebelastende bevægelser i et omfang, der var tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. 

10. Anerkendelse af hypothenar hammer syndrom hos specialarbejder efter vibrationspåvirkninger

Behandlet på møde i august 2011

Tilskadekomne udviklede fra midten af 1990’erne gener i begge hænder med smerter og anfald af hvidfarvning. Generne tiltog gradvist og i 2006 blev der ved røntgenundersøgelse konstateret dobbeltsidig tillukning af den pulsåre, der forsyner den nedre del af hånden og håndroden (arteria ulnaris).

Fra 1995 til 2002 arbejdede tilskadekomne ved et vibrationsbord, hvor der blev tømt cement ned i en form til fremstilling af betonelementer. Pladerne skulle vibreres, og det foregik ved, at hele bordet vibrerede, samtidig med at tilskadekomne holdt en plade fast ned ovenpå emnet. Der skulle presses hårdt med håndfladen på pladen, og der var dels lokal vibration i hænderne, dels relativt hårde slag direkte mod håndroden/håndfladen. Dette arbejde blev udført i cirka halvdelen af arbejdsdagen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af dobbeltsidig hypothenar hammer syndrom i overvejende grad var forårsaget af arbejdet med kraftige vibrationspåvirkninger og direkte stød mod den pulsåre, der forsyner den nedre del af hånden og håndroden.

11. Anerkendelse af kroniske nakke/skuldersmerter hos træskomontør

Behandlet på møde i maj 2011

Tilskadekomne fik i starten af 1990’erne muskelsmerter med betydelig ømhed i flere af nakke-skulderågets 12 muskelområder. Der blev stillet diagnosen kroniske nakke-skuldersmerter (cervikobrakialt syndrom). Tilskadekomne arbejdede i alt 14 år som træskomontør, hvor arbejdet bestod af at montere og samle overlæder og såler, som blev hæftet med en klampepistol. Arbejdet foregik siddende med nakken bøjet. Tilskadekomne fremstillede dagligt 130 par træsko, svarende til cirka 20.800 klamper per dag. Kraftforbruget ved brug af den luftdrevne klampepistol blev målt til mellem 100 og 200 newton og en modholdsværdi på 72 til 75 newton.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes kroniske nakke-skuldersmerter i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som træskomontør. Årsagen var, at arbejdsfunktionerne havde nakke-skulderbelastende bevægelser i et omfang, der var tilstrækkeligt til at medføre kroniske nakke-skuldersmerter. 

12. Anerkendelse af læsion af nerve i venstre underarm hos musiker

Behandlet på møde i marts 2011

Tilskadekomne fik i 2010 smerter i hele venstre arm. Smerterne var ledsaget af motoriske problemer og nedsat kraft i venstre hånds tommelfinger og pegefinger.

Siden 1970 havde tilskadekomne arbejdet på fuld tid som professionel musiker i et symfoniorkester. Tilskadekomne spillede fagot og øvede sig dagligt mellem 6-8 timer med brug af instrument. Dertil kom weekendarbejde og mere intens øvning i perioder op til koncerter. Der var gennemsnitligt tale om 2-3 koncerter om ugen. Ved betjening af instrumentet trykkede tilskadekomne konstant på en af klapperne og flyttede sine tommelfingre fra en klap til en anden. Der var tale om 60 bevægelser i minuttet svarende til en bevægelse per sekund for begge tommelfingre. Med de øvrige fingre betjente tilskadekomne huller og klapper på instrumentets forside.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af læsion af nerve i venstre arm i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som professionel fagotspiller. Udvalget lagde vægt på, at arbejdet indebar hyppige bevægelser i venstre tommelfinger med brug af moderat kraft, hvilket havde medført en overbelastning af musklen pronator teres. Dermed havde der været et tryk på nerven i tilskadekomnes venstre arm. 

13. Anerkendelse af lyskenskade med forandringer i en af lyskens sener hos professionel håndboldspiller

Behandlet på møde i august 2011

Anerkendelse af lyskenskade med forandringer i en af lyskens sener hos professionel håndboldspiller som følge af en betydelig mængde styrketræning samt meget løb og spring på hårdt underlag.

Tilskadekomne fik i januar 2010 gradvist indsættende smerter i højre lyskeregion og en ultralydsscanning viste en uregelmæssighed ved tilhæftningen af adduktor longussenen (kraftig sene på ydersiden øverst på lårbenet).

Fra 2006 var tilskadekomne ansat som professionel håndboldspiller. Tilskadekomne spillede kamp 1-2 gange om ugen, og udførte 2-4 timers daglig træning i form af løb, taktisk træning og spil på mål. Derudover udførte tilskadekomne målrettet styrketræning af forskellige muskelgrupper i træningscenter.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af forandringer i lyskens sener i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som professionel håndboldspiller. Udvalget lagde vægt på, at arbejdet havde medført en betydelig mængde styrketræning samtidig med meget løb, spring med videre på hårdt underlag i form af trægulv, asfalt og grus, og at dette havde belastet benets led, herunder hofteleddet og dets sener i relevant grad.

14. Anerkendelse af muskelsvind og nedsat følesans i lårmuskel hos medicinsk forsøgsperson

Behandlet på møde i september 2011

Tilskadekomne deltog i nogle uger i et medicinsk forsøg på et hospital. Forsøget skulle belyse blandt andet insulinfølsomhed hos raske unge mænd efter akut EPO behandling. Tilskadekomne fik flere injektioner med EPO, og der blev udtaget muskelvævsprøver (biopsier) fra højre lår.

Nogle måneder senere bemærkede tilskadekomne, at lårmusklerne på højre og venstre ben var asymmetriske. I forbindelse med sidste biopsi havde han haft en lidt prikkende følelse omkring de steder på højre lår, hvorfra biopsierne var udtaget. Derudover havde der været let nedsat kraft i benet. Der blev ved en undersøgelse konstateret muskelsvind og nedsat følesans i den ydre højre lårmuskel.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som forsøgsperson ved et medicinsk forsøg. Begrundelsen var, at der var årsagssammenhæng mellem udtagningen af biopsi og nervebeskadigelsen samme sted i tilskadekomnes højre lår.

15. Anerkendelse af nerveskade hos sprøjtemaler

Behandlet på møde i juni 2011

Anerkendelse af nerveskade (mono-neuropati) svarende til højre hånds 3. fingers yder- og midterstykke hos sprøjtemaler som følge af tryk mod nerven.

Siden 2009 havde tilskadekomne oplevet gener i form af en dødhedsfornemmelse og stikkende smerter svarende til yder- og mellemstykket på højre hånds 3. finger ved kuldeeksponering. Ved udredning blev der ikke fundet tegn på hvide fingre eller en gigtsygdom. Der blev stillet diagnosen nerveskade (mono-neuropati) svarende til yder- og midterstykket af højre hånds 3. finger.

Tilskadekomne havde siden 1989 arbejdet med et airless-anlæg til sprøjtelakering. Værktøjet ved dette arbejde havde ikke medført vibrationer. Ved alt sprøjtearbejde havde tilskadekomne håndteret sprøjten med højre hånd, og værktøjets håndtag havde været aktiveret med vedholdende og talrige tryk med højre hånds 2. og 3. finger. Tilskadekomne havde igennem hele ansættelsen arbejdet 7 timer dagligt i gennemsnit.

Efter Erhvervssygdomsudvalget vurdering var tilskadekomnes sygdom i form af nerveskade (mono-neuropati) svarende til yder- og midterstykket af højre hånds 3. finger i overvejende grad forårsaget af arbejdet som sprøjtemaler. Årsagen var, at, at tilskadekomnes arbejdsfunktioner havde medført belastning af højre hånds 3. finger i et omfang, der havde været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. Det indgik i udvalgets vurdering, at værktøjet havde medført et direkte tryk mod fingeren og dermed nerven.

16. Anerkendelse af slidgigt i højre håndled hos tagdækker

Behandlet på møde i december 2011

Tilskadekomne var uddannet blikkenslager og havde igennem 40 år udført tagarbejde, hvor han arbejdede i kobber og zinkplader. Der var tale om alle typer tag og belægninger, men tilskadekomne var efterhånden blevet så højt specialiseret, at han ofte havde med mere krævende opgaver at gøre. Cirka 50 – 60 procent af arbejdstiden gik med arbejde med hammer og falsejern. Han arbejdede med mange forskellige hammere, hvoraf den største vejede cirka 1 kilo og havde fiber- eller træhoved. Med denne hammer slog tilskadekomne på falsejernet for at få tagpladerne falset sammen. Arbejdet indebar mange slag i minuttet. Derudover anvendte han i cirka 1 time dagligt slagboremaskine i forbindelse med fastskruning af tagplader samt klippede tagplader til med en stor saks, som ikke havde udveksling.

Han udførte alt hammer- og klippearbejde med højre hånd. Han fik efter mere end 30 års arbejde gener i form af hævelse og ømhed i højre hånd, og der blev konstateret slidgigt.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af slidgigt i højre håndled i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som blikkenslager, hvor tilskadekomne i en stor del af sin arbejdsdag gennem mere end 40 år havde arbejdet med forskellige typer hamre og falsejern. Udvalget lagde herved vægt på, at arbejdet med hamre havde indebåret højrepetitive og kraftfulde slag i en sådan grad, at det udgjorde en relevant belastning af hans højre håndled i forhold til udvikling af slidgigt.

17. Anerkendelse af slidgigt i skulderhøjdeled og slimsækbetændelse i højre skulder hos lagerarbejder

Behandlet på møde i marts 2011

Tilskadekomne fik gennem 10 år (1996-2006) jævnt tiltagende smerter i højre skulder. Tilskadekomne fik i 2008 konstateret slidgigt i skulderhøjdeleddet med en sekundær slimsækbetændelse i højre skulder (subacromiel bursitis).

Tilskadekomne havde som lagerarbejder båret 50 kilo tunge sække på højre skulder i 14 år (op til 300 styk dagligt). Tilskadekomne var dels beskæftiget med aftapning af frøblandinger i 50 kilo sække, som manuelt blev stablet op på paller i op til 2 meters højde. Derudover foretog tilskadekomne læsning af lastbiler med de samme 50 kilos sække.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af slidgigt i højre skulders højdeled og sekundært slimsækbetændelse i højre skulder i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som lagerarbejder. Årsagen var, at tilskadekomnes funktioner som lagerarbejder havde medført en belastning af højre skulder, når tilskadekomnes bar 50 kilo tunge sække på højre skulder i forbindelse med manuel håndtering af sækkene. Udvalget vurderede, at vægten af sækkene på højre skulder var tilstrækkelig til at forårsage tilskadekomnes slidgigt i højre skulders højdeled og sekundært slimsækbetændelse i højre skulder.

18. Anerkendelse af venstresidig kompression af ulnaris/nerven hos isolatør

Behandlet på møde i maj 2011

Anerkendelse af venstresidig kompression af ulnaris-nerven (cyklisthånd) hos isolatør som følge af et betydeligt tryk på albuebensnerven.

Tilskadekomne fik i 2008, efter 18 års arbejde som isolatør, prikken og stikken i venstre lillefinger. Der blev foretaget flere elektrofysiologiske undersøgelser, der viste isoleret læsion i venstre albuebens nerve (nervus ulnaris).

Tilskadekomnes arbejde bestod i at isolere rør, kedler og turbiner samt lave køle-fryserum på skibe og i industrien. Forud for symptomdebut isolerede tilskadekomne et loft i en større bygning på 10.000 m2. Tilskadekomne opklæbede loftsplader ved at holde pladen hårdt mod loftet med venstre hånd og ved at bore med højre hånd. Tilskadekomne monterede omkring 80 plader på cirka 4 måneder og venstre håndled var bagoverbøjet i mindst halvdelen af arbejdsdagen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som isolatør. Årsagen var, at tilskadekomne i en periode på cirka 4 måneder havde haft et betydeligt tryk på nervus ulnaris i forbindelse med opsætningen af loftsplader.

Resuméer af konkrete sager om øvrige fysiske sygdomme

1. Afvisning af kronisk lymfatisk leukæmi hos specialarbejder
2. Anerkendelse af ar hos kampvognskommandør
3. Anerkendelse af astma hos graffitifjerner
4. Anerkendelse af forandringer i øjets slimhinder hos konfektureassistent
5. Anerkendelse af kronisk øjen- og svælgkatar hos driftsleder
6. Anerkendelse af nyrebetændelse hos sandblæser

1. Afvisning af kronisk lymfatisk leukæmi hos specialarbejder

Behandlet på møde i december 2011

Tilskadekomne havde i 30 år arbejdet som jord- og betonarbejder og asfaltarbejder. Han arbejdede derefter som rørtekniker, primært med opmuring af brønde. I sammenlagt 12 måneder i løbet af 13 års ansættelse arbejdede han med strømpeforing af kloakrør, hvor han forsynede gamle kloakrør med en indvendig foring af polyesterfiber belagt med polyurethan. I forbindelse med hærdningsprocessen var der tale om kortere perioder med udsættelse for styren i meget lave koncentrationer målt som et gennemsnit over arbejdsdagen. Der forekom dog meget kortvarige perioder med spidsbelastninger i forbindelse med hærdningsprocessen, hvor der var en meget høj koncentration af styren. Arbejdet foregik i fri luft, og der blev derfor generelt ikke anvendt åndedrætsværn.

Arbejdsskadestyrelsen havde indhentet en ekspertvurdering fra overlæge Jørgen H. Olsen, Kræftens Bekæmpelse. Heraf fremgik blandt andet, at der ikke var en sandsynlig årsagsmæssig sammenhæng mellem erhvervsmæssig eksponering for styren og kronisk lymfatisk leukæmi.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at der ikke er medicinsk dokumentation for, at sygdommen kronisk lymfatisk leukæmi generelt set kan skyldes udsættelse for styren.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede desuden, at sygdommen i form af kronisk lymfatisk leukæmi ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af tilskadekomnes arbejde som specialarbejder, hvor han havde været beskæftiget med opmuring af brønde og strømpeforing af kloakrør. Årsagen var, at sammenhængen mellem udsættelse for styren og udviklingen af kronisk lymfatisk leukæmi ikke var tilstrækkeligt dokumenteret. Der havde desuden efter udvalgets vurdering ikke været tale om andre, relevante arbejdsmæssige påvirkninger.
 

2. Anerkendelse af ar hos kampvognskommandør

Behandlet på møde i april 2011

Anerkendelse af ar på nethindens gule plet (maculopatia) hos kampvognskommandør som følge af arbejde med sigtelaser.

Tilskadekomne fik ved rutineundersøgelse hos øjenlæge i 1999 konstateret nethindear nær den gule plet på højre øje. Arret bredte sig ind mod den gule plet i øjet med fald i synsstyrke. Tilskadekomne blev udredt for andre årsager til denne skade, men der blev ikke fundet andre årsager til nethindeskaden.

Tilskadekomne havde i 9 år forud for debut været ansat i forsvaret. 7 år forud for debut påbegyndte tilskadekomne arbejde med kampvogne, hvor der var laser afstandsmåler. Mål blev udpeget med sigte m/20, som er en linse (et okular) til højre øje.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af ar på nethindens gule plet i højre øje i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som kampvognskommandør. Årsagen var, at tilskadekomne i sit arbejde anvendte sigtelaser, altid med højre øje, og at udsættelsen havde haft en sådan art og omfang, at den var årsag til sygdommen.

3. Anerkendelse af astma hos graffitifjerner

Behandlet på mødet i august 2011

Anerkendelse af astma hos graffitifjerner som følge af arbejde med ætsende og stærkt basiske stoffer.

Tilskadekomne havde i en cirka toårig periode været ansat som graffitifjerner. Arbejdet bestod i at fjerne graffiti og efterbehandle overfladen ved hjælp af ætsende og stærkt basiske stoffer. Efterfølgende blev der spulet med højtryksrenser. Tilskadekomne havde ikke brugt åndedrætsværn eller andre værnemidler. Arbejdsgiver havde tidligere fået påbud om at benytte åndedrætsværn af Arbejdstilsynet. Efter omkring et halvt års ansættelse fik tilskadekomne symptomer på astma i form af hoste, trykken for brystet og åndedrætsbesvær. Tilskadekomne havde ikke tidligere haft astma. Tilskadekomne oplevede bedring af symptomerne i arbejdsfri perioder.

Efter Erhvervssygdomsudvalget vurdering var sygdommen i form af astma udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdet som graffitifjerner. Erhvervssygdomsudvalget lagde vægt på, at tilskadekomne havde været udsat for forskellige irritative og stærkt basiske stoffer i forbindelse med fjernelse af graffiti med højtryksspuling.  Erhvervssygdomsudvalget lagde desuden vægt på, at sygdommen debuterede omkring et halvt år efter tilskadekomne havde påbegyndt dette arbejde, at tilskadekomne ikke tidligere havde haft astma, at tilskadekomne oplevede bedring af symptomerne i arbejdsfri perioder, og at Arbejdstilsynet tidligere havde givet påbud om anvendelse af åndedrætsværn til arbejdspladsen.

4. Anerkendelse af forandringer i øjets slimhinder hos konfektureassistent

Behandlet på møde i april 2011

Anerkendelse af ikke-allergisk rhinikonjunctivitis (høfeber og betændelseslignende forandringer i øjets slimhinder) hos konfektureassistent som følge af tæt kontakt med farvestoffet anthocyanin.

Tilskadekomne fik i 2007 symptomer umiddelbart efter, at tilskadekomne begyndte at anvende det blå pulverfarvestof, anthocyanin, på arbejdet. Tilskadekomne fik kløe i øjnene, nysen, næseflåd og trykken over brystet, som varede cirka en time. Ved priktest med stoffet blev der ikke konstateret allergi. Ved provokationstest med farvestoffet blev der konstateret allergiske symptomer. Tilskadekomne havde 7 år forud for debut arbejdet som konfektureassistent, og arbejdet bestod i at påføre sukker og farvelag på slik.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af ikke-allergisk rhinikonjunctivitis i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som konfektureassistent. Årsagen var, at tilskadekomne i sit arbejde var i tæt kontakt med farvestoffet anthocyanin, og at der ved provokationstest blev påvist en direkte sammenhæng mellem tilskadekomnes udsættelse for farvestoffet og udvikling af symptomer. Selv om der ikke var påvist en egentlig allergi, fandt udvalget derfor, at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af den arbejdsmæssige udsættelse for farvestoffet. Udvalget lagde desuden vægt på, at tilskadekomnes symptomer forsvandt, når tilskadekomne ikke var udsat for farvestoffet. Arbejdsskadestyrelsen oprettede en ny sag til vurdering af, hvorvidt tilskadekomnes astma kunne anerkendes som en arbejdsskade.

5. Anerkendelse af kronisk øjen- og svælgkatar hos driftsleder

Behandlet på møde i juni 2011

Anerkendelse af kronisk øjen- og svælgkatar hos driftsleder som følge af udsættelse for dampe fra svovlsyre på arbejdspladsen.

Tilskadekomne fik i 2007, efter cirka 1 års arbejde som driftsleder, symptomer i form af svien og rødmen i øjnene og tørhedsfornemmelse i næsen. Der blev konstateret udtørrede slimhinder med slimhindeforandringer i øjne, mundslimhinder og hals og stillet diagnosen kronisk øjenkatar (konjunktivitis) og kronisk svælgkatar (rhinitis).

Tilskadekomne arbejdede på et anlæg, hvor der blev destrueret høns til brug for produktionen af foder til mink. Der blev anvendt svovlsyre og andre stoffer, og mens anlægget kørte var der synlig dampudvikling.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen kronisk øjen- og svælgkatar i overvejende grad var forårsaget af udsættelse for dampe fra svovlsyre på arbejdspladsen.
 

6. Anerkendelse af nyrebetændelse hos sandblæser

Behandlet på møde i september 2011

Tilskadekomne arbejdede som sandblæser og maler i 33 år. Arbejdet bestod i sandblæsning og maling af blandt andet olietanke, benzintanke, store jernkonstruktioner som skibe, bygningsstål og skorstene. I 25 procent af arbejdstiden udførte tilskadekomne sandblæsning, mens de resterende 75 procent af arbejdstiden blev brugt på maleropgaver, tilrigning af arbejdspladsen, og oprydning, herunder manuel fjernelse af sand efter sandblæsning.

Til sandblæsning blev der overvejende brugt vasket kvartssand. Sandet blev hældt op i en 200 kilos beholder. Når der var sandblæst, lagde der sig et fint lag støv, og der var en betydelig mængde svævestøv. Tilskadekomne anvendte i alle årene friskluftforsynet åndedrætsværn.. I halvdelen af arbejdsårene var han støvet til hele vejen ind på kroppen ved arbejdsdagens ophør, men derefter blev der anvendt fulddragt.

Tilskadekomne blev også udsat for støv, når sandet skulle fjernes efter sandblæsning. I de første cirka 20 år af ansættelsen blev sandet skovlet manuelt uden brug af åndedrætsværn eller med brug af almindelig filtermaske. Derefter blev sandet fjernet med sug, og tilskadekomne var herefter kun udsat for støv under færden uden maske i et område, hvor der havde været sandblæst.

Tilskadekomne udviklede symptomer på tiltagende nyresvigt, og der blev stillet diagnosen immunologisk udløst nyrebetændelse (ANCA-positiv glomerulonefritis).

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af immunologisk udløst nyrebetændelse i udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som sandblæser. Begrundelsen var, at tilskadekomne i sit arbejde som sandblæser havde været udsat for kvartsstøv i et omfang, som medførte øget risiko for udvikling af sygdommen.

Resuméer af konkrete sager om øvrige psykiske sygdomme

1. Anerkendelse af depression hos brandmand
2. Anerkendelse af depression hos fængselsbetjent
3. Anerkendelse af depression hos pædagog
4. Anerkendelse af depression hos politiassistent
5. Anerkendelse af depression og uspecificeret belastningsreaktion hos redder
6. Anerkendelse af periodevis depression hos pædagog
7. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos brandmand
8. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos socialrådgiver efter vold og trusler
9. Anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion hos folkeskolelærer
10. Anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion hos politiassistent
11. Anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion hos special- og støttepædagog

1. Anerkendelse af depression hos brandmand

Behandlet  på møde i maj 2011

Tilskadekomne udviklede gradvist fra 2003 en depression under sit arbejde som brandmand, hvor han havde været ansat siden 1978. I 2002 begyndte der at versere rygter på arbejdspladsen om, at tilskadekomne havde begået tyveri. Via en kollega fik tilskadekomne oplyst, at han havde været under observation for tyveri gennem et halvt år. To kollegaer havde set en tredje mand stjæle forbindinger fra brandstationens lager. Tilskadekomne blev forvekslet med gerningsmanden, da de begge havde samme navn. Selv om det blev klart, at der var tale om en forveksling fik tilskadekomne ingen undskyldning fra ledelsen, og der blev ikke foretaget nogen fælles orientering om forvekslingen til de øvrige kollegaer. 

En kollega blev ved med at sprede rygter og mobbe tilskadekomne med grove vittigheder om ham. Den pågældende kollega spredte også rygter om tilskadekomne overfor nyansatte på arbejdspladsen. Flere andre kolleger kom ligeledes med upassende rygter om tilskadekomne. 

Selv om ledelsen gav tilskadekomne ret i, at der var tale om grov chikane, blev der ikke grebet ind fra ledelsens side. Flere kolleger kunne bevidne, at tilskadekomne havde været udsat for mobning og bagtalelse gennem flere år.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var tilskadekomnes depression i overvejende grad forårsaget af arbejdet som brandmand. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne havde været under observation og uberettiget mistanke for tyveri uden at være vidende om det. Udvalget lagde videre vægt på, at det ikke blev meldt klart ud, at tilskadekomne var renset for anklagerne, og at en kollega fortsatte med at mobbe tilskadekomne.  
 

2. Anerkendelse af depression hos fængselsbetjent

Behandlet på møde i september 2011

Tilskadekomne udviklede tankemylder, søvnproblemer og angst efter at være blevet anmeldt til politiet af arbejdsgiver. Tilskadekomne og en række kolleger blev anklaget for at have svindlet med overarbejdstimer og udbetaling af løn. 

De indsatte havde kendskab til anklagen og kom med kommentarer under det daglige arbejde, og sagen blev omtalt i den lokale presse. Tiltalen blev senere frafaldet.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, sygdommen i form af depression udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som fængselsbetjent. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne havde været udsat for en ekstraordinær psykisk belastning, hvor hun uberettiget blev anklaget for at have begået bedrageri mod arbejdspladsen og blev anmeldt til politiet.

Det indgik i udvalgets vurdering, at sagen havde været omtalt i den lokale presse, at de indsatte også var bekendt med anklagen og kom med kommentarer over for hende, samt at anklagen skabte usikkerhed hos tilskadekomne med hensyn til hendes jobmæssige fremtid. Endelig lagde udvalget vægt på, at tilskadekomne ikke tidligere havde haft psykiske symptomer, og at sygdommen opstod i tæt tidsmæssig tilknytning til den belastning, som anklagen for bedrageri medførte.

3. Anerkendelse af depression hos pædagog

Behandlet  på møde i maj 2011

Tilskadekomne udviklede i 2007 en depression efter cirka 7 års arbejde som pædagog på en institution med fysisk/psykisk handikappede beboere.

Generelt var arbejdet præget af konflikter, beboerne var aggressive, og der var ikke tid til at yde en individuel pædagogisk indsats. Tilskadekomne var gentagne gange udsat for verbale overfald, krænkelser, trusler og overfald.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var tilskadekomnes depression i overvejende grad opstået som følge af den særlige belastning, tilskadekomne var udsat for under arbejdet som pædagog. Årsagen var, at tilskadekomne havde været udsat for vold og trusler om vold i et omfang, der var tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen.

4. Anerkendelse af depression hos politiassistent

Behandlet  på møde i juni 2011

Tilskadekomne udviklede i løbet af 2006 til 2007 en depression under arbejdet som politiassistent, hvor hun fra 2005 og til januar 2007 i 70 procent af arbejdstiden arbejdede med sædelighedsforbrydelser. Under dette arbejde oplevede tilskadekomne det som en særlig belastning at skulle afhøre gerningsmændene og høre på deres forklaringer i sager, der handlede om deres misbrug af børn. 

I forbindelse med en kompliceret sædelighedssag frygtede tilskadekomne, at hun ikke ville være i stand til at få afdækket hele sagen om misbrug, og hun forsøgte forgæves at få tilført flere ressourcer til efterforskningen. Sagens omfang medførte, at tilskadekomne måtte lægge meget energi i at forberede sig til de enkelte afhøringer, og hun følte sig utilstrækkeligt forberedt.

Sideløbende med den omfattende efterforskning i sædelighedssagen var der usikkerhed omkring konsekvenserne af den forstående politireform og flere kollegaer forlod deres stillinger. Det kollegiale sammenhold, der hidtil havde været en støtte i det belastende arbejdsmiljø, ændrede sig, og stemningen i afdelingen blev tiltagende dårligere. 

Tilskadekomne oplevede desuden manglende forståelse fra den øverste leder, da hun i sommeren 2007 gjorde ledelsen opmærksom på sine problemer. Lederen ville således pålægge tilskadekomne yderligere arbejdsopgaver.   

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af hendes arbejde som politiassistent og særligt af arbejdet med sædelighedsforbrydelser, hvor ofrene ofte var børn. Efterforskningsarbejdet var følelsesmæssigt belastende med store psykiske krav til tilskadekomne, hvilket særligt kom til udtryk i forbindelse med den komplicerede sædelighedssag. Der var samtidig tale om et stort arbejds- og tidsmæssigt pres, hvor tilskadekomne ofte stod alene med ansvaret for at få afdækket bevismaterialet i de psykisk belastende sager. 
  
 

5. Anerkendelse af depression og uspecificeret belastningsreaktion hos redder

Behandlet på møde i oktober 2011

Tilskadekomne var i 12 år beskæftiget som redder med bjærgning af biler, ambulancekørsel, sygetransport, op- og nedbæring af patienter, brandslukning, røgdykning og redningsaktioner. Han havde under arbejdet blandt andet oplevet, at personer døde mellem hænderne på ham, at børn havde været involveret i ulykker, at han selv havde været ved at miste livet for eksempel ved faldulykker og ved en brand, hvor gulvet forsvandt under ham. Han havde flere gange oplevet at være udsat for trusler om vold fra frustrerede tilskuere til ulykker, i nogle tilfælde på grund af beruselse. Der forelå ikke indberetninger om de enkelte episoder. Han fik psykiske symptomer i tæt tidsmæssig relation til de beskrevne belastninger, og efter 5-6 års ansættelse fik han efterhånden søvn-, hukommelses- og koncentrationsproblemer, selvmordstanker og en generelt opgivende indstilling.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af depression og uspecificeret belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som redder.

Flertallet lagde vægt på, at de beskrevne hændelser og belastninger i ansættelsen som redder igennem 12 år, hvor han havde været udsat for forskellige traumer, og hvor hans eget liv i flere tilfælde var i fare, havde haft en sådan belastende karakter, at de var årsag til depressionen og den uspecificerede belastningsreaktion.

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere vurderede, at depressionen og den uspecificerede belastningsreaktion ikke i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som redder. Ved denne vurdering lagde mindretallet vægt på, at der var et for langt tidsrum mellem symptomdebut og anmeldelse af sagen. Mindretallet lagde desuden vægt på, at tilskadekomne under den efterfølgende revalidering var udsat for flere belastende hændelser.

6. Anerkendelse af periodevis depression hos pædagog

Behandlet  på møde i maj 2011

Anerkendelse af periodevis depression hos pædagog som følge af fysiske overgreb fra elever i en længerevarende periode.

Tilskadekomne blev i 1998 ansat som pædagog. Fra 2003 var tilskadekomne udsat for flere episoder med slag på armen, og i den seneste ansættelse, hvor tilskadekomne fra 2004 arbejdede med udviklingsforstyrrede drenge på omkring 13 år, oplevede tilskadekomne daglige tilbagevendende fysiske overgreb i form af slag, spark, skaller, bid og spyt fra specielt et af børnene. Tilskadekomne begyndte i 2005 at få psykiske gener, som efterhånden tiltog. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af periodevis depression i overvejende grad var forårsaget af den daglige udsættelse for fysiske overgreb i form af slag, spark, skaller, bid og spyt på arbejdspladsen. Det indgik i udvalgets vurdering, at der var tale om en længerevarende periode, hvor tilskadekomne var udsat for en massiv belastning. 

7. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos brandmand

Behandlet på møde i oktober 2011

Tilskadekomne var i 12 år beskæftiget som redder med bjærgning af biler, ambulancekørsel, sygetransport, op- og nedbæring af patienter, brandslukning, røgdykning og redningsaktioner. Han havde under arbejdet blandt andet oplevet, at personer døde mellem hænderne på ham, at børn havde været involveret i ulykker, at han selv havde været ved at miste livet for eksempel ved faldulykker og ved en brand, hvor gulvet forsvandt under ham. Han havde flere gange oplevet at være udsat for trusler om vold fra frustrerede tilskuere til ulykker, i nogle tilfælde på grund af beruselse. Der forelå ikke indberetninger om de enkelte episoder. Han fik psykiske symptomer i tæt tidsmæssig relation til de beskrevne belastninger, og efter 5-6 års ansættelse fik han efterhånden søvn-, hukommelses- og koncentrationsproblemer, selvmordstanker og en generelt opgivende indstilling.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af depression og uspecificeret belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som redder.

Flertallet lagde vægt på, at de beskrevne hændelser og belastninger i ansættelsen som redder igennem 12 år, hvor han havde været udsat for forskellige traumer, og hvor hans eget liv i flere tilfælde var i fare, havde haft en sådan belastende karakter, at de var årsag til depressionen og den uspecificerede belastningsreaktion.

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere vurderede, at depressionen og den uspecificerede belastningsreaktion ikke i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som redder. Ved denne vurdering lagde mindretallet vægt på, at der var et for langt tidsrum mellem symptomdebut og anmeldelse af sagen. Mindretallet lagde desuden vægt på, at tilskadekomne under den efterfølgende revalidering var udsat for flere belastende hændelser.

8. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos socialrådgiver efter vold og trusler

Behandlet på møde i september 2011

Tilskadekomne var sagsbehandler for en familie under en sag om anbringelse af familiens børn uden for hjemmet uden samtykke. I forbindelse med anbringelsen blev tilskadekomne telefonisk truet med, at moderen ville tage tilskadekomnes børn. Tilskadekomne deltog desuden i flere møder, hvor moderen optrådte voldsomt over for hende og råbte og skreg. Ved to lejligheder måtte tilskadekomne flygte fra mødet, den ene gang assisteret af politiet. I en periode chikanerede moderen tilskadekomne ved daglige opkald og sms’er på tilskadekomnes arbejdsmobil, og hun henvendte sig også til andre ansatte i kommunen med beskyldninger mod tilskadekomne. Tilskadekomne udviklede symptomer på uspecificeret belastningsreaktion i form af anspændthed, koncentrations- og hukommelsesproblemer samt søvnproblemer.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af uspecificeret belastningsreaktion udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som socialrådgiver. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne havde været udsat for flere voldelige episoder og trusler fra en særligt vanskelig borger, som hun var sagsbehandler for i en periode på omkring 1½ år. Truslerne mod både tilskadekomne og hendes familie blev fremsat både i arbejdstiden og på tilskadekomnes arbejdsmobil om aftenen. 

9. Anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion hos folkeskolelærer

Behandlet på møde i maj 2011

Anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion hos folkeskolelærer som følge af udsættelse for flere voldelige episoder og verbale overgreb fra adfærdsvanskelige elever.

Tilskadekomne fik psykiske gener i slutningen af 2008. Tilskadekomne blev ansat som folkeskolelærer ved et behandlingshjem for udadreagerende børn i august 2008. Allerede den første dag oplevede tilskadekomne børnenes udadreagerende adfærd, og i de følgende 2-3 måneder var tilskadekomne stort set dagligt udsat for trusler og vold fra eleverne eller vidne til vold mellem eleverne. De fysiske overgreb var spark og slag, kasten med ting, og herudover var tilskadekomne udsat for verbalt nedladende og ofte seksuelle ytringer fra elevernes side. Børnene var mellem 8 og 14 år.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af uspecifik belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af udsættelse for flere voldelige episoder samt verbale overgreb fra adfærdsvanskelige elever over en længere periode på arbejdspladsen.

10. Anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion hos politiassistent

Behandlet  på møde i maj 2011

Anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion hos politiassistent/indsatsleder som følge af vold og trusler samt dramatiske ulykker med underretning af pårørende. 

Tilskadekomne fik i 2009 symptomer på en uspecifik belastningsreaktion. I forbindelse med politireformen blev tilskadekomne ansat som indsatsleder ved en større politistation. Arbejdet som indsatsleder indebar flere psykisk belastende hændelser.

Tilskadekomne var blandt andet til stede ved en dødsbrand, hvor den omkomne var brændt til ukendelighed, flere færdselsulykker med omkomne og fastklemte personer, og en ulykke hvor en dreng blev påkørt frontalt af en bilist. I forbindelse med den sidste ulykke var det tilskadekomne, der orienterede de pårørende og tog sig af de øvrige implicerede, der var til stede ved ulykken. Tilskadekomne videregav i den forbindelse sit mobilnummer og blev kontaktet uden for arbejdstid i lang tid efter ulykken.

En nat blev tilskadekomne kaldt ud til en færdselsulykke, hvor to drenge var blevet påkørt på knallert og derefter ramt af en modkørende bil. Tilskadekomne kendte de omkomne drenge og deres forældre. En af de efterladte krævede efterfølgende desuden meget kontakt og vejledning fra tilskadekomnes side.

Ud over dette oplevede tilskadekomne flere gange trusler, angreb med skud, sten- og flaskekast samt afbrænding af biler.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var tilskadekomnes uspecifikke belastningsreaktion i overvejende grad forårsaget af arbejdet som politiassistent/indsatsleder. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne i sit arbejde havde været udsat for dramatiske ulykker med underretning af pårørende og udsat for vold og trusler.   
 
 

11. Anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion hos special- og støttepædagog

Behandlet på møde i oktober 2011

Tilskadekomne var ansat som special- og støttepædagog ved et center for børn og unge med ASF(autismespektrumforstyrrelse). I forbindelse med indskoling af en 6-årig elev, der var under børnepsykiatrisk udredning, var tilskadekomne dagligt udsat for udadreagerende og uberegnelig adfærd fra eleven i form af spark, bid, slag, kasten med ting i lokalet, hoppen på ryggen og psykiske trusler om vold. Der var tale om en dreng, med meget vrede og særdeles voldsomme reaktioner. De voldsomme reaktioner var både fysiske og verbale angreb på børn og voksne. Der var også tale om trusler og kasten med ting og møbler, og eleven kunne ikke tales til ro. Der var indsendt registreringsskemaer over forskellige hændelsesforløb, hvor eleven havde optrådt voldeligt og truende overfor personalet. Tilskadekomne havde hele tiden fornemmelsen af, at hun skulle være på vagt overfor eleven.

Tilskadekomne udviklede kort efter elevens start på skolen stresssymptomer i form af kvalme og let irritabilitet. Der blev stillet diagnosen uspecificeret belastningsreaktion.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes arbejde som special- og støttepædagog. Årsagen var, at de beskrevne hændelser og belastninger, hvor tilskadekomne var udsat for flere voldelige episoder og trusler fra en ekstremt udadreagerende og voldsom 6-årig elev havde haft en sådan belastende karakter, at de var årsag til tilskadekomnes uspecificerede belastningsreaktion.

Resuméer af konkrete sager om brystkræft efter natarbejde

1. Afvisning af brystkræft efter natarbejde gennem 22 år hos mandlig arbejdsleder
2. Afvisning af brystkræft som følge af natarbejde hos sygeplejerske
3. Anerkendelse af brystkræft som følge af natarbejde hos sygeplejerske

1. Afvisning af brystkræft efter natarbejde gennem 22 år hos mandlig arbejdsleder

Tilskadekomne havde arbejdet på treholdsskift som arbejdsleder i en samlet periode på 22 år med i gennemsnit 2 nattevagter i tidsrummet 22:30 til 6:30 per uge, da han fik konstateret højresidig brystkræft.

I forbindelse med sagens behandling blev der indhentet en ekspertvurdering fra forskningschef og overlæge Jørgen H. Olsen fra Kræftens Bekæmpelse med henblik på vurdering af dokumentationen for en mulig årsagssammenhæng ud fra den nyeste viden på området. Af hans vurdering fremgår blandt andet: Mandlig brystkræft er med cirka 20-30 nye tilfælde om året i Danmark en overordentlig sjælden sygdom. De to formentlig stærkeste risikofaktorer for mandlig brystkræft er en arvelig disponering for sygdommen og en kromosomlidelse benævnt Kleinefelters syndrom. Den genetiske disponering til sygdommen skyldes især visse medfødte mutationer i det såkaldte BRCA2-gen. Vurderet på resultater fra en islandsk undersøgelse skønnes det, at helt op mod 40 procent af de mandlige brystkræfttilfælde i befolkningen kan skyldes denne genetiske disponering. Andre undersøgelser skønner, at kromosomlidelsen Kleinefelters syndrom er forbundet med en cirka 50 gange forøget risiko brystkræft hos mænd. Langt svagere virkende risikofaktorer for mandlig brystkræft synes at være: en moderat til svær overvægt, højere socialøkonomisk status, gynækomasti (tendens til brystdannelse) og forsinket nedsynkning af testiklerne i pungen, eventuelt i kombination med infertilitet. Et højt ”naturligt” østrogenniveau hos manden er muligvis én af flere bagvedliggende mekanismer, selv om konkrete undersøgelser af frit østrogen i blodet hos mandlige brystkræftpatienter ikke giver entydig støtte til hypotesen. På grund af cancerens sjældenhed er eventuelle erhvervsmæssige årsager til sygdommen kun sparsomt belyst. Undersøgelser antyder en sammenhæng mellem mandlig brystkræft og fremstilling af stål, udsættelse for stærk hede samt automobilfremstilling. Der er til dato ikke offentliggjort videnskabelige undersøgelser, som har til formål at vurdere risikoen for mandlig brystkræft ved skifteholdsarbejde eller fast natarbejde. Jørgen H. Olsen har i erklæringen sammenfattende vurderet, at der i tilskadekomnes tilfælde er ret stærke indikationer på, at tilskadekomnes kræftsygdom har en væsentlig genetisk (arveligt betinget) baggrund. Det er derfor efter Jørgen H. Olsens vurdering overvejende sandsynligt, at tilskadekomnes sygdom skyldes andre forhold end arbejdet.

En dansk forsker, Henrik Kolstad, har sammen med en ekspertgruppe gennemgået forskningslitteraturen på området I rapporten konkluderes det, at dokumentationen for en årsagssammenhæng mellem tilbagevendende natarbejde og brystkræft samlet set er begrænset. Der er ingen tilgængelige undersøgelser af risikoen for mandlig brystkræft ved tilbagevendende natarbejde. Selv om der er god grund til at tro, at et regelmæssigt arbejde om natten har samme virkning på døgnrytmen hos mænd, som det har på kvinder, er det ikke dermed givet, at døgnrytmeforstyrrelsen fører til en forøgelse af brystkræftrisikoen hos mænd. Dels er den absolutte risiko for brystkræft hos mænd langt mindre (20-30 tilfælde om året) end den tilsvarende risiko hos kvinder (cirka 4.000 tilfælde om året), dels er der solide indikationer på, at årsagsprofilen bag brystkræft er forskellig hos mænd og kvinder. Når det gælder brystkræft, kan observationer fra undersøgelser af kvinder derfor ikke automatisk overføres til også at gælde for mænd.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af højresidig brystkræft ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af natarbejdet gennem 22 år som arbejdsleder, hvor tilskadekomne havde natarbejde i cirka en tredjedel af arbejdsdagene.

2. Afvisning af brystkræft som følge af natarbejde hos sygeplejerske

Afvisning af brystkræft som følge af natarbejde hos sygeplejerske efter forelæggelse for formanden for Erhvervssygdomsudvalget på grund af sagens karakter.

En stewardesse fik efter cirka 17 års natarbejde konstateret højresidig brystkræft. Tilskadekomne var terminal, hvorfor sekretariatet forelagde sagen for formanden for Erhvervssygdomsudvalget til efterfølgende omgående afgørelse af Arbejdsskadestyrelsen.

Formanden for Erhvervssygdomsudvalget indstillede efter § 8 i bekendtgørelse af forretningsorden for Erhvervssygdomsudvalget på udvalgets vegne, at sagen skulle indstilles til afvisning. Formanden vurderede, at tilskadekomnes sygdom, i form af højresidig brystkræft, ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af natarbejdet. I denne vurdering indgik, at tilskadekomne havde haft natarbejde 1-2 gange om ugen i 16,7 år. Udvalget blev på efterfølgende møde i erhvervssygdomsudvalget orienteret om sagen.

3. Anerkendelse af brystkræft som følge af natarbejde hos sygeplejerske

Anerkendelse af brystkræft som følge af natarbejde hos sygeplejerske efter forelæggelse for formanden for Erhvervssygdomsudvalget på grund af sagens karakter.

En sygeplejerske fik efter cirka 22 års natarbejde konstateret dobbeltsidig brystkræft. Tilskadekomne var terminal, hvorfor sekretariatet forelagde sagen for formanden for Erhvervssygdomsudvalget til efterfølgende omgående afgørelse af Arbejdsskadestyrelsen.

Formanden for Erhvervssygdomsudvalget indstillede efter § 8 i bekendtgørelse af forretningsorden for Erhvervssygdomsudvalget på udvalgets vegne, at sagen skulle indstilles til anerkendelse. Formanden vurderede, at tilskadekomnes sygdom, i form af dobbeltsidig brystkræft, i overvejende grad var forårsaget af natarbejdet. I denne vurdering indgik, at tilskadekomne havde haft natarbejde som minimum 1 gang om ugen i 22 år, og at der ikke var oplyst andre væsentlige risikofaktorer, der kunne forklare sygdommens opståen. Udvalget blev på efterfølgende møde i Erhvervssygdomsudvalget orienteret om sagen.

Resuméer af konkrete sager om depression efter stress

1. Afvisning af depression hos afdelingsjordemoder
2. Afvisning af depression hos fængselsfunktionær
3. Afvisning af depression hos hjemmesygeplejerske
4. Afvisning af depression hos kontorassistent
5. Afvisning af depression hos områdeleder
6. Afvisning af depression hos pædagog
7. Afvisning af depression hos pædagog-miljøterapeut
8. Afvisning af depression hos salgs- og entrepriseleder
9. Afvisning af depression hos socialpædagog
10. Afvisning af depression hos uddannelseskonsulent
11. Afvisning af depression hos viceskoleinspektør
12. Anerkendelse af depression hos centerleder
13. Anerkendelse af depression hos farmakonom
14. Anerkendelse af depression hos institutadministrator
15. Anerkendelse af depression hos kundechef
16. Anerkendelse af depression hos overlæge

1. Afvisning af depression hos afdelingsjordemoder

Tilskadekomne havde arbejdet som afdelingsjordemoder i flere år. I 2006 blev tilskadekomne udpeget til at være koordinerende jordemoder sammen med to kollegaer. En lang række af opgaverne i denne funktion var dog de samme, som tilskadekomne tidligere havde haft som afdelingsjordemoder. Som koordinerende jordemoder skulle tilskadekomne ofte være den ekstra hånd, svare på telefonopkald og påtage sig en masse andre opgaver. Afdelingen oplevede store rekrutteringsproblemer omkring 2006, og på et tidspunkt manglede der op mod 40-45 procent af normeringen. Det betød et stort forbrug af vikarer. I denne periode kom tilskadekomne dagligt ind til konferencerne og måtte introducere sig for nye vikarer, og til tider var 4 ud af 5 personaler fra et vikarbureau. Disse vikarer var ikke bekendt med det elektroniske system og havde derfor svært ved at følge med, hvorfor tilskadekomne ofte måtte overtage flere af deres opgaver i en vagt. På grund af den store personalemangel tog tilskadekomne desuden også ofte ekstra vagter, da tilskadekomne havde svært ved at få dem afsat blandt de øvrige jordemødre. Tilskadekomne blev også nødt til at få omvisiteret fødende til et andet sygehus. Endelig oplevede tilskadekomne, at der skete et skift i måden, hvorpå de fødende forholdt sig til personalet. Der var mange flere klager, og alle medarbejdere skulle være påpasselige med, hvad der skete på afdelingen, i en grad, som de ikke tidligere havde været vant til. Mange af de opgaver og funktioner, som tilskadekomne tidligere med glæde påtog sig, blev pludselig taget for givet, og tilskadekomne følte sig ikke længere anerkendt for sin daglige indsats. Omkring 2006 begyndte tilskadekomne at opleve arbejdsmiljøet som svært belastende, og til sidst søgte tilskadekomne en nyoprettet stilling. Selv om tilskadekomne søgte denne allerede i april måned 2007, kunne tilskadekomne ikke tiltræde i den nye stilling før i september 2007, da der ikke var jordemødre til at overtage tilskadekomnes stilling på fødegangen. Tilskadekomne fortsatte derfor i perioden fra maj til 1. september 2007 med at arbejde som koordinerende jordemoder. Tilskadekomne fik det psykisk dårligt fra 2007 til starten af 2008. I 2008 blev tilskadekomne sygemeldt og fik stillet diagnosen depression.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som jordemoder. Selv om tilskadekomne havde haft mange vagter, hyppigt havde været nødt til at anvende vikarer og havde oplevet et stadigt stigende pres i sit daglige arbejde med gravide og fødende fra omkring 2006, så mente flertallet i Erhvervssygdomsudvalget ikke, at dette arbejde generelt set kunne anses for at have været karakteriseret af mange hyppige og meget vanskelige deadlines. Flertallet i udvalget vurderede således, at belastningen samlet set ikke havde været tilstrækkelig. Det indgik i flertallets vurdering, at tilskadekomnes psykiske sygdom først debuterede omkring 1 til 2 måneder efter, at belastningen ophørte. At tilskadekomne også oplevede, at det var hendes ansvar at stå for koordineringen af vagter samt tage vare på de fødende, mente flertallet i udvalget ikke sandsynliggjorde, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.

Et mindretal bestående af LO og FTF vurderede, at depressionen i overvejende grad var forårsaget af de belastninger, som tilskadekomne havde været udsat for på arbejdet. Disse medlemmer af udvalget vurderede, at belastningen havde været tilstrækkelig til at forårsage tilskadekomnes depression, da der havde været tale om et stort ansvar og høje krav. Det indgik i medlemmernes vurdering, at tilskadekomne havde arbejdet som koordinerende jordemoder på fødeafdelingen frem til 1. september 2007, og at der på denne baggrund var tidsmæssig sammenhæng mellem tilskadekomnes depression og arbejdsbelastningen.

2. Afvisning af depression hos fængselsfunktionær

En fængselsfunktionær var siden 1. maj 1996 ansat på en forvaringsanstalt. Arbejdet som fængselsfunktionær var præget af flere psykisk belastende oplevelser med de indsatte, herunder deltagelse i flere voldsomme magtanvendelser og udsættelse for trusler fra de indsatte gennem årene. Som følge af nedskæringer på bemandingen blev stadigt flere arbejdsopgaver umulige at nå at løse, hvilket medførte, at hun ikke i samme grad som tidligere følte sig tryg, når hun var på arbejde. I efteråret 2007 blev der fra flere ledere, som havde forladt arbejdspladsen, rettet en kritik mod det uniformerede personale på anstalten. Dette medførte en undersøgelse ved Kammeradvokaten, som viste, at kritikken mod de ansatte ikke var retfærdig. På grund af den negative omtale og kritikken i medierne forlod mange ansatte arbejdspladsen. Derefter var der ikke tilstrækkelig tillid internt i personalegruppen, ligesom de daglige rutiner blev skiftet ud med mere ligegyldig og tilfældig forvaltning af reglerne. Arbejdsgiver bekræftede, at tilskadekomne i den daglige omgang med de anbragte havde fået ubehagelige og truende tilkendegivelser, hvilket hun gennem årene havde lært at leve med. Der forelå en rapport fra Arbejdstilsynet, hvis påbud om at forbedre det psykiske arbejdsmiljø blev stadfæstet af Arbejdsmiljøklagenævnet.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, hun havde været udsat for under sit arbejde som fængselsfunktionær. Selv om hun i arbejdet havde oplevet, at hun og kollegaerne var tiltagende belastet af offentlig kritik af hendes personalegruppe, undersøgelse ved Kammeradvokaten, dårligt arbejdsmiljø og dårlig trivsel blandt medarbejderne, så kunne hendes arbejde ikke generelt anses for at have været karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Heller ikke selv om hun oplevede, at ledelsen var medvirkende til den kritik, der blev rejst i medierne, så mente flertallet i udvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der var tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression. Der var efter flertallets opfattelse tale om en generel kritik og mangel på opbakning på hele arbejdspladsen og ikke specifikt i relation til tilskadekomne personligt. Samlet kunne det derfor ikke anses for sandsynliggjort, at tilskadekomnes depression var forårsaget af arbejdet.

Et mindretal bestående af LO og FTF vurderede, at depressionen i overvejende grad var forårsaget af de belastninger, som hun havde været udsat for på arbejdet. Disse medlemmer af udvalget lagde særlig vægt på de lægelige udtalelser i sagen og det forhold, at tilskadekomne havde arbejdet med krævende indsatte, som stillede krav om særdeles høj og konstant følelsesmæssig involvering i arbejdet fra de ansatte.

3. Afvisning af depression hos hjemmesygeplejerske

Tilskadekomne havde været ansat som hjemmesygeplejerske med en ugentlig arbejdstid på 25 timer. I løbet af en vagt kunne tilskadekomne have mellem 6 og 20 besøg. Tilskadekomne arbejdede med borgere med behov for sygepleje og tog sig desuden af supervision og vejledning af hjemmehjælpere og social- og sundhedsassistenter. I forbindelse med omstruktureringer ved kommunesammenlægningen oplevede tilskadekomne en stigende arbejdsmængde, herunder flere terminalepatienter i kommunen og et generelt dårligt psykisk arbejdsmiljø. Tilskadekomne oplevede i forbindelse hermed ikke opbakning fra ledelsen eller ændringer af normeringen, selv om der var meget travlt. Tilskadekomne oplevede stor udskiftning blandt lederne i hjemmeplejen, og der har ikke været støtte om arbejdet, anerkendelse eller personalepleje fra ledelsens side. Desuden blev der ved kommunesammenlægningen indført et nyt IT-system, som tilskadekomne og tilskadekomnes kollegaer først kunne tage i anvendelse et halvt år efter, at der var blevet undervist i det. Systemet fungerede desuden ikke optimalt, og tilskadekomne oplevede 3 til 4 gange ugentligt, at borgere faldt ud af systemet. Tilskadekomne oplevede det som emotionelt belastende at besøge kræftpatienter og deres pårørende samt psykisk syge borgere. Tilskadekomne havde dagligt 2 til 3 besøg af denne slags. Fra 2006 til 2007 oplevede tilskadekomne en forværring af sin psykiske tilstand, og tilskadekomne udviklede en depression af moderat til svær grad.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som hjemmesygeplejerske. Selv om tilskadekomne havde ansvar for pleje af terminalt syge patienter og havde været underlagt stigende krav i forbindelse med kommunesammenlægningen, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Tilskadekomne havde heller ikke arbejdet med vanskelige klienter og indsatte. Selv om tilskadekomne oplevede, at kravene i forbindelse med kommunesammenlægningen ændrede sig, herunder at der kom flere terminale patienter, og selv om der var problemer i forbindelse med gennemførelsen af nyt IT-system, og selv om tilskadekomne ikke oplevede anerkendelse eller personalepleje fra ledelsens side, så mente udvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression. Det indgik i udvalgets vurdering af sagen, at tilskadekomne havde været ansat med en ugentlig arbejdstid på 25 timer, fordelt over 3 arbejdsdage efterfulgt af 2 til 3 fridage. Det indgik også i udvalgets vurdering, at tilskadekomne allerede i 2003, hvilket ligger flere år forud for de arbejdsmæssige belastninger, oplevede psykiske gener, som tilskadekomne havde været i anti-depressiv medicinsk behandling for.

4. Afvisning af depression hos kontorassistent

En nyuddannet kontorassistent blev ansat i efteråret 2006 til at implementere ekspeditionen af pas og kørekort i kommunen. Hun deltog i kurser og oplæring ved politiet, som hidtil havde haft ansvaret for denne opgave. Arbejdet bestod i at udarbejde vejledninger til både pas og kørekort, oplære kollegaerne i at udstede pas og kørekort samt forestå den praktiske ekspedition af pas og kørekort. Hun mødte massiv modstand fra kollegaerne, når hun præsenterede de nye opgaver og arbejdsgange, og følte ingen støtte fra ledelsen. Hun blev omplaceret indtil flere gange og skulle ved hver omplacering starte med at lære kollegaer op i, hvordan pas og kørekort skulle ekspederes.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, hun havde været udsat for under arbejdet som kontorassistent. Selv om arbejdet har været præget af travlhed, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at have været karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Selv om hun havde oplevet at have meget travlt og havde haft lange arbejdsdage, og selv om hendes kollegaer ytrede sig negativt om arbejdsopgaverne, så mente udvalget ikke, at det var sandsynliggjort eller dokumenteret, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression. Samlet kunne det derfor ikke anses for sandsynliggjort, at hendes depression var forårsaget af arbejdet.

Et mindretal bestående af LO og FTF mente, at depressionen i overvejende grad var forårsaget af s påvirkningerne på arbejdspladsen. Disse medlemmer af udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne som ung og nyuddannet blev stillet over for en meget stor opgave, som hun var meget alene om at skulle løse. Hun mødte modstand mod denne opgave fra sine kollegaer, og ledelsen gav hende ikke støtte til løsningen af opgaven. Endelig lagde medlemmerne vægt på konklusionen om årsagssammenhæng i den arbejdsmedicinske erklæring.

5. Afvisning af depression hos områdeleder

Tilskadekomne var områdeleder, og arbejdet bestod i at styre IT-systemer, som tog sig af udstedelsen af id-kort til personalet på arbejdspladsen. I begyndelsen havde tilskadekomne 2 ansatte, men dette blev senere udvidet til 3 personer. Det blev besluttet at udskifte alle adgangskort/id-kort for samtlige ansatte i alle firmaer på arbejdspladsen. Der skulle udskiftes adskillige adgangskort og flere kortlæsere. Forud for udskiftningen var der en planlægningsproces, som gik godt. Tilskadekomne havde til opgave at have kontakt med de firmaer, som skulle havde udleveret kortene til deres ansatte. Tilskadekomne skulle samle oplysninger om for eksempel, hvor de ansatte skulle have adgang til at færdes, for at de kunne få de rigtige oplysninger kodet ind i kortene. Den praktiske udskiftning af kortene skulle begynde i slutningen af 2007 og være færdig i august 2008. Der blev ikke lavet nogen test, før man tog det nye system i brug. Arbejdsbyrden som leder af id-kort kontoret tiltog efterhånden, som den faktiske udskiftning af kortene skulle påbegyndes. Tilskadekomne foretog de sidste 3 måneder af 2007 indsamling af oplysninger og kommunikation med de mange firmaer, som skulle foretage udprintning af kortene. Ved siden af det daglige arbejde havde tilskadekomne mindst 2 ugentlige møder med projektlederen for at sikre fornuftig opbygning af de mange adgangsformer.

I begyndelsen af 2008 begyndte man at udlevere kortene til brugerne, og det gik godt i starten, da de gamle kortlæsere kunne læse magnetstrimlen i de nye kort. Da man i foråret begyndte at udskifte kortlæsere, viste det sig imidlertid, at der var mange fejl på de nye kort, og alt var kaotisk, fordi de nye kortlæsere ikke kunne læse de nye kort med fejl i. Dette betød, at mange mennesker ikke kunne få adgang til de zoner, som de havde brug for adgang til. Tilskadekomne fik i denne periode mange henvendelser dagligt fra utilfredse brugere. Henvendelserne kom via telefon, mobiltelefon og mail og ved personligt fremmøde. Der var meget utilfredse kunder, men tilskadekomne blev ikke decideret truet. Desuden var der lange køer af utilfredse ansatte. Kontoret måtte bruge mange timer på alternative løsninger, og tilskadekomne sad meget alene med mange af arbejdsopgaverne, da det kun var tilskadekomne og tilskadekomnes nærmeste kollega, som kendte noget til det rent systemmæssige ved id-kortene, hvorfor alle henvendelser skulle gå gennem tilskadekomne og tilskadekomnes kollega. Tilskadekomne havde kun selv fået 2-3 dages undervisning i systemet. Tilskadekomne havde bedt ledelsen om at vente med udskiftningen, da tilskadekomne ikke ville kunne overholde den fastsatte deadline for implementering. Ledelsen ville ikke ændre i det planlagte tidsforløb. Tilskadekomne følte sig svigtet af ledelsen og følte sig ikke klædt på til opgaven. Tilskadekomnes arbejdsgiver har bekræftet arbejdsbeskrivelsen, og arbejdsgiver har desuden oplyst, at presset på tilskadekomnes kontor stod på i perioden maj til august 2008. Efterfølgende var der oprydningsopgaver, der ikke havde været tid til i den forløbne periode. Tilskadekomne fik det psykisk dårligt i foråret 2008 og udviklede i sommeren 2008 en depression.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som områdeleder. Selv om tilskadekomne i arbejdet havde haft en periode med lange arbejdsdage, store udfordringer af teknisk art, krævende arbejdsopgaver og personer, der stillede krav til tilskadekomne og medarbejderne om hurtig levering af id-kort, der fungerede, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines eller arbejde med vanskelige klienter. Selv om tilskadekomne i en periode oplevede at have haft arbejdsdage på op mod 10 timer, så mener flertallet i udvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der har været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression. Flertallet i udvalget lagde blandt andet vægt på, at den beskrevne belastende periode med lange arbejdsdage og rykkere fra andre personer ikke havde en sådan varighed, at dette kunne være årsagen til sammenbruddet i 2008 og tilskadekomnes depression.

Et mindretal i udvalget bestående af LO og FTF vurderede, at depressionen i overvejende grad var forårsaget af de belastninger, som tilskadekomne havde været udsat for på arbejdet. Disse medlemmer af udvalget vurderede, at belastningen havde været tilstrækkelig til at forårsage tilskadekomnes depression, da belastningen havde varet over længere tid – også før selve indførelsen af kortlæserne.

6. Afvisning af depression hos pædagog

En pædagog, ansat i en børnehave gennem 20 år, udviklede depression. I løbet af 2005 steg arbejdspresset i børnehaven, og det psykiske arbejdsmiljø blev ifølge tilskadekomne værre og værre. Der var mange langtidssygemeldte kollegaer og mange opsigelser, hvorfor der ofte manglede erfarent personale. Tilskadekomnes medarbejdersamtale blev udskudt og aldrig afholdt, og når hunville tage det dårlige arbejdsmiljø op på møder, fik hun ikke mulighed for det. På et tidspunkt nedlagde tillidsrepræsentanterne deres hverv, hvilket tilskadekomne mente var fordi, de ikke kunne trænge igennem over for ledelsen. Arbejdsgiver oplyste, at der var travlhed i institutionen og sygemeldinger, der betød, at man anvendte vikarer i stort omfang. Det psykiske arbejdsmiljø var ikke tilfredsstillende, hvorfor ledelsen iværksatte forskellige tiltag. I årene op til sygemeldingen havde tilskadekomne været udsat for belastende episoder i privatlivet.

Erhvervssygdomsudvalgets vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, hun havde været udsat for under arbejdet som pædagog i en børnehave. Selv om arbejdet var præget af travlhed, dårligt psykisk arbejdsmiljø og nogle ledelsesmæssige problemer, så mente udvalget ikke, at det var sandsynliggjort eller dokumenteret, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression. Tilskadekomne havde desuden været udsat for psykiske belastninger i sit privatliv i et ikke uvæsentligt omfang.

7. Afvisning af depression hos pædagog-miljøterapeut

En pædagog/miljøterapeut udviklede i løbet af 2007 en depression. Siden 2001 havde hun arbejdet som afdelingsleder. Der var samarbejdsvanskeligheder i forhold til forstanderen og viceforstanderen, idet tilskadekomne ikke følte loyalitet og fortrolighed i forholdet til disse. Hun efterspurgte supervision eksternt i forhold til de konkrete sager, hun behandlede, men blev alene tilbudt denne supervision af viceforstanderen. Forstander og viceforstander gennemførte i 2007 en strukturændring, som tilskadekomne ikke mente, at hun var blevet informeret om på forhånd. Derfor følte hun sig krænket, da ændringen blev offentliggjort på et personalemøde. Efterfølgende opstod der yderligere problemer i ledelsesgruppen, og disse kulminerede på et møde, efter hvilket hun fik en påtale, der blev sendt til orientering til alle i ledergruppen. Hun blev herefter sygemeldt, og ved den opfølgende sygefraværssamtale kunne viceforstanderen slet ikke genkende det billede, hun havde af det pågældende møde. Arbejdsgiver kunne stort set ikke tilslutte sig nogen af de episoder, som tilskadekomne havde anført som belastende, men havde gjort, hvad de kunne for, at ledelsesgruppen skulle fungere.

Erhvervssygdomsudvalgets vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, hun havde været udsat for under arbejdet som pædagog/miljøterapeut. Selv om arbejdet var præget af et dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvor der i nogen grad var tale om manglende støtte fra ledelsen, så havde denne belastning ikke haft et omfang, der med overvejende sandsynlighed var årsag til, at tilskadekomne udviklede en depression. Heller ikke tilskadekomnes oplevelse af ikke at kunne få ekstern supervision eller hendes følelse af, at ledelsen ikke stolede på hende, mente udvalget sandsynliggjorde eller dokumenterede, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.

8. Afvisning af depression hos salgs- og entrepriseleder

Tilskadekomne var salgs- og entrepriseleder for 2 asfalthold. I 1999 blev firmaet fusioneret med et andet asfaltfirma. I forbindelse med fusionen kom der endnu et asfalthold ind under tilskadekomnes ledelse. Der var tale om to helt forskellige arbejdskulturer, der skulle fusioneres. I de følgende 4 år kæmpede tilskadekomne derfor vedvarende for at få 2 hold lagt sammen og få optimeret driften. Tilskadekomne havde fra den øverste ledelse fået at vide, at der skulle ske rationaliseringer, men tilskadekomnes nærmeste overordnede leder var ikke lydhør over for tilskadekomnes forslag. Derfor gik tilskadekomne til den øverste ledelse, der som regel lyttede til tilskadekomnes forslag. Tilskadekomne havde en stor specialviden, hvorfor der blev trukket meget på tilskadekomnes viden. Der var et øget antal administrative opgaver – også i vinterhalvåret. Tilskadekomne havde tidligere kontorhjælp, som blev sparet bort ved fusionen, og tilskadekomne måtte derefter selv klare alle de rutineprægede administrative opgaver. Samtidig med, at opgavemængden steg, havde tilskadekomne ikke den fornødne tid til at løse alle opgaverne. Tilskadekomne arbejdede op mod 60 timer om ugen. Derudover stod tilskadekomne til rådighed i fritiden, hvis der opstod pludselige ændringer i vejrlig med videre. Arbejdsgiver og tilskadekomne var ikke helt enige i beskrivelsen af arbejdsforholdene. Et vidne kunne bekræfte tilskadekomnes beskrivelse, men oplyste samtidig, at det ikke var muligt at oplyse for hele perioden, da de kun havde været kollegaer i kortere perioder. Tilskadekomne udviklede i løbet af sommeren 2006 en depression.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som salgs- og entrepriseleder. Selv om tilskadekomnes arbejde i perioder af året og i tiltagende grad havde været præget af travlhed og lange arbejdsdage og tilskadekomne følte, at han ikke fik den tilstrækkelige opbakning af ledelsen, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Selv om tilskadekomne oplevede, at det ikke var velset at tage ansvar og komme med sin vurdering og sine synspunkter i relation til arbejdsopgavernes udførelse, og selv om tilskadekomne oplevede, at tilskadekomnes nærmeste ledelse ikke lyttede, når tilskadekomne kom med ideer, mente udvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.

9. Afvisning af depression hos socialpædagog

Tilskadekomne havde i 8 måneder arbejdet som socialpædagog i en specialklasse med 6-7 drenge i alderen 12-17 år med adfærdsproblemer. I halvdelen af arbejdsugen fik tilskadekomne hjælp til opgaverne af 1-2 skolelærere, mens tilskadekomne i de øvrige 15 timer om ugen var alene med de udadreagerende og larmende unge. Tilskadekomnes arbejdsuge var præget af de krævende unge mennesker, som ikke ønskede undervisning, og som ikke kendte til almindelige sociale adfærdsnormer. Dette medførte, at tilskadekomne havde tiltagende svært ved at overholde deadlines med videre i relation til klasse- og elevplanerne. Tilskadekomne blev tillige mobbet, chikaneret samt truet med fysisk overlast af eleverne i dagligdagen. Tilskadekomne var en enkelt gang udsat for direkte fysisk overlast, idet tilskadekomne fik et vandglas i hovedet. Tilskadekomne havde ikke følt sig i livsfare eller været udsat for dødstrusler, men der havde været et konstant stort pres i dagligdagen. For at reducere antallet af konfrontationer med eleverne valgte tilskadekomne at låse sig inde i frikvartererne. Tilskadekomne oplevede en vis støtte fra klassens to klasselærere, med hvem tilskadekomne havde et godt samarbejde, men tilskadekomne havde ingen væsentlig sparring og støtte fra ledelsen eller elevernes forældre og følte sig tiltagende isoleret, trist og ked af det. Desuden følte tilskadekomne, at der manglede supervision fra ledelsen. Tilskadekomnes arbejdsgiver har bekræftet tilskadekomnes ansættelse og tilskadekomnes belastning. Arbejdsgiver oplyste dog, at det ikke var korrekt, at der ikke skete supervision. Skoleinspektøren havde jævnlige møder med lærerteamet, i snit hver 14. dag, hvor blandt andet uenigheder i den pædagogiske praksis blev drøftet. Det er dog rigtigt, at specielt én elev var særdeles negativ over for tilskadekomne, og der fandtes en anden placering til vedkommende. Tilskadekomne har efterfølgende oplyst, at supervisionen ofte blev aflyst, og at drengen, der særligt havde chikaneret tilskadekomne i specialklassen, fortsat kom på skolen.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som socialpædagog. Selv om tilskadekomne dagligt har undervist vanskelige og udadreagerende drenge i alderen 12- 17 år, og selv om disse har været negative og fjendtlige over for tilskadekomne, så har der ikke været tale om en sådan påvirkning, at det efter flertallets vurdering kan være årsag til tilskadekomnes depression. Flertallet i udvalget har desuden vurderet, at det ikke er dokumenteret, at arbejdet som socialpædagog generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Flertallet i udvalget mener heller ikke, at det er sandsynliggjort, at der har været tale om manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kan begrunde udviklingen af en depression.

Et mindretal i udvalget bestående af LO og FTF vurderede, at depressionen med i overvejende grad var forårsaget af de belastninger, som tilskadekomne havde været udsat for på arbejdet. Disse medlemmer af udvalget vurderede, at belastningen var tilstrækkelig til at forårsage tilskadekomnes depression, da tilskadekomne i sit arbejde som socialpædagog havde været udsat for en stor psykisk belastning i form af arbejde med udadreagerende og larmende unge, der ikke kendte til almindelige sociale adfærdsnormer.

10. Afvisning af depression hos uddannelseskonsulent

En uddannelseskonsulent var ansvarlig for erhvervsuddannelser ved en række skoler. I efteråret 2007 udviklede tilskadekomne en depression. Frem til symptomdebut havde han tre medarbejdere til at hjælpe med arbejdsopgaverne. En af disse medarbejdere blev i 2007 mobbet af andre sekretærer, som han ikke havde indflydelse på, hvorfor tilskadekomne gik til lederen med problemet. Han oplevede ikke, at denne reagerede, selv om situationen var tilspidset, og det endte med, at sekretæren sagde op. Da en anden af medarbejderne var på barsel, havde han alene en administrativ medarbejder tilbage, og først længe efter blev stillingen besat igen. I perioden frem til den sekretær blev ansat, havde han i en måneds tid arbejdsdage på op til 10 til 11 timer uden mulighed for at afspadsere. I efteråret 2007 blev han yderligere kampagneleder for et stort landsdækkende projekt. Igen udførte han selv en del af de administrative opgaver og rejste desuden en del, hvorfor han havde arbejdsdage på op til 12 timer, idet han valgte at tage hjem frem for at overnatte. Om aftenen besvarede han desuden spørgsmål på mailen om projektet. Fra januar 2008 blev der ansat en mellemleder, som skulle tage sig af den personalemæssige ledelse, hvorfor tilskadekomnes arbejdsbyrde lettedes. Han blev i 2008 kontaktet om, at hans nye sekretær nu skulle være sekretær for en anden, hvilket han blev meget vred over, fordi han havde brugt måneder på at lære hende op. Arbejdsgiver har bekræftet, at tilskadekomne har haft de anførte arbejdsopgaver, som han i kraft af sin stilling frit kunne planlægge at løse, som han ville. Desuden blev den store arbejdsmængde i forbindelse med kampagnen bekræftet.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, han havde været udsat for under arbejdet som uddannelseskonsulent. Selv om hans arbejde havde været præget af travlhed og lange arbejdsdage og han følte, at han ikke i tilstrækkelig grad fik den opbakning af ledelsen, som han kunne ønske, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Heller ikke selv om tilskadekomne oplevede, at der ikke så hurtigt, som han kunne ønske det, blev ansat nye medarbejdere, og selv om kommunikationen omkring forflytning af medarbejdere ikke var optimal, så mente udvalget ikke, at det var sandsynliggjort eller dokumenteret, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.

11. Afvisning af depression hos viceskoleinspektør

Tilskadekomne havde været ansat som viceskoleinspektør gennem flere år. Arbejdet bestod i administrative opgaver i tilknytning til skolen. Tilskadekomne oplevede, at der ikke i dagligdagen var ro til at gøre noget færdigt uden afbrydelser. Arbejdet var desuden præget af komplekse arbejdsopgaver og manglende tid til at løse opgaverne. Det stressende arbejdstempo var gældende året rundt, selv om der på en skole er perioder med spidsbelastninger og mindre belastende perioder. Kravene til opgaverne kom fra flere sider, herunder medarbejdere, kommunen, skolebestyrelsen og ledelsen. Tilskadekomne udviklede fra 2005 depressive symptomer og fik i 2006 stillet diagnosen depression.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som viceskoleinspektør. Selv om tilskadekomne havde mange administrative arbejdsopgaver og manglede ro til at udføre opgaverne, og selv om der blev stillet krav om opgaveløsning fra flere sider, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Udvalget mente heller ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.

12. Anerkendelse af depression hos centerleder

Tilskadekomne var frem til kommunesammenlægningen i 2007 centerleder på et ældrecenter. Ved kommunalreformen gennemførte man strukturændringer, og tilskadekomne blev centerleder for endnu et ældrecenter. Meningen var, at tilskadekomne skulle være leder på halv tid på hvert ældrecenter. Det nye center havde været uden ledelse i 3 år, og stedet var præget af kaos. Tilskadekomne oplevede, at der var mobning, uformel ledelse, omsorgssvigt af beboerne og modstand mod forandringer. Opgaven var at skabe ordentlige forhold og implementere en ny arbejdsmetode. Samtidig blev situationen på det første ældrecenter præget af samarbejdsproblemer og kaos. Personalet her kunne ikke acceptere, at ledelsen skulle deles med et andet ældrecenter. I perioden var der stor udskiftning i ledelsesgruppen på det andet ældrecenter, og derudover manglede en halvtids administrativ medarbejder. Derfor stod tilskadekomne meget alene med de arbejdsmæssige problemer og med ekstra administrative opgaver. Samtidigt var der et stort ydre politisk pres med krav om dokumentation, visioner, oprettelse af hjemmeside, udarbejdelse af handleplaner, lokalråd, bruger-pårørenderåd og mange andre ting, der skulle løses i sidste øjeblik. I hele 2007 måtte tilskadekomne arbejde langt mere end normeret for at nå sine opgaver. Tilskadekomne arbejdede således mere end 50 timer om ugen. I fritiden var der hyppigt opkald fra personalet. Tilskadekomne blev sygemeldt i starten af 2008 og fik efterfølgende stillet diagnosen depression.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af den særlige belastning, tilskadekomne havde været udsat for som centerleder. Årsagen var, at tilskadekomne som centerleder var tildelt ledelsesansvar for 2 mod tidligere 1 ældrecenter. Det nye ældrecenter var præget af kaos og personalekonflikter, og personaleproblemer blussede op på det første ældrecenter. Flertallet i udvalget lagde desuden vægt på, at tilskadekomne havde meget ekstraarbejde, havde lange arbejdsdage, stod til rådighed i fritiden og skulle rette op på et ældrecenter i kaos og løse personalekonflikter og oplevede manglende støtte fra ledelsen.

Et mindretal i udvalget bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere
vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de arbejdsmæssige belastninger, da disse ikke syntes at være tilstrækkeligt belastende til at udvikle en depression og ikke var ud over, hvad man kunne forvente i stillingen som centerleder.

13. Anerkendelse af depression hos farmakonom

En kvindelig farmakonom havde siden 2001 været ansat på et hospitalsapotek. I løbet af foråret 2007 blev der indført nyt IT-system, hvilket affødte meget ekstraarbejde, og da hendes kollega efter sommerferien var sygemeldt, stod hun med to personers arbejde. Hun var superbruger og blev derfor pålagt yderligere opgaver, idet hun i løbet af en måned skulle udarbejde og implementere apotekets hjemmeside til trods for, at hun alene havde 1 kursusdags erfaring i dette. Ingen andre på apoteket kunne hjælpe med denne opgave. Hun skulle herudover starte en elektronisk dokumentationsdatabase op og i løbet af 2 måneder implementere et nyt elektronisk patientjournalsystem, som var en kæmpeopgave. Ved siden af skulle hun give omkring 2.000 varer nye data i forbindelse med regionssammenlægningen. Hun følte ikke, at hun fik ordentlig supervision. Hun manglede støtte og opbakning fra ledelsen og følte sig ikke klædt på til de opgaver, som hun blev pålagt. Endelig fik hun ingen anerkendelse for – som den eneste – at have overholdt deadline for implementeringen af patientjournalsystemet.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af den særlige belastning, som hun havde været udsat for som farmakonom, idet hun i en periode på cirka et halvt år havde haft mange ekstra opgaver og har manglet tilstrækkelig støtte fra sin leder. Årsagen var, at hun i efteråret 2007 blev pålagt flere ekstraopgaver med deadlines, der var svære at nå. Opgaverne skulle nås samtidig med, at hun passede sit almindelige arbejde på apoteket. Hun var i en periode nødt til at møde på arbejde før tiden for at nå det hele. Hun har under hele forløbet følt, at hun ikke var ordentligt klædt på til at løse opgaverne, og at hun ikke fik anerkendelse for, at hun alligevel nåede at løse opgaverne til tiden.

Et mindretal i udvalget bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere mente ikke, at hendes depression udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de arbejdsmæssige belastninger, da disse ikke synes at være tilstrækkeligt belastende til at udvikle en depression og ikke lå ud over, hvad man kan forvente i den stilling, som hun havde haft som farmakonom.

14. Anerkendelse af depression hos institutadministrator

Tilskadekomne arbejdede som institutadministrator og havde tidligere arbejdet 50 timer om ugen og herudover også lidt hjemmefra. Tilskadekomne fungerede i det daglige som personalechef. Fra efteråret 2007 begyndte tilskadekomne at føle sig mere arbejdsmæssigt belastet og havde en øget arbejdsmængde. Tilskadekomne blev længere på arbejde end de 10 timer, som tilskadekomne ellers havde arbejdet dagligt. Ligeledes begyndte tilskadekomne at arbejde flere timer dagligt hjemmefra.  Tilskadekomne var kørt ind i en rytme, hvor der kun var plads til arbejde, nødvendig spisning og en smule søvn. I weekenderne arbejdede tilskadekomne minimum 5 timer om dagen hjemmefra. Den samlede stab på arbejdspladsen på 80 medarbejdere voksede til 130 medarbejdere i den tid, hvor tilskadekomne var ansat. I samme periode havde arbejdspladsen ikke fået mere plads/flere lokaler. Dette medførte frustration og ”slagsmål” om lokalerne blandt de ansatte. Tilskadekomne havde til opgave at forsøge at løse disse problemer. Samtidig med dette var der også udskiftning af indtil flere IT–systemer som følge af en fusion med en anden arbejdsplads. Fra efteråret 2007 og frem var der store problemer med at få de nye systemer til at fungere. Tilskadekomne måtte bruge megen tid og energi på at forsøge at få det nye system til at virke. Først i sommeren 2008 lykkedes det at få det ene system til at fungere nogenlunde. I efteråret 2009 fik man et af de andre systemer til at virke nogenlunde. Tilskadekomne mistede på kort tid tre ud af fire fagsekretærer. Dette medførte, at tilskadekomne i en periode stod med en række opgaver, som tilskadekomne enten selv forsøgte at løse eller måtte forsøge at få andre til at løse. Tilskadekomne fik efterhånden besat stillingerne, men det haltede hele foråret og forsommeren. Tilskadekomne fik i maj 2008 konstateret en depression.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget som følge af den særlige belastning, tilskadekomne havde været udsat for som institutadministrator. Flertallet lagde vægt på, at tilskadekomne i en lang periode havde haft meget lange arbejdsdage samt arbejde i weekenderne. Tilskadekomne havde desuden haft mange komplekse arbejdsopgaver, hvor tilskadekomne blandt andet måtte varetage arbejdsopgaver for andre ansatte i forbindelse med ledige stillinger, da det var nødvendigt, at opgaverne blev udført. Desuden havde tilskadekomnes arbejde i en længere periode været præget af stort arbejdspres i forbindelse med at få nødvendige IT-systemer til at fungere.

Et mindretal i udvalget bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de arbejdsmæssige belastninger, da disse ikke synes at være tilstrækkeligt belastende til at udvikle en depression.

15. Anerkendelse af depression hos kundechef

Tilskadekomne havde været ansat som kundechef med forskellige leder-/chefstillinger siden 1996. I 2005 fik hun en ny chef, som havde en del praktiske problemer med at udføre opgaverne, hvorfor hun overtog flere og flere af hans opgaver. Hun skulle lave materiale til møder, som ofte skulle ændres i sidste øjeblik. Om søndagen modtog hun en liste over opgaver, der skulle klares i løbet af den følgende uge. Da hun skulle være klar mandag morgen, var hun nødt til at arbejde søndag. Desuden var der mange opgaver, som kom til og skulle være færdige i løbet af dagen, hvorfor der var mange, korte deadlines. I forbindelse med en reduktion i medarbejderstaben blev hun nødt til at overtage mange af deres opgaver. Hun søgte og fik en anden stilling, men da chefen bad hende blive, følte hun sig presset til at blive i stillingen. Den ugentlige arbejdstid var oplyst til at være mellem 70 og 80 timer, og selv om hun flere gange sammen med chefen havde forsøgt at finde alternative løsninger, endte det alligevel med at blive ved det gamle i løbet af kort tid. Selv om chefen ikke kunne bekræfte, at belastningen havde haft et omfang som oplyst, havde flere kollegaer bekræftet, at tilskadekomne arbejdede mange timer om ugen, at der blev trukket meget på hendes erfaring, at hun ofte blev kontaktet om aftenen og at hendes arbejde generelt var præget af korte deadlines. 

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depressive enkeltepisode i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, hun havde været udsat for under sit arbejde som kundechef. Årsagen er, at arbejdet havde været præget af meget lange arbejdsdage og korte, daglige deadlines. Hertil kom, at hendes chef havde trukket meget på hendes erfaring, så hun måtte varetage flere af hans opgaver ud over sine egne. Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De offentlige Arbejdsgivere mente, at hendes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Mindretallet lagde særlig vægt på de beskrevne belastninger i privatlivet.

16. Anerkendelse af depression hos overlæge

Tilskadekomne havde arbejdet som vagtbærende overlæge med ansvar for såvel infektionsmedicinsk afsnit som sygehusets akutte modtageafdeling. Til at begynde med var det sammen med flere kollegaer, men de forlod efterhånden sygehuset, således at han til sidst stod tilbage som den eneste infektionsmedicinske speciallæge til både at være vagtbærende overlæge på disse afsnit og til at stå for undervisningen af studerende. På den akutte modtageafdeling var der et stort flow af patienter og et stort arbejdspres, idet han flere gange dagligt skulle visitere patienter videre til hospitalets andre afdelinger. Som led i arbejdet som medicinsk speciallæge havde han desuden været amts og regionsvisitator for det infektionsmedicinske speciale, uddannelsesansvarlig, klinisk lektor, fast underviser for turnuslæger og beredskabsansvarlig overlæge ved den medicinske afdeling. I forbindelse med regionsdannelsen i 2007 fik han yderligere arbejdsopgaver pålagt, uden at der var tilsvarende ressourcer, og selv om han forsøgte at gøre ledelsen opmærksom på problemerne, følte han ikke, at han blev hørt.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af den særlige belastning, han som vagtbærende overlæge havde været udsat for med meget lange arbejdsdage og høje psykologiske krav ved modtagelsen og visiteringen af patienter. Flertallet tog ved vurderingen endvidere i betragtning, at han som led i sit arbejde havde haft ansvar som amts og regionsvisitator for det infektionsmedicinske speciale, uddannelse af læger i den infektionsmedicinske hoveduddannelse og undervisning af turnuslægerne samt fungeret som beredskabsansvarlig overlæge ved medicinsk afdeling. Det indgik desuden i flertallets vurdering af sagen, at han som overlæge havde haft ansvaret for en stor integreret funktion, der ifølge arbejdsgiveren ikke på noget tidspunkt havde været opdelt i 2 ledelsesmæssige adskilte områder, og at han i perioden frem til aktuel sygemelding var den eneste infektionsmediciner ved afdelingen, efter at to af hans kollegaer havde sagt deres stillinger op.

Et mindretal i udvalget bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De offentlige Arbejdsgivere vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet.

Resuméer af konkrete sager om sygdomme i bevægeapparatet

1. Afvisning af dobbeltsidig rotatorcuff syndrom hos dagplejer
2. Afvisning af dobbeltsidig rotatorcuff syndrom hos stilladsbygger
3. Afvisning af kroniske lænderygsmerter hos murer
4. Anerkendelse af benvækst på forsiden af skinnebenene hos tilsynsførende
5. Anerkendelse af kroniske lænderygsmerter hos jord- og betonarbejder
6. Anerkendelse af tennisalbue hos maskinarbejder

1. Afvisning af dobbeltsidig rotatorcuff syndrom hos dagplejer

Tilskadekomne havde gennem flere år arbejdet som dagplejer med pasning af 5 børn i alderen 6 måneder til 4 år. Pasningen af børnene indebar mange løft fra vugge eller barnevogn op på puslebordet, løft til og fra højstole i forbindelse med måltider, og løft, når børnene faldt og slog sig. Derudover blev der skiftet ble mellem 16 og 18 gange om dagen. Der var også løft af børnene i forbindelse med leg på legepladsen. Tilskadekomne oplyste at have løftet børnene mellem 100 og150 gange i løbet af hver arbejdsdag. Børnene vejede mellem 8 og 20 kilo. De fleste af løftene har været op til skulderhøjde, men sjældent over skulderhøjde. Ud over løftearbejdet havde tilskadekomne 2 gange om ugen kørt med en trækvogn og en barnevogn. Trækvognen med 4 børn blev trukket med højre arm, og i venstre arm trak tilskadekomne en barnevogn. Tilskadekomne kørte med vognene over en distance på 2 x 3 kilometer. Tilskadekomne havde udviklet dobbeltsidigt rotatorcuff syndrom.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom dobbeltsidigt rotatorcuff syndrom ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, tilskadekomne havde været udsat for i sit arbejde som dagplejer. Selv om Retslægerådet havde givet udtalelse i sagen og oplyst, at der kunne være en mulig sammenhæng mellem belastningen og skuldersygdommen, var det flertallets vurdering, at arbejdet som dagplejer ikke udelukkende eller i overvejende grad havde forårsaget det dobbeltsidige rotatorcuff syndrom. I vurderingen indgik, at arbejdet ikke havde indebåret en særlig påvirkning og belastning for skuldrene, der udelukkende eller i overvejende grad kunne antages at medføre en særlig risiko for udvikling af en skuldersygdom. Flertallet i udvalget lagde vægt på, at Retslægerådets udtalelse i sagen ikke kunne medføre, at skuldersygdommen kunne anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdet. Det indgik i flertallets vurdering, at tilskadekomne havde fået konstateret leddegigt i skulderen, og at der er hyppigt forekommende forandringer af degenerativ karakter i rotator cuffen, når man har leddegigt.

Et mindretal bestående af LO mente, at tilskadekomnes dobbeltsidige rotatorcuff syndrom i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som dagplejer. Mindretallet lagde vægt på, at Retslægerådet vurderede årsagssammenhængen som mulig. Derudover indgik det i mindretallets vurdering, at en arbejdsmedicinsk professor i forbindelse med retssagen havde udtalt, at de arbejdsmæssige belastninger med overvejende sandsynlighed havde forårsaget det dobbeltsidige rotatorcuff syndrom.

2. Afvisning af dobbeltsidig rotatorcuff syndrom hos stilladsbygger

Tilskadekomne udviklede i slutningen af 2005 dobbeltsidigt rotator cuff-syndrom. Fra 1983 til 2008 var tilskadekomne ansat som stilladsbygger. Tilskadekomne arbejdede med rørkonstruktioner. Det drejede sig om 6 meter lange rør med hver en vægt på cirka 37 kilo. Konstruktionerne blev skruet sammen med stilladskoblinger. Mængden af opbygning og nedtagning af stilladser varierede fra dag til dag, men løftemæssigt drejede det sig om 1-4 tons om dagen. Afhængigt af arbejdets omfang var der 2-4 mand på sjakket. I cirka halvdelen af opgaverne kunne man anvende kraner og andet hejseudstyr. Ved den øvrige del blev transporten i højden udført manuelt. Emnerne blev så løftet fra stilladsniveau til stilladsniveau. Halvdelen af den manuelle forflytning af emner foregik med hænderne løftet over skulderniveau. Det var særligt belastende at demontere stilladserne, når beslagene eller stilladskoblingerne var rustet delvist fast. Det krævede stor kraft at løsne emnerne igen. Ved siden af det regulære stilladsbyggearbejde havde tilskadekomne også rigningsarbejde, hvor tilskadekomne monterede taljer til transport af tunge emner. Det kunne være ventiler og pipelines med en vægt mellem 50 kilo og 15 tons. I forbindelse med dette arbejde udførte tilskadekomne manuel transport af taljer med en vægt på op til 50 kilo stykket. Disse løft blev ofte foretaget på steder med snævre pladsforhold. Tilskadekomne mente, at det hårdeste arbejde var at bære emner på nakken, for eksempel taljer, samt at skille stilladsdele fra hinanden.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes dobbeltsidige rotator cuff-syndrom ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som stilladsarbejder. Årsagen var, at selv om tilskadekomne havde haft tunge løft i akavede stillinger i forbindelse med nedtagning af stilladser, havde denne udsættelse kun udgjort en mindre del af arbejdsopgaverne. Udvalget vurderede derfor, at de tunge løft, delvist over skulderhøjde, ikke udelukkende eller i overvejende grad var årsag til tilskadekomnes dobbeltsidige skuldersygdom.

3. Afvisning af kroniske lænderygsmerter hos murer

Tilskadekomne udviklede i 2005-2006 kroniske lænderygsmerter. Tilskadekomne arbejdede som murer fra 1969 til 2000. Tilskadekomne udførte traditionelt murerhåndværk på nybyggeri og reparationsarbejde. Arbejdet bestod i fuldmuring, flisearbejde, betonstøbning af gulve, varieret pudsearbejde, lægning af tegltag og støbning af sokler. Tilskadekomne arbejdede ofte uden oppasning fra murerarbejdsmand. Den samlede daglige løftebelastning var omkring 7 tons. Enkeltbyrderne lå mellem få kilo og 40-50 kilo tunge trillebørlæs med sand eller beton. Fra 2001 til 2006 arbejdede tilskadekomne som industriarbejder, hvor tilskadekomne håndterede halvautomatiske maskiner til modstandssvejsning af trådkurve og net. Tilskadekomne lagde materialet i en maskine og tog færdigsvejsede emner fra. Byrderne vejede omkring 5 kilo. Der var en daglig løftebelastning på omkring 10 tons.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes kroniske lænderygsmerter ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, tilskadekomne havde været udsat for under arbejdet som henholdsvis murer og industriarbejder. Årsagen var, at tilskadekomnes lænderygsmerter opstod i 2005-2006, hvor tilskadekomne i en periode på cirka 5 år havde haft løftearbejde med enkeltløft på kun 5 kilo. Selv om tilskadekomne som murer indtil 2001 havde tungere enkeltløft og i perioden 2001 til 2006 løftede 10 tons dagligt, mente udvalget ikke, at tilskadekomnes rygsmerter var forårsaget af arbejdet som murer, da smerterne først opstod 5-6 år efter, at denne belastning var ophørt.

4. Anerkendelse af benvækst på forsiden af skinnebenene hos tilsynsførende

Tilskadekomne havde arbejdet 25 år som tilsynsførende, hvor tilskadekomne skulle besigtige trykbeholdere og dampkedler for at kontrollere for eventuelle defekter. Dampkedlerne bestod af forskellige enheder, der typisk var mindre end 1meter høje, hvor tilskadekomne kom ind gennem et mandehul. Tilskadekomne kravlede rundt på hænder og knæ på ujævnt underlag, idet kedlerne ofte var bølgeformede indvendigt, eller der lå rør, som tilskadekomne skulle passere. I enkelte tilfælde var der tale om store kedler, hvor tilskadekomne kunne stå op, i andre tilfælde var kedlerne så små, at tilskadekomne kun kunne stikke hovedet ind. Det mest typiske for både kedler og trykbeholdere var dog, at de var omkring 1 meter. Han inspicerede for revner, skrev rapport og afleverede denne til firmaet. Der var flere eftersyn i sommerhalvåret, og dette indebar mange inspektioner per dag. Tilskadekomne kravlede stort set hele dagen på knæ, bortset fra når tilskadekomne udfyldte rapporter og gik fra den ene enhed til den anden. I vinterhalvåret var der færre periodiske eftersyn, men der var også – som resten af året – bud efter tilskadekomne ved defekte anlæg og ved eftersyn af nye anlæg. Om vinteren foretog tilskadekomne også eftersyn af armaturer, hvilket ikke indebar kravlende arbejde. Tilskadekomne havde samlet set arbejdet i knæliggende stilling eller kravlende i 2 timer dagligt. Indtil for 10 år siden arbejdede tilskadekomne uden knæpuder. Først de sidste 3-5 år har der været knæbeskyttelse i arbejdsbeklædningen i form af puder fortil på bukserne.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes bentilvækst på forsiden af skinnebenene lige under knæleddet i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Årsagen var, at tilskadekomne under udførelsen af arbejdet havde kravlet i kedler og beholdere, og at dette havde haft en sådan karakter, at tilskadekomnes knæ og ben havde været belastet på relevant vis, til at tilskadekomne havde udviklet bentilvækst på forsiden af skinnebenene lige under knæleddene.

5. Anerkendelse af kroniske lænderygsmerter hos jord- og betonarbejder

Tilskadekomne udviklede kroniske lænderygsmerter gennem længere tid med en forværring i 2008. Tilskadekomne havde været beskæftiget gennem mange år som jord- og betonarbejder. Tilskadekomne udførte som hovedarbejdsfunktion grundstøbning (fundament og gulvstøbning). Grundstøbning foregik over en periode på flere uger og indebar forskellige arbejdsopgaver. Samlet set indebar arbejdet med grundstøbning meget løftearbejde i varierende omfang. Løftearbejdet varierede fra 1-1,5 tons op til 6 tons med enkeltløft på 10 til 250 kilo. Løftene foregik ved manuel gravning, udlægning af vibratordæk (200-250 kilo), udlægning af sokkelsten med videre. Det er desuden beskrevet, at tilskadekomne i cirka en fjerdedel til en tredjedel af arbejdstiden udførte jernbinding af terrændæk (fundament og gulv), der for 85-90 procents vedkommende skete med ryggen i stærkt foroverbøjet stilling.

6. Anerkendelse af tennisalbue hos maskinarbejder

Tilskadekomne udviklede en højresidig tennisalbue. Tilskadekomne havde været ansat som maskinarbejder gennem mange år. I starten af ansættelsen arbejdede tilskadekomne i produktionen og udførte arbejde med en stor fræser. Tilskadekomne skulle i den forbindelse løsne og fastspænde boltene på dækslerne med venstre hånd ved hjælp af en topnøgle. Boltene blev spændt fast med 32 kilo og blev efterspændt med en momentnøgle. Fra omkring 2002 til 2003 skulle tilskadekomne 4 dage om ugen arbejde med serieproduktion af delkomponenter til motorer. Der var tale om forskellige komponenter som løftebeslag og topstykker, og de enkelte emner vejede fra 100 gram op til 45 kilo. I løbet af 2 arbejdsdage havde tilskadekomne eksempelvis fremstillet 400 løftebeslag. Hvert løftebeslag blev fastspændt i en skruestik med et relativt kraftbetonet træk med højre hånd og dernæst fræset ved hjælp af en fræser. Hvert enkelt løftebeslag skulle efterfølgende løsnes i skruestikken med et skub med højre hånd. De enkelte emner skulle fastspændes i fixturer eller skruestik eller opspændes direkte på maskinen. Tilskadekomne anvendte højre hånd til fastspænding og håndtering af alle delene. Sagen blev forelagt for Erhvervssygdomsudvalget, da Ankestyrelsen havde vurderet, at sagen ikke opfyldte erhvervssygdomsfortegnelsens krav til repetition.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes højresidige tennisalbue i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Udvalget lagde vægt på, at arbejdet gennem en længere årrække havde indebåret kraftfulde og albueledsbelastende arbejdsbevægelser med akavede fastspændinger og opspændinger af emner i fixturer og skruestik mange gange dagligt. Udvalget tog med i betragtning, at der er god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommens opståen og arbejdet, herunder at albuegenerne gradvist tiltog, efter at tilskadekomne overgik til serieproduktion af delkomponenter med kraftfulde og relativt hyppige, albueledsbelastende arbejdsbevægelser.

Resuméer af konkrete sager om øvrige fysiske sygdomme

1. Afvisning af fosterskade hos barn som følge af faders arbejde som radartekniker
2. Afvisning af infektion af hjerteklappen med streptokokker hos tilsynstekniker
3. Afvisning af MCS hos advokatsekretær
4. Afvisning af polyneuropati og lungeemfysem hos mejerimedarbejder
5. Afvisning af tandslid hos laborant som følge af prøvesmagning
6. Afvisning af årehindelækage i øjet hos sekretær
7. Anerkendelse af Parkinsonssygdom hos gartnerimedhjælper efter udsættelse for sprøjtemidler
8. Anerkendelse af sklerodermi efter udsættelse for kvartssand i forbindelse med sandblæsning
9. Anerkendelse af sklerodermi hos gulvlægger efter udsættelse for kvartsstøv
10. Anerkendelse af sklerodermi hos industrilakerer efter udsættelse for kvartssand
11. Anerkendelse af sklerodermi i forbindelse med opskæring af betonfliser

1. Afvisning af fosterskade hos barn som følge af faders arbejde som radartekniker

Faderen havde i knap 13 år arbejdet som radertekniker. I jobbet som radartekniker havde han arbejdet eller ledet arbejde ved en række radarer, og der kan have været arbejde tæt på radarens sender op til 15 timer per uge.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var der ikke medicinsk dokumentation for, at barnets sygdom i form af EEC-syndrom/genmutation generelt set kunne skyldes påvirkninger på arbejdspladsen. Erhvervssygdomsudvalget vurderede desuden, at barnets sygdom i form af EEC-syndrom/genmutation ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de arbejdsmæssige udsættelser, faderen havde været udsat for som radartekniker. Årsagen var, at der efter det oplyste ikke havde været tale om en udsættelse for stråling, der kunne forårsage skade på stamceller eller kromosomer. Det indgik i Erhvervssygdomsudvalget vurdering, at der ikke var medicinsk dokumentation for årsagssammenhæng mellem elektromagnetisk eller ioniserende stråling og humane fosterskader efter strålingspåvirkning af faderen.

2. Afvisning af infektion af hjerteklappen med streptokokker hos tilsynstekniker

Tilskadekomne fik i 2004 en infektion af hjerteklappen med streptokokker (streptococcus bovis endocardit) med svære komplikationer. Tilskadekomne havde arbejdet som tilsynstekniker fra 1987 med udtagning af prøver på et svineslagteri. Under slagtningen skulle tilsynsteknikerne inspicere og undersøge tarme, undersøge svinekroppene og undersøge plukssættene. Tilsynsteknikerne var på den måde i direkte kontakt med inficeret eller potentielt inficeret materiale. Herudover kunne der ske uheld ved opskæring, hvor der gik hul på tarmene, hvilket betød, at tarmindhold dryppede ned over tarmsætterne og ud i omgivelserne. Arbejdet foregik ved direkte beføling uden brug af handsker. Tilskadekomne fik jævnligt rifter i huden i forbindelse med berøringen af dyrene med skarpe knoglesplinter. Få gange om året udtog veterinærkontrollen desuden prøver af hakket oksekød. Proceduren var, at der blev udtaget hele emballerede produkter, som blev nedkølet og sendt til laboratorium. På intet tidspunkt blev emballagen brudt, og tilsynsteknikerne var på intet tidspunkt i direkte kontakt med det hakkede oksekød.

Erhvervssygdomsudvalgets vurderede, at tilskadekomnes blodforgiftning ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Udvalget lagde vægt på, at bakterien streptoccus bovis ikke forekommer naturligt hos grise, og at der ikke var påvist en kendt infektion, for eksempel i tilskadekomnes hud, der ville være en naturlig indgangsport for en infektion med denne bakterie. Udvalget lagde desuden til grund, at tilskadekomne kun i begrænset omfang havde været i kontakt med prøver af hakket oksekød. Udvalget foretog en gennemgang af litteraturen om streptococcus bovis, der viste, at der ikke var en kendt forbindelse mellem udsættelse for bakterier på arbejdet og hjerteklapbetændelse hos mennesker. Derimod var der en mulig årsagssammenhæng til sygdomme i tarmene uden forbindelse til arbejdet.

3. Afvisning af MCS hos advokatsekretær

Tilskadekomne arbejdede som advokatsekretær på et advokatkontor. Tilskadekomne udviklede mange ukarakteristiske symptomer, som alle var karakteriseret i et sygdomskompleks benævnt MCS (multiple chemical sensitivity). I 2005 kom der vandskade med udslip af vand og kloakslam på tilskadekomnes kontor. Der blev hurtigt fundet et andet kontor til tilskadekomne, hvor tilskadekomne kunne være, indtil slammet var fjernet. Efter cirka 4 dage blev slammet fjernet, og skunkrummet blev desinficeret. Skunkrummet blev repareret efter 1-1½ måned, og der blev lagt nyt gulv oven på de gamle gulvplanker. Der var i de følgende måneder en voldsom lugt af mug og kemiske midler på kontoret. Det viste sig efterfølgende, at der var betydelige mængder slam i et skunkrum. Denne slam blev fjernet. Imidlertid bredte forureningen fra skunkrummet sig ind under gulvplankerne. Derefter blev denne del af skaden udbedret, men denne reparation fandt først sted efter 1-1½ måned.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes symptomer ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, som tilskadekomne havde været udsat for som advokatsekretær på et kontor med vandskade i form af udslip af vand og slam. I udvalgets vurdering indgik, at de mange ukarakteristiske symptomer (MCS) ikke er en alment lægeligt accepteret diagnose med symptomer, der klart adskiller denne diagnose fra andre. Der er ikke en kendt årsag til udviklingen af disse symptomer, og udvalget vurderede derfor, at tilskadekomnes symptomer ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet.

4. Afvisning af polyneuropati og lungeemfysem hos mejerimedarbejder

Tilskadekomne udviklede inhalationsfeber i 2001. Tilskadekomne var fra 2000 til 2001 ansat som mejeriarbejder. Under udførelsen af dette arbejde håndterede og rengjorde tilskadekomne store mængder ost forurenet med usædvanligt store mængder skimmelsvamp. Specielt i juli 2001 håndterede tilskadekomne store mængder ost med blåskimmelsvamp. Tilskadekomne havde i 25 år røget 3-5 cigaretter dagligt.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede ud fra de lægelige oplysninger i sagen, at tilskadekomne ikke havde fået påvist en allergisk alveolitis (allergisk lungebetændelse), idet tilskadekomne ikke havde fået påvist dannelse af antistoffer rettet mod et inhaleret organiske stoffer fra eksempelvis skimmelsvamp. Udvalget fandt samtidig, at selv om det ikke kunne udelukkes, at tilskadekomne havde haft en inhalationsfeber (ODTS eller toksisk alveolitis) i løbet af 2001, var der ikke tilstrækkelig dokumentation for, at tilskadekomnes symptomer skyldtes denne sygdom.

Udvalget vurderede, at tilskadekomnes lungegener i form af let restriktiv, nedsat lungefunktion med normal diffusion var fuldt forenelige med den stillede diagnose polyneuropati (nervebetændelse i mange nerver) og det ved røntgenundersøgelse konstaterede emfysem (rygerlunger). Udvalget var desuden enigt i den stillede diagnose amyotrofisk lateral sklerose (motorisk nervecellesygdom).

Vedrørende emfysemet i lungerne (rygerlunger)

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes lungesygdom emfysem (rygerlunger) ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Selv om tilskadekomne ved dette arbejde håndterede et stort antal oste med skimmelsvamp og desuden var udsat for visse kemiske påvirkninger ved denne proces, fandt udvalget ikke, at emfysemet udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af dette arbejde.

Vedrørende neuropatien og amyotrofisk lateral sklerose

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes neuropati og amyotrofiske laterale sklerose ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Årsagen var, at udsættelse for skimmelsvamp efter udvalgets opfattelse ikke var en egnet påvirkning set i relation til udvikling af neuropati og amyotrofisk lateral sklerose.

5. Afvisning af tandslid hos laborant som følge af prøvesmagning

Tilskadekomne havde af en tandlæge fået stillet diagnosen syreskader på tænderne. Tilskadekomne havde som laborant i 23 år været beskæftiget med at prøvesmage virksomhedens læskedrikke. Alt efter varetype blev koncentraterne fortyndet før smagning med sukker, syre og vand. Den smagsklare prøve havde typisk et sukkerindhold på 10-12 procent (nogle varer dog 20 procent) og en pH-værdi på 2,9-3,9. En anden færdigvaregruppe havde generelt et sukkerindhold  på over 60 procent. Surhedsgraden i denne vare varierede mere, men pH-værdierne var cirka 2,9-6,4. Smagskontrollen blev altid udført af mindst 2 laboranter. Såfremt der var mange prøver i forlængelse af hinanden og man fandt det nødvendigt at rense munden for foregående smagsindtryk, kunne man skylle munden med vand eller spise en kiks. Ofte tog man blot en ekstra slurk af den nye prøve. De første mange år af tilskadekomnes ansættelse skyllede man ikke munden efter endt smagning, fordi det dengang ikke var almen viden, at læskedrikke kunne medføre syreskader på tænderne. Først da tandlægerne i 1990'erne gjorde opmærksom på, at overdreven indtagelse af læskedrikke kunne medføre tandskader, begyndte man på laboranternes initiativ at skylle munden efter endt smagning.

Erhvervssygdomsudvalget var ikke enig i diagnosen syreskader på tænderne, men vurderede på baggrund af de lægelige oplysninger, at der var tale om tandslid (erosioner). Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes tandslid ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som prøvesmagende laborant. Udvalget lagde vægt på, at de foreliggende kliniske fotos viste, at der var kraftige slibeskader i forbindelse med retraktioner af tandkødet, og at voldsom tandbørstning i denne relation kunne have stor betydning for udviklingen af eventuelle syreskader. Den relative betydning var ukendt, men man ved, at der kunne være en relation, der bevirkede, at erosionen blev mere udtalt. Det indgik i vurderingen, at erosioner er almindeligt forekommende uden erhvervsrelation. Udvalget vurderede desuden på baggrund af en artikel, at udefrakommende væsker ikke som det første ramte tændernes forsider. Drik af et glas eller af en flaske eller spisning med en ske medførte ifølge artiklen, at det var tændernes bagsider, der primært blev ramt.

6. Afvisning af årehindelækage i øjet hos sekretær

Tilskadekomne fik i 2006 stillet diagnosen årehindelækage i øjet. Tilskadekomne har arbejdet som sekretær siden 2000. I 2005 fik tilskadekomne en nyoprettet stilling som sekretær. Mængden af arbejde, der skulle varetages i stillingen, var ikke justeret. Tilskadekomnes arbejdsopgaver omfattede 2 sekretærfunktioner. Tilskadekomnes arbejde var en stadig strøm af mindre opgaver med korte deadlines og en del frustrationer i forbindelse med utilfredshed over forskellige ting. Tilskadekomne var alene om opgaven, og der var ingen afløsning. Tilskadekomne var desuden beskæftiget med at organisere møder og konferencer. Efter et halvt års ansættelse stod det klart, at der var for mange opgaver i stillingen, og tilskadekomne blev lovet, at problemerne skulle løses, men der gik yderligere et halvt år, før der kom en afløser. Først i efteråret 2006 skete en sådan omorganisering, at tilskadekomne alene havde opgaven med den ene sekretærfunktion og hermed en væsentlig reduktion i arbejdsbyrden.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes øjensygdom ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. I vurderingen indgik, at tilskadekomne i den første periode af ansættelsen havde mange arbejdsopgaver i 2 sekretærfunktioner, men udvalget vurderede, at dette arbejde ikke udelukkende eller i overvejende grad havde forårsaget tilskadekomnes sygdom i form af en årehindelækage i øjet.

7. Anerkendelse af Parkinsonssygdom hos gartnerimedhjælper efter udsættelse for sprøjtemidler

En gartnermedhjælper udviklede Parkinsons sygdom efter 20 års udsættelse for store mængder af sprøjtemidler på arbejdet. Om vinteren udførte tilskadekomne skovarbejde og snerydning. Under skovarbejdet sprøjtede tilskadekomne grankulturer med Simazin cirka 2 timer per uge i vintersæsonen. Om foråret sprøjtede tilskadekomne grønne områder i cirka 3 uger med pesticider. Tilskadekomne sprøjtede også med både Reglone (diquat), Bladan, Round-up og Fusilage. Tilskadekomne arbejdede også med sprøjtemiddelet Manocezeb i september-november og januar-marts, hvor tilskadekomne sprøjtede drivhuse på 400 kvadratmeter. Arbejdet blev udført 8 timer dagligt. Det meste af tiden gik tilskadekomne med en rygbåren sprøjte med håndsprøjte. Tilskadekomne havde symptomer på forgiftning efter udsættelsen for sprøjtemidler. I en længere periode var tilskadekomne også ansat som traktorfører. Både forår, sommer og efterår arbejdede tilskadekomne cirka 3-4 uger med udspredning af pesticider. Tilskadekomne kørte traktor med påsat sprøjtebom for og bag. Periodisk anvendte tilskadekomne også håndsprøjte. Tilskadekomne sprøjtede med Round-up og GSA-TOP (Simazin) frem til 1995. Fra 1995 sprøjtede tilskadekomne alene med Round-up. Fra 1994 brugte tilskadekomne halvmaske og fra 1995 fuldmaske samt tætsluttende dragt ved arbejde med håndsprøjte. Tilskadekomne anvendte også fuldmaske i førerhuset på traktoren, da dette ikke kunne aflukkes helt. 3 gange per sæson brugte tilskadekomne en hel arbejdsdag på at sprøjte blomsterkummer med Maladan. Tilskadekomne sprøjtede i alt 700 kummer. Tilskadekomne arbejdede også med udstrøning af Prefix cirka 1 uge per år. Øvrige midler var svampegifte, herunder Maladan, Rubigan, Matregon, Fussilade og Naneb samt forskellige pesticider og herbicider.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af Parkinsons sygdom i overvejende grad var forårsaget af arbejdet, hvor tilskadekomne igennem en lang årrække på arbejdet havde været udsættelse for store mængder sprøjtemidler. Generelt har forskningen gennem årene givet et stigende bevis for en sammenhæng mellem udsættelsen for pesticider og udviklingen af Parkinsons sygdom. Det gælder især, hvis man har været langvarigt udsat for herbicider (ukrudtsmidler) og insekticider (insektbekæmpelsesmidler). Der er dog ikke påvist en sammenhæng med specifikke stoffer i sprøjtemidlerne. Erhvervssygdomsudvalget lagde vægt på, at tilskadekomne havde været udsat for pesticider gennem 20 år, og at tilskadekomne igennem de første 8 år havde akutte forgiftningssymptomer. Der var desuden god tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelsen og udviklingen af sygdommen i 1996. Det indgik i udvalgets vurdering, at tilskadekomne ikke havde en familiær disponering for sygdommen, og at tilskadekomnes tobaksforbrug havde været beskedent.

8. Anerkendelse af sklerodermi efter udsættelse for kvartssand i forbindelse med sandblæsning

Tilskadekomne havde i perioden siden starten af 1980’erne været beskæftiget med sandblæsning. Han havde dagligt arbejdet med sandblæsning med kvartssand.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, sklerodermi, i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Udvalget vurderede, at tilskadekomne i en lang årrække havde været udsat for støv fra kvartssand ved sandblæsning. Det indgik i udvalgets vurdering, at tilskadekomne ikke anvendte beskyttende hjælpemidler i forbindelse med udførelsen af en del af arbejdsfunktionerne.

9. Anerkendelse af sklerodermi hos gulvlægger efter udsættelse for kvartsstøv

Tilskadekomne havde i perioden 1989-1998 været beskæftiget som gulvlægger, hvor han dels havde foretaget slibning af betongulv, dels foretaget udstrøning af kvarts med skovl.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, sklerodermi, i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne hver dag havde været udsat for betonstøv ved slibning af betongulv, ligesom tilskadekomne havde været direkte udsat for kvartsstøv, når dette blev strøet ud over gulvet.

10. Anerkendelse af sklerodermi hos industrilakerer efter udsættelse for kvartssand

Tilskadekomne havde i perioden 1973-1996 været beskæftiget som industrilakerer og et halvt år i 1980 som sandblæser. Tilskadekomne havde frem til 1983 dagligt været udsat for kvartssand ved afrensning af emner før overfladebehandling. I et halvt år i 1980 var han hele dagen beskæftiget med sandblæsning med kvartssand.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, sklerodermi, i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Udvalget vurderede, at tilskadekomne havde været udsat for støv fra kvartssand ved renblæsning af emner før overfladebehandling, ligesom tilskadekomne i en kortere periode dagligt foretog sandblæsning med kvartssand. Det indgik i udvalgets vurdering, at tilskadekomne ikke anvendte beskyttende heldragt i forbindelse med udførelsen af en del af arbejdsfunktionerne.

11. Anerkendelse af sklerodermi i forbindelse med opskæring af betonfliser

Tilskadekomne havde i perioden 1994-2002 været beskæftiget med at skære i betonfliser, og tilskadekomne var i den forbindelse massivt udsat for støv, da fliserne indeholdt kvarts.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, sklerodermi, i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Det indgik i udvalgets vurdering, at tilskadekomne under arbejdet havde foretaget tilskæring af betonfliser med vinkelsliber hver dag. Tilskadekomne havde derfor været udsat for støvpåvirkning, der indeholdt en stor mængde kvartsstøv.

Resuméer af konkrete sager om øvrige psykiske sygdomme

1. Anerkendelse af depression hos butiksassistent efter udsættelse for sexchikane
2. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos politiassistent
3. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos socialrådgiver

1. Anerkendelse af depression hos butiksassistent efter udsættelse for sexchikane

En butiksassistent udviklede depression, efter at tilskadekomne havde oplevet at være udsat for sexchikane fra indehaveren af en butik. De første måneder var ansættelsesforholdet præget af mobning, hvor tilskadekomne blev nedsættende behandlet. Derefter ændrede ansættelsesforholdet sig, så indehaveren ved flere lejligheder fremkom med verbale seksuelle bemærkninger mod hende, og han havde ved flere lejligheder befamlet tilskadekomne. Arbejdsgiver blev efterfølgende dømt i retten på grund af mange vidneforklaringer og tilskadekomnes sammenhængende forklaring.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget som følge af arbejdet. Flertallet mente, at tilskadekomne igennem 1 år havde oplevet at blive nedsættende behandlet af chefen, der blandt andet havde latterliggjort tilskadekomne over for kunder i butikken. Herudover var tilskadekomne i flere måneder udsat for sexchikane i form af befamlinger og upassende kommentarer.

Et mindretal i udvalget bestående af De Offentlige Arbejdsgivere og Dansk Arbejdsgiverforening vurderede , at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdsmæssige belastninger, idet disse medlemmer fandt, at det ikke var tilstrækkeligt undersøgt, hvorvidt depressionen skyldtes belastninger i privatlivet.

2. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos politiassistent

Tilskadekomne udviklede efter flere års ansættelse som politiassistent en uspecificeret belastningsreaktion. Tilskadekomne var beskæftiget i forskellige afdelinger, men fra 1988 til 2003 anvendte tilskadekomne en politihund i forbindelse med arbejdet. 90 procent af arbejdet bestod i, at tilskadekomne sammen med en kollega, der også havde politihund, tog ud, når der var anmeldt ballade på gaden. Tilskadekomne havde typisk 10-12 vagter per måned i tidsrummet klokken 21.00-05.00. De øvrige arbejdstimer blev brugt på hundetræning og kontorarbejde. I starten af ansættelsen kunne tilskadekomne sammen med kollegaen tale folk til ro, men efterhånden vendte billedet. Tilskadekomne måtte nærmest bruge magtanvendelse i 70 procent af tilfældene. Der var tale om anholdelse, brug af håndjern eller andre pacificeringsmetoder, fjernelse af voldelige mænd fra hjemmet med videre. Tilskadekomne blev sendt ud til episoder varierende mellem små ufarlige situationer med drengebøller til mere organiseret kriminalitet, hvor der var voldsomme fysiske og psykiske trusler mellem bandemedlemmer. En hovedopgave var at eftersøge bortgåede personer, og tilskadekomne havde flere gange fundet sådanne personer, der havde begået selvmord, eller personer, der var faldet og var døde. Tilskadekomne havde flere gange fundet personer, der havde lagt sig på togskinner eller hængt eller skudt sig. Desuden havde tilskadekomne flere gange fundet personer, der var blevet myrdet. Tilskadekomne havde modtaget talrige trusler og en enkelt trussel på livet.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes uspecificerede belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget arbejdet. Det indgik i vurderingen, at tilskadekomne havde været udsat for adskillige belastende oplevelser med voldsomme, truende og modstræbende borgere i forbindelse med udøvelse af arbejdet. Udvalget lagde vægt på, at han i sit arbejde med politihund jævnligt havde været alene sammen med sin hund og afsøgt øde steder og fundet døde personer, der havde begået selvmord, var blevet myrdet eller var døde af andre årsager.

3. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos socialrådgiver

En socialrådgiver udviklede uspecificeret belastningsreaktion efter, at tilskadekomne havde oplevet at blive udsat for sexchikane fra sin chef. Chefen fremkom ved flere lejligheder med forskellige seksuelle tilnærmelser og verbale bemærkninger mod hende og havde ved flere lejligheder befamlet tilskadekomne.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes uspecificerede belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Årsagen var, at tilskadekomne havde været udsat for gentagne episoder af seksuel chikane fra en tidligere chef. Det indgik i udvalgets vurdering, at tilskadekomne havde været udsat for flere seksuelle tilnærmelser af forskellig karakter samt grænseoverskridende befamlinger.

Resuméer af konkrete sager om kræftsygdomme i øvrigt

Anerkendelse af hudkræft i fingrene hos sygehjælper

Tilskadekomne havde i mere end 30 år arbejdet som sygehjælper ved røntgenoptagelser på et sygehus. I mere end halvdelen af arbejdstiden opholdt hun sig på undersøgelsesstuen under røntgenoptagelserne og hjalp næsten dagligt med at fastholde patienter på lejet under optagelserne. Hun bar blyforklæde, men hænderne var altid ubeskyttede under røntgenoptagelserne. Et par år efter, at hun var ophørt med dette arbejde, udviklede hun hudkræft på højre hånds 3. og 4. finger af typen pladecellekarcinom. Hun fik senere amputeret begge fingre. Der blev siden konstateret lokaliseret spredning af svulsten til andre fingre og til den ene hæl samt til livmoderhalsen og muligvis til lungerne. En ekspertvurdering fra en overlæge og forskningschef i Kræftens Bekæmpelse vurderede, at det var overvejende sandsynligt, at hudkræften var forårsaget af de mange års udsættelse for en stor dosis røntgenstråler.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at hudkræften i højre hånds fingre i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Årsagen var, at der havde været tale om en stor udsættelse for røntgenstråler dagligt og i mange år, der øger risikoen for at udvikle hudkræft væsentligt. Der var også lagt vægt på, at sygdommen primært var opstået på hænderne, der havde været ubeskyttede under strålingen.

Ved vurderingen af godtgørelse for mén har Arbejdsskadestyrelsen efter praksis vurderet, om de øvrige forekomster af kræft har kunnet anses for at være en følge af den anerkendte hudkræft (den primære kræft) i det omfang det har kunnet dokumenteres, at de andre kræft-forekomster skyldtes den anerkendte hudkræft som følge af cellespredning.

Resuméer af konkrete sager om øvrige fysiske sygdomme

1. Anerkendelse af arbejdsmæssig forværring af privat astma hos svejser
2. Anerkendelse af kronisk irriterede slimhinder i næsen hos procesoperatør

1. Anerkendelse af arbejdsmæssig forværring af privat astma hos svejser

Tilskadekomne arbejdede i 2 år på en stålfabrik. Hans arbejde bestod i at svejse stålkonstruktioner til byggesektoren, og arbejdet foregik i en stor hal med cirka 12 svejsere. Der var ingen udsugning og kun en enkelt ventilator, som ikke virkede. Svejsningen var CO2-svejsning i sort stål, og der var kraftig varmeudvikling og røg ofte så tæt, at man ikke kunne se fra den ene ende af hallen til den anden. Arbejdstilsynet havde været på inspektion på fabrikken, hvor der blev konstateret problemer med udsugningen. Der var åndedræts-værn, men filtrerende åndedrætsværn var ikke tilstrækkelig effektiv beskyttelse ved svejse-arbejde. Det fremgik dog også, at der på besøgsdagen kun var fire beskæftigede svejsere i hallen og ikke 12. Efter et år begyndte svejseren at udvikle tiltagende tør irritationshoste og pibende vejrtrækning. Han fik foretaget allergitest, der viste kraftig overfølsomhed over for birkepollen, græspollen og støvmider. Han fik senere stillet diagnosen astma bronchiale professionalis.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af en væsentlig forværring af en privat, forudbestående astma i overvejende grad var forårsaget af den arbejdsmæssige udsættelse for svejserøg. Det indgik i vurderingen, at kraftig svejserøg kan udløse astma hos en i forvejen sensibiliseret person, der har en privat disposition for at udvikle astma.

Ved erstatningsudmålingen for mén og erhvervsevnetab har Arbejdsskadestyrelsen foretaget fradrag i erstatningen i det omfang, den private disposition for astma har kunnet anses for en medvirkende årsag til en del af astmasygdommen.

2. Anerkendelse af kronisk irriterede slimhinder i næsen hos procesoperatør

Tilskadekomne arbejdede i godt 12 år som procesoperatør hos en virksomhed, der fremstillede blandinger af vitaminer og mineraler som tilsætning til levnedsmidler. Hans arbejde bestod i den længste periode i at afveje råvarer og fremstille og afveje blandinger. Trods udsugning og mekanisk ventilation kunne han ikke undgå støv fra blandt andet citronsyre, folinsyre, carbonat, kaliumjodat og lignende. Efter nogen tid udviklede han tørhed og irritation i næsen, der typisk opstod under afvejningsarbejdet. En speciallæge konstaterede, at han havde fået hul i næseskillevæggen og kronisk irriterede slimhinder i næse og bihuler.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af kronisk irriterede slimhinder i næsen og bihulerne med efterfølgende perforation af næseskillevæggen i overvejende grad er forårsaget af arbejdet, hvor han havde været udsat for støv fra diverse mineraler og vitaminer.

Resuméer af konkrete sager om øvrige psykiske sygdomme

1. Anerkendelse af angst-depressionstilstand hos socialrådgiver
2. Anerkendelse af belastningsreaktion hos fængselsfunktionær
3. Anerkendelse af depression hos lærer
4. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos sygeplejerske

1. Anerkendelse af angst-depressionstilstand hos socialrådgiver

Tilskadekomne arbejdede som socialrådgiver i godt 7 år på et behandlingshjem for unge misbrugere. Efter cirka 6 år blev hun kontaktperson for en ung mand, der havde en fængselsdom for flere tilfælde af grov vold, der havde fundet sted i alkoholpåvirket tilstand. Kort tid efter indflytningen på hjemmet begyndte han at drikke, og han begyndte at komme med trusler om, at han ville slå navngivne personer med flasker, at han ville skære deres øjne ud og lignende. Da socialrådgiveren af samme grund skulle meddele ham karantæne, blev hun udsat for trusler, hvor den unge mand slog ud efter hende med en flaske. På en senere ferietur var hun ude for, at den samme mand var lige ved at slå hende ned i et vredesudbrud. De oplyste belastninger blev bekræftet af arbejdsgiveren. Kortere tid efter den sidste episode på ferieturen begyndte socialrådgiveren at få det psykisk dårligt med søvnproblemer, depressive følelser, koncentrationsproblemer og angst for, at der skulle ske noget med hende og hendes børn. En speciallæge stillede diagnosen blandet angst-depressionstilstand.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at den blandede angst-depressionstilstand i overvejende grad var opstået som følge af arbejdet på behandlingshjemmet, hvor socialrådgiveren i perioden op til sygdommens debut havde været udsat for flere alvorlige trusler fra en ung misbruger, der var kendt for at kunne blive voldelig.

2. Anerkendelse af belastningsreaktion hos fængselsfunktionær

Tilskadekomne arbejdede som fængselsfunktionær. Tilskadekomne blev efter godt 1 års arbejde i et arresthus kaldt ind til en tjenstlig samtale, hvor hun blev beskyldt for at have lækket oplysninger til en indsat. Nogle kolleger havde oplyst, at de havde set en indsat stå bag ved hende og læse med på en computerskærm. Hun blev desuden beskyldt for at have lagt nogle papirer ind til en indsat. En kollega havde også hørt en fange sige om en anden fange, at han vidste noget mere, når den kvindelige fængselsfunktionær kom på arbejdet næste dag. Hun blev desuden beskyldt for, at hun efter en voldsepisode havde været inde hos en fange på en afdeling, hvor hun ikke gjorde tjeneste, og at hun havde opholdt sig der i 10 minutter. Hun blev senere opsøgt af 2 betjente, der skulle afhøre hende om beskyldninger om, at hun havde videregivet fortrolige oplysninger til indsatte, herunder om, hvornår der ville finde visitationer sted i arresthuset, så de kunne nå at skjule forbudte ting. Politimesteren besluttede dog at indstille efterforskningen i sagen, da der ikke var rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold. Kvinden havde tidligere udviklet en posttraumatisk belastningsreaktion som følge af en episode med alvorlige trusler fra en indsat. Denne episode var allerede anerkendt som arbejdsulykke. I forbindelse med beskyldningerne på arbejdet blussede hende symptomer alvorligt op på ny med angst, mareridt og flashbacks, undvigeadfærd og energiløshed, vagtsomhed, isolationstendens og søvnbesvær samt koncentrationsbesvær.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at forværringen af den tidligere posttraumatiske belastningsreaktion i overvejende grad var en følge af arbejdet. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne havde været udsat for begivenheder af psykisk belastende karakter, idet hun blev beskyldt for at videregive fortrolige oplysninger til indsatte i arresten, ligesom hun måtte gennemgå et belastende forløb med tjenstligt forhør og afhøring hos politiet, der endte i, at efterforskningen blev indstillet som grundløs.

3. Anerkendelse af depression hos lærer

Tilskadekomne arbejdede i en kort årrække som lærer på en skole. I det sidste år blev hun udsat for gentagne verbale og fysiske forulempelser fra eleverne. Herunder oplevede hun, at halvdelen af eleverne meldte fra til undervisningen, at de øvrige hånede og talte nedsættende til hende, skubbede til hende og opførte sig meget uroligt. Hun oplevede også en episode, hvor en elev tog hende på brysterne, og en anden, hvor en elev tegnede hende i skridtet med en tuschpen. Desuden oplevede hun, at en elev blev seksuelt forulempet af tre drenge på et af skolens toiletter, uden at der blev grebet ind fra ledelsens side. Endelig var hun udsat for, at forældrene ikke bakkede hende op, kaldte hende alt muligt nedsættende og ikke mødte op til møder med hende om problemerne. Hun erfarede også, at en elev i et enkelt tilfælde og via en mail til en anden elev havde truet med at dræbe hende. Skolen kunne kun bekræfte enkelte af de oplyste hændelser, herunder at en elev var blevet bortvist fra klassen på grund af dårlig opførsel. Kolleger kunne dog bevidne, at der var et dårligt arbejdsmiljø med megen uro og dårlig opbakning fra ledelsen. Til sidst udviklede hun psykiske symptomer i form af angst, påtrængende tanker, koncentrationsbesvær, støjoverfølsomhed, søvn-besvær og isolationsbesvær.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at den psykiske sygdom i form af en depressiv enkeltepisode i overvejende grad var forårsaget af arbejdet, hvor hun blandt andet havde været udsat for råben, nedgørende bemærkninger, en ubehagelig mail samt seksuelt betonede bemærkninger og handlinger fra nogle elever.

4. Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos sygeplejerske

En sygeplejerske arbejdede i 5 år på et sygehus. I slutningen af perioden blev hun af en overlæge bedt om at udøve aktiv dødshjælp til en patient ved at give for meget smertestillende medicin til en meget syg patient. Hun kunne ikke udføre ordren, og nogle dage senere indberettede hun episoden anonymt til Patientsikkerhedsdatabasen. Hun kunne dog ikke få sig til at politianmelde overlægen, selvom hun blev opfordret til det. Kort tid efter indkaldte overlægen til et krisemøde, hvor han kaldte hende for en løgner. Han fremviste en kopi af den anonyme anmeldelse til patientsikkerhedsdatabasen og antydede samtidig, at hun havde politianmeldt ham. Overlægen kritiserede efterfølgende hendes måde at samarbejde på, og flere kolleger tog hans parti og blev grove overfor hende. Sygeplejersken oplevede, at samarbejdssituationen blev meget dårlig, og at hun blev frosset ud af overlægen og flere andre på afdelingen. Nogle andre læger underskrev desuden et brev til ledelsen, hvor de meddelte, at de ikke kunne samarbejde med hende. Der blev afholdt flere krisemøder uden resultat, og på et møde, hvor overlægen skulle trække sine beskyldninger tilbage, gik det helt galt. Sygeplejersken blev overfuset og hånet groft. Kort tid efter måtte hun sygemelde sig på grund af et psykisk sammenbrud. Hun erfarede i denne tid også, at andre mennesker uden for hospitalet, herunder en læge, der havde børn i samme institution som hende, havde hørt om konflikten fra modparten. En psykiatrisk speciallæge stillede diagnosen tilpasningsreaktion.

Erhvervssygdomsudvalget var ikke enigt med speciallægen i, at symptomerne svarede til en tilpasningsreaktion. Udvalget mente derimod, at sygeplejersken havde fået en uspecifik belastningsreaktion, og at denne sygdom i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som sygeplejerske, hvor hun havde været udsat for jævnlig grov mobning og chikane i en længere periode fra en fagligt overordnet og kollegers side.

Resuméer af konkrete sager om kræftsygdomme i øvrigt

Afvisning af lungekræft efter passiv rygning hos tjener

Sagen drejede sig om en mandlig tjener, der havde været udsat for massiv passiv rygning i flere ansættelser igennem en lang årrække. Tjeneren havde imidlertid også selv røget igennem cirka 10 år, dog med et meget moderat tobaksforbrug.

Erhvervssygdomsudvalget lagde i denne sag vægt på, at der var tale om en tidligere ryger, og at risikoen for at udvikle lungekræft er væsentligt øget hos personer, der har været aktive rygere igennem nogen tid. Udvalget vurderede i denne sag, at sygdommen i form af lungekræft efter passiv rygning ikke udelukkende eller overvejende grad var forårsaget af arbejdet.

Resuméer af konkrete sager om sygdomme i bevægeapparatet

1. Anerkendelse af højresidig tennis- og golfalbue hos bogbinderassistent
2. Anerkendelse af SLAP-læsion i skulderen hos industrifisker

1. Anerkendelse af højresidig tennis- og golfalbue hos bogbinderassistent

Sagen drejede sig om en kvindelig bogbinderassistent, der igennem 25 år havde haft arbejde ved en maskine, der sammensvejsede tidsskriftholdere. Arbejdet medførte håndtering af mange tidsskriftholdere hver dag med en produktion på cirka 300-400 i timen, herunder megen statisk præcision, nogen kraftanvendelse og gentagne drejebevægelser i armene.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at det armbelastende arbejde i overvejende grad havde forårsaget albuesygdommene.

2. Anerkendelse af SLAP-læsion i skulderen hos industrifisker

Sagen drejede sig om en industrifisker, der i mange år havde håndteret store trawl manuelt, herunder med mange kraftfulde træk opad og med at løsne løkker med kraftfulde træk i højre arm og skulder mange gange dagligt.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at det kraftfulde arbejde for højre overarm og skulder gennem længere tid i overvejende grad havde forårsaget SLAP-læsionen (skade på den øvre del af den bindevævslæbe, der omgiver den lille skulderledsskål) i skulderen.

Resuméer af konkrete sager om øvrige fysiske sygdomme

Anerkendelse af toksisk hjerneskade hos industriarbejder

Sagen vedrørte en mand, der havde udviklet toksisk hjerneskade (manganforgiftning) med symptomer i form af blandt andet hukommelsesbesvær, nedsat koncentrationsevne og generel intellektuel reduktion til anerkendelse., Tilskadekomne havde i mere end 20 år arbejdet som industriarbejder på et stålvalseværk. Han havde blandt andet arbejdet ved ovnene og med rengøring i anlægsområderne og blev udsat for større mængder manganholdig røg og manganstøv under arbejdet. Hans symptomer udviklede sig først efter en årrække på værket, og der kunne ikke peges på andre årsager til sygdomsudviklingen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af toksisk hjerneskade i overvejende grad var forårsaget af den mangeårige manganudsættelse.

Anerkendelse af tre sager om øjensygdom efter udsættelse for trotyldampe
Det drejede sig i alle 3 tilfælde om personer, der igennem en årrække havde arbejdet på et ammunitionsarsenal i blandt andet støberiet. Her havde de været udsat for arbejde med flydende TNT ved produktion af søminer, granater og lignende. Undersøgelser fra Bedriftsundhedstjenesten viste, at målingen af trotyldampe i støberiet var over grænseværdierne. Alle havde desuden fået konstateret en øjensygdom med aflejringer i linsen, der er karakteristiske for personer, der har været udsat for trotyldampe og derfor også er kendt som TNT-katarakt.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede på denne baggrund, at øjensygdommen i de 3 tilfælde i overvejende grad var forårsaget af arbejdet.

Anerkendelse af tab af lugtesansen (anosmia) hos kemiingeniør
Sagen Det drejede sig om en mand, der havde arbejdet som kemiingeniør i 30 år i et firma, der udførte lugtanalyser for forskellige kunder. Under arbejdet havde han været i direkte kontakt med og indåndet dampe fra en lang række kemiske stoffer, blandt andet når han 2-3 gange ugentligt lavede lugtprøver af stofferne på et lugtlaboratorium. Han fik i slutningen af perioden konstateret tab af lugtesansen (anosmia).

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tabet af lugtesansen i overvejende grad var forårsaget af arbejdet, hvor tilskadekomne hyppigt havde lugtet til blandt andet organiske opløsningsmidler, syrer og nitrøse gasser.