Anerkendelse af arbejdsmæssig forværring af privat astma hos svejser

Tilskadekomne arbejdede i 2 år på en stålfabrik. Hans arbejde bestod i at svejse stålkonstruktioner til byggesektoren, og arbejdet foregik i en stor hal med cirka 12 svejsere. Der var ingen udsugning og kun en enkelt ventilator, som ikke virkede. Svejsningen var CO2-svejsning i sort stål, og der var kraftig varmeudvikling og røg ofte så tæt, at man ikke kunne se fra den ene ende af hallen til den anden. Arbejdstilsynet havde været på inspektion på fabrikken, hvor der blev konstateret problemer med udsugningen. Der var åndedræts-værn, men filtrerende åndedrætsværn var ikke tilstrækkelig effektiv beskyttelse ved svejse-arbejde. Det fremgik dog også, at der på besøgsdagen kun var fire beskæftigede svejsere i hallen og ikke 12. Efter et år begyndte svejseren at udvikle tiltagende tør irritationshoste og pibende vejrtrækning. Han fik foretaget allergitest, der viste kraftig overfølsomhed over for birkepollen, græspollen og støvmider. Han fik senere stillet diagnosen astma bronchiale professionalis.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af en væsentlig forværring af en privat, forudbestående astma i overvejende grad var forårsaget af den arbejdsmæssige udsættelse for svejserøg. Det indgik i vurderingen, at kraftig svejserøg kan udløse astma hos en i forvejen sensibiliseret person, der har en privat disposition for at udvikle astma.

Ved erstatningsudmålingen for mén og erhvervsevnetab har Arbejdsskadestyrelsen foretaget fradrag i erstatningen i det omfang, den private disposition for astma har kunnet anses for en medvirkende årsag til en del af astmasygdommen.