Afvisning af brystkræft hos sygehjælper

Tilskadekomne arbejdede som sygehjælper, da hun fik venstresidig brystkræft og fik fjernet hele brystet. Hun havde da arbejdet i 16 år som sygehjælper med fast nattevagt på et lokalcenter, hvor hun havde 7 nattevagter på 14 dage.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at brystkræften ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som sygehjælper. Udvalget lagde vægt på, at hun havde haft natarbejde i under 20 år, hvilket ikke kan anses for en væsentlig øget risiko for at udvikle brystkræft. Udvalget lagde vægt på en udredningsrapport om emnet og på en ekspertvurdering fra Kræftens Bekæmpelse, der fastslår, at der først ved arbejde om natten mindst 1 gang om ugen og i mindst 20-30 år er en sandsynligt øget risiko for at få brystkræft. Det indgik også, at brystkræft er en almindelig kræftform hos kvinder med en multifaktoriel årsagssammenhæng.

Arbejdsskadestyrelsen tager denne sag og tilsvarende sager om brystkræft med regelmæssigt natarbejde i 15-20 år uden væsentlige konkurrerende faktorer, op til revision i april 2013. Årsagen er, at Arbejdsskadestyrelsen og udvalget afventer en ny redegørelse om sammenhængen mellem døgnrytmeforstyrrelser og brystkræft.