Anerkendelse af iskæmisk hjertesygdom hos buschauffør

Tilskadekomne fik indenfor kort tid 2 blodpropper i hjertet, og der blev ved efterfølgende undersøgelser registreret dårlig blodforsyning til hjertemuskulaturen (restiskæmi). Han fik en ballonudvidelse og fik stillet diagnosen hjertesygdom med tillukning af kranspulsblodårerne. Han havde været ikke-ryger, og der var ikke oplyst om væsentlige andre private faktorer, der øgede risikoen for at udvikle en iskæmisk hjertesygdom. I 7 år op til symptomdebut havde han kørt som buschauffør i et selskab, hvor arbejdsforholdene var meget stressende. Der var dårlige arbejdsforhold med lange køretider og få pauser med manglende overholdelse af køreplanerne, der førte til vrede hos passagererne, der blev vendt mod ham. Der var desuden meget dårlig vedligeholdelse af busserne, der ofte brød sammen under arbejdet, pludselige ændringer i køreplanen med dårlig planlægning af vagter og pludselige chaufførskift i vagten. I en længere periode måtte han desuden stille sig op bag ved bussen, hvis han skulle tisse, fordi der ikke var tid i køreplanen til at opsøge et toilet under arbejdet.

Et flertal af Erhvervssygdomsudvalgets medlemmer vurderede, at den iskæmiske hjertesygdom i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Flertallet lagde vægt på, at buschaufføren igennem mere end 5 år havde oplevet langvarige og vedvarende høje psykiske krav i arbejdet i kombination med en manglende støtte på arbejdspladsen, blandt andet i forbindelse med mindre vedligeholdelse af busserne, der derfor gik i stykker hele tiden, samt med manglende overholdelse af køreplanerne med vrede passagerer til følge. Han var også udsat for mange ændringer af køreplanerne, der medførte dårlig arbejdsplanlægning med uhensigtsmæssige chaufførskift og stadigt længere vagter uden pauser. Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening vurderede, at sygdommen ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet og lagde herved vægt på, at der var konkurrerende årsager til sygdommen i form af luftforurening i byen.