Anerkendelse af øjenbetændelse hos fabriksarbejder

Tilskadekomne arbejdede som fabriksarbejder ved en hjulfabrik. Hendes arbejde bestod i, at hænge hjul op i en sprøjtekabine. Før hjulene blev hængt op, skulle de affedtes og rengøres. Denne proces foregik normalt i en vaskemaskine, men i en periode blev den udført manuelt, fordi der i ordren blev stillet ekstra krav til hjulenes renhed og det var nødvendigt at vaske kølesmøremidler meget grundigt af. Kvinden anvendte et rengøringsprodukt ved navn Klemsol 112K, som indeholdt et stærkt lokalirriterende stof mathyl-2-pylorridon. Under dette arbejde udviklede hun en kraftig øjenirritation af forbigående karakter (infektiøs conjunktivitis).

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at den forbigående øjenbetændelse i overvejende grad var forårsaget af arbejdet med at afvaske og affedte hjul manuelt med et rengøringsmiddel, der indeholdt et stærkt lokalirriterende stof Klemsol 112K.

Anerkendelse af totalt synstab på begge øjne hos konsulent på udviklingsprojekter
Tilskadekomne arbejdede som konsulent for et ingeniørfirma på udviklingsprojekter i Afrika igennem et år. Han var beskæftiget med at evaluere og overvåge et udviklingsprojekt i en provins, hvor han var udsat for dårlige sanitære forhold og primitiv madproduktion med manglende hygiejne, ligesom han ofte besøgte lokale sundhedsklinikker, hvor der forekom infektionstilstande. Området var desuden kendt for en øget risiko for udvikling af øjensygdomme, herunder tilfælde af akut blindhed. Han havde flere tilfælde af orm og infektioner med amøber, og udviklede i slutningen af opholdet tiltagende synsgener, som over en kort periode udviklede sig til blindhed på begge øjne.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at blindheden i overvejende grad var forårsaget som en følge af arbejdet på et udviklingsprojekt i Afrika, hvor konsulenten havde været udsat for dårlige sanitære forhold og dårlig madhygiejne, ligesom han havde haft tæt kontakt med personer med infektionstilstande og vira, der øgede risikoen for øjensygdomme og blindhed.