Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos kontorassistent

Tilskadekomne arbejdede som kontorassistent. Tilskadekomne udviklede en uspecificeret belastningsreaktion med følger i form af angst, tristhed, energiløshed, søvnbesvær og isolationstendens, efter at hun havde oplevet sig udsat for sexchikane fra en mellemleder på sit arbejde. Mellemlederen var ved flere lejligheder fremkommet med verbale seksuelle bemærkninger mod hende og det øvrige kvindelige personale, og havde ved flere festlige lejligheder befamlet hende og andre. Under en frokost ude i byen med den øvrige personalegruppe befamlede mellemlederen hende under kjolen, og hun måtte rive sig løs. 2 kolleger bekræftede hændelsen, og der blev senere indgået forlig på arbejdspladsen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at den uspecificerede belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget som følge af længere tids seksuelle tilnærmelser, der kulminerede ved en frokost med grænseoverskridende befamling.