Afvisning af depression hos fængselsfunktionær

En fængselsfunktionær var siden 1. maj 1996 ansat på en forvaringsanstalt. Arbejdet som fængselsfunktionær var præget af flere psykisk belastende oplevelser med de indsatte, herunder deltagelse i flere voldsomme magtanvendelser og udsættelse for trusler fra de indsatte gennem årene. Som følge af nedskæringer på bemandingen blev stadigt flere arbejdsopgaver umulige at nå at løse, hvilket medførte, at hun ikke i samme grad som tidligere følte sig tryg, når hun var på arbejde. I efteråret 2007 blev der fra flere ledere, som havde forladt arbejdspladsen, rettet en kritik mod det uniformerede personale på anstalten. Dette medførte en undersøgelse ved Kammeradvokaten, som viste, at kritikken mod de ansatte ikke var retfærdig. På grund af den negative omtale og kritikken i medierne forlod mange ansatte arbejdspladsen. Derefter var der ikke tilstrækkelig tillid internt i personalegruppen, ligesom de daglige rutiner blev skiftet ud med mere ligegyldig og tilfældig forvaltning af reglerne. Arbejdsgiver bekræftede, at tilskadekomne i den daglige omgang med de anbragte havde fået ubehagelige og truende tilkendegivelser, hvilket hun gennem årene havde lært at leve med. Der forelå en rapport fra Arbejdstilsynet, hvis påbud om at forbedre det psykiske arbejdsmiljø blev stadfæstet af Arbejdsmiljøklagenævnet.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, hun havde været udsat for under sit arbejde som fængselsfunktionær. Selv om hun i arbejdet havde oplevet, at hun og kollegaerne var tiltagende belastet af offentlig kritik af hendes personalegruppe, undersøgelse ved Kammeradvokaten, dårligt arbejdsmiljø og dårlig trivsel blandt medarbejderne, så kunne hendes arbejde ikke generelt anses for at have været karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Heller ikke selv om hun oplevede, at ledelsen var medvirkende til den kritik, der blev rejst i medierne, så mente flertallet i udvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der var tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression. Der var efter flertallets opfattelse tale om en generel kritik og mangel på opbakning på hele arbejdspladsen og ikke specifikt i relation til tilskadekomne personligt. Samlet kunne det derfor ikke anses for sandsynliggjort, at tilskadekomnes depression var forårsaget af arbejdet.

Et mindretal bestående af LO og FTF vurderede, at depressionen i overvejende grad var forårsaget af de belastninger, som hun havde været udsat for på arbejdet. Disse medlemmer af udvalget lagde særlig vægt på de lægelige udtalelser i sagen og det forhold, at tilskadekomne havde arbejdet med krævende indsatte, som stillede krav om særdeles høj og konstant følelsesmæssig involvering i arbejdet fra de ansatte.