Afvisning af depression hos viceskoleinspektør

Tilskadekomne havde været ansat som viceskoleinspektør gennem flere år. Arbejdet bestod i administrative opgaver i tilknytning til skolen. Tilskadekomne oplevede, at der ikke i dagligdagen var ro til at gøre noget færdigt uden afbrydelser. Arbejdet var desuden præget af komplekse arbejdsopgaver og manglende tid til at løse opgaverne. Det stressende arbejdstempo var gældende året rundt, selv om der på en skole er perioder med spidsbelastninger og mindre belastende perioder. Kravene til opgaverne kom fra flere sider, herunder medarbejdere, kommunen, skolebestyrelsen og ledelsen. Tilskadekomne udviklede fra 2005 depressive symptomer og fik i 2006 stillet diagnosen depression.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som viceskoleinspektør. Selv om tilskadekomne havde mange administrative arbejdsopgaver og manglede ro til at udføre opgaverne, og selv om der blev stillet krav om opgaveløsning fra flere sider, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Udvalget mente heller ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.