Anerkendelse af depression hos centerleder

Tilskadekomne var frem til kommunesammenlægningen i 2007 centerleder på et ældrecenter. Ved kommunalreformen gennemførte man strukturændringer, og tilskadekomne blev centerleder for endnu et ældrecenter. Meningen var, at tilskadekomne skulle være leder på halv tid på hvert ældrecenter. Det nye center havde været uden ledelse i 3 år, og stedet var præget af kaos. Tilskadekomne oplevede, at der var mobning, uformel ledelse, omsorgssvigt af beboerne og modstand mod forandringer. Opgaven var at skabe ordentlige forhold og implementere en ny arbejdsmetode. Samtidig blev situationen på det første ældrecenter præget af samarbejdsproblemer og kaos. Personalet her kunne ikke acceptere, at ledelsen skulle deles med et andet ældrecenter. I perioden var der stor udskiftning i ledelsesgruppen på det andet ældrecenter, og derudover manglede en halvtids administrativ medarbejder. Derfor stod tilskadekomne meget alene med de arbejdsmæssige problemer og med ekstra administrative opgaver. Samtidigt var der et stort ydre politisk pres med krav om dokumentation, visioner, oprettelse af hjemmeside, udarbejdelse af handleplaner, lokalråd, bruger-pårørenderåd og mange andre ting, der skulle løses i sidste øjeblik. I hele 2007 måtte tilskadekomne arbejde langt mere end normeret for at nå sine opgaver. Tilskadekomne arbejdede således mere end 50 timer om ugen. I fritiden var der hyppigt opkald fra personalet. Tilskadekomne blev sygemeldt i starten af 2008 og fik efterfølgende stillet diagnosen depression.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af den særlige belastning, tilskadekomne havde været udsat for som centerleder. Årsagen var, at tilskadekomne som centerleder var tildelt ledelsesansvar for 2 mod tidligere 1 ældrecenter. Det nye ældrecenter var præget af kaos og personalekonflikter, og personaleproblemer blussede op på det første ældrecenter. Flertallet i udvalget lagde desuden vægt på, at tilskadekomne havde meget ekstraarbejde, havde lange arbejdsdage, stod til rådighed i fritiden og skulle rette op på et ældrecenter i kaos og løse personalekonflikter og oplevede manglende støtte fra ledelsen.

Et mindretal i udvalget bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere
vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de arbejdsmæssige belastninger, da disse ikke syntes at være tilstrækkeligt belastende til at udvikle en depression og ikke var ud over, hvad man kunne forvente i stillingen som centerleder.