Anerkendelse af depression hos kundechef

Tilskadekomne havde været ansat som kundechef med forskellige leder-/chefstillinger siden 1996. I 2005 fik hun en ny chef, som havde en del praktiske problemer med at udføre opgaverne, hvorfor hun overtog flere og flere af hans opgaver. Hun skulle lave materiale til møder, som ofte skulle ændres i sidste øjeblik. Om søndagen modtog hun en liste over opgaver, der skulle klares i løbet af den følgende uge. Da hun skulle være klar mandag morgen, var hun nødt til at arbejde søndag. Desuden var der mange opgaver, som kom til og skulle være færdige i løbet af dagen, hvorfor der var mange, korte deadlines. I forbindelse med en reduktion i medarbejderstaben blev hun nødt til at overtage mange af deres opgaver. Hun søgte og fik en anden stilling, men da chefen bad hende blive, følte hun sig presset til at blive i stillingen. Den ugentlige arbejdstid var oplyst til at være mellem 70 og 80 timer, og selv om hun flere gange sammen med chefen havde forsøgt at finde alternative løsninger, endte det alligevel med at blive ved det gamle i løbet af kort tid. Selv om chefen ikke kunne bekræfte, at belastningen havde haft et omfang som oplyst, havde flere kollegaer bekræftet, at tilskadekomne arbejdede mange timer om ugen, at der blev trukket meget på hendes erfaring, at hun ofte blev kontaktet om aftenen og at hendes arbejde generelt var præget af korte deadlines. 

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depressive enkeltepisode i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, hun havde været udsat for under sit arbejde som kundechef. Årsagen er, at arbejdet havde været præget af meget lange arbejdsdage og korte, daglige deadlines. Hertil kom, at hendes chef havde trukket meget på hendes erfaring, så hun måtte varetage flere af hans opgaver ud over sine egne. Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De offentlige Arbejdsgivere mente, at hendes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Mindretallet lagde særlig vægt på de beskrevne belastninger i privatlivet.