Anerkendelse af depression hos overlæge

Tilskadekomne havde arbejdet som vagtbærende overlæge med ansvar for såvel infektionsmedicinsk afsnit som sygehusets akutte modtageafdeling. Til at begynde med var det sammen med flere kollegaer, men de forlod efterhånden sygehuset, således at han til sidst stod tilbage som den eneste infektionsmedicinske speciallæge til både at være vagtbærende overlæge på disse afsnit og til at stå for undervisningen af studerende. På den akutte modtageafdeling var der et stort flow af patienter og et stort arbejdspres, idet han flere gange dagligt skulle visitere patienter videre til hospitalets andre afdelinger. Som led i arbejdet som medicinsk speciallæge havde han desuden været amts og regionsvisitator for det infektionsmedicinske speciale, uddannelsesansvarlig, klinisk lektor, fast underviser for turnuslæger og beredskabsansvarlig overlæge ved den medicinske afdeling. I forbindelse med regionsdannelsen i 2007 fik han yderligere arbejdsopgaver pålagt, uden at der var tilsvarende ressourcer, og selv om han forsøgte at gøre ledelsen opmærksom på problemerne, følte han ikke, at han blev hørt.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af den særlige belastning, han som vagtbærende overlæge havde været udsat for med meget lange arbejdsdage og høje psykologiske krav ved modtagelsen og visiteringen af patienter. Flertallet tog ved vurderingen endvidere i betragtning, at han som led i sit arbejde havde haft ansvar som amts og regionsvisitator for det infektionsmedicinske speciale, uddannelse af læger i den infektionsmedicinske hoveduddannelse og undervisning af turnuslægerne samt fungeret som beredskabsansvarlig overlæge ved medicinsk afdeling. Det indgik desuden i flertallets vurdering af sagen, at han som overlæge havde haft ansvaret for en stor integreret funktion, der ifølge arbejdsgiveren ikke på noget tidspunkt havde været opdelt i 2 ledelsesmæssige adskilte områder, og at han i perioden frem til aktuel sygemelding var den eneste infektionsmediciner ved afdelingen, efter at to af hans kollegaer havde sagt deres stillinger op.

Et mindretal i udvalget bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De offentlige Arbejdsgivere vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet.