Afvisning af depression hos kontorassistent

En nyuddannet kontorassistent blev ansat i efteråret 2006 til at implementere ekspeditionen af pas og kørekort i kommunen. Hun deltog i kurser og oplæring ved politiet, som hidtil havde haft ansvaret for denne opgave. Arbejdet bestod i at udarbejde vejledninger til både pas og kørekort, oplære kollegaerne i at udstede pas og kørekort samt forestå den praktiske ekspedition af pas og kørekort. Hun mødte massiv modstand fra kollegaerne, når hun præsenterede de nye opgaver og arbejdsgange, og følte ingen støtte fra ledelsen. Hun blev omplaceret indtil flere gange og skulle ved hver omplacering starte med at lære kollegaer op i, hvordan pas og kørekort skulle ekspederes.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, hun havde været udsat for under arbejdet som kontorassistent. Selv om arbejdet har været præget af travlhed, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at have været karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Selv om hun havde oplevet at have meget travlt og havde haft lange arbejdsdage, og selv om hendes kollegaer ytrede sig negativt om arbejdsopgaverne, så mente udvalget ikke, at det var sandsynliggjort eller dokumenteret, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression. Samlet kunne det derfor ikke anses for sandsynliggjort, at hendes depression var forårsaget af arbejdet.

Et mindretal bestående af LO og FTF mente, at depressionen i overvejende grad var forårsaget af s påvirkningerne på arbejdspladsen. Disse medlemmer af udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne som ung og nyuddannet blev stillet over for en meget stor opgave, som hun var meget alene om at skulle løse. Hun mødte modstand mod denne opgave fra sine kollegaer, og ledelsen gav hende ikke støtte til løsningen af opgaven. Endelig lagde medlemmerne vægt på konklusionen om årsagssammenhæng i den arbejdsmedicinske erklæring.