Afvisning af depression hos områdeleder

Tilskadekomne var områdeleder, og arbejdet bestod i at styre IT-systemer, som tog sig af udstedelsen af id-kort til personalet på arbejdspladsen. I begyndelsen havde tilskadekomne 2 ansatte, men dette blev senere udvidet til 3 personer. Det blev besluttet at udskifte alle adgangskort/id-kort for samtlige ansatte i alle firmaer på arbejdspladsen. Der skulle udskiftes adskillige adgangskort og flere kortlæsere. Forud for udskiftningen var der en planlægningsproces, som gik godt. Tilskadekomne havde til opgave at have kontakt med de firmaer, som skulle havde udleveret kortene til deres ansatte. Tilskadekomne skulle samle oplysninger om for eksempel, hvor de ansatte skulle have adgang til at færdes, for at de kunne få de rigtige oplysninger kodet ind i kortene. Den praktiske udskiftning af kortene skulle begynde i slutningen af 2007 og være færdig i august 2008. Der blev ikke lavet nogen test, før man tog det nye system i brug. Arbejdsbyrden som leder af id-kort kontoret tiltog efterhånden, som den faktiske udskiftning af kortene skulle påbegyndes. Tilskadekomne foretog de sidste 3 måneder af 2007 indsamling af oplysninger og kommunikation med de mange firmaer, som skulle foretage udprintning af kortene. Ved siden af det daglige arbejde havde tilskadekomne mindst 2 ugentlige møder med projektlederen for at sikre fornuftig opbygning af de mange adgangsformer.

I begyndelsen af 2008 begyndte man at udlevere kortene til brugerne, og det gik godt i starten, da de gamle kortlæsere kunne læse magnetstrimlen i de nye kort. Da man i foråret begyndte at udskifte kortlæsere, viste det sig imidlertid, at der var mange fejl på de nye kort, og alt var kaotisk, fordi de nye kortlæsere ikke kunne læse de nye kort med fejl i. Dette betød, at mange mennesker ikke kunne få adgang til de zoner, som de havde brug for adgang til. Tilskadekomne fik i denne periode mange henvendelser dagligt fra utilfredse brugere. Henvendelserne kom via telefon, mobiltelefon og mail og ved personligt fremmøde. Der var meget utilfredse kunder, men tilskadekomne blev ikke decideret truet. Desuden var der lange køer af utilfredse ansatte. Kontoret måtte bruge mange timer på alternative løsninger, og tilskadekomne sad meget alene med mange af arbejdsopgaverne, da det kun var tilskadekomne og tilskadekomnes nærmeste kollega, som kendte noget til det rent systemmæssige ved id-kortene, hvorfor alle henvendelser skulle gå gennem tilskadekomne og tilskadekomnes kollega. Tilskadekomne havde kun selv fået 2-3 dages undervisning i systemet. Tilskadekomne havde bedt ledelsen om at vente med udskiftningen, da tilskadekomne ikke ville kunne overholde den fastsatte deadline for implementering. Ledelsen ville ikke ændre i det planlagte tidsforløb. Tilskadekomne følte sig svigtet af ledelsen og følte sig ikke klædt på til opgaven. Tilskadekomnes arbejdsgiver har bekræftet arbejdsbeskrivelsen, og arbejdsgiver har desuden oplyst, at presset på tilskadekomnes kontor stod på i perioden maj til august 2008. Efterfølgende var der oprydningsopgaver, der ikke havde været tid til i den forløbne periode. Tilskadekomne fik det psykisk dårligt i foråret 2008 og udviklede i sommeren 2008 en depression.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som områdeleder. Selv om tilskadekomne i arbejdet havde haft en periode med lange arbejdsdage, store udfordringer af teknisk art, krævende arbejdsopgaver og personer, der stillede krav til tilskadekomne og medarbejderne om hurtig levering af id-kort, der fungerede, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines eller arbejde med vanskelige klienter. Selv om tilskadekomne i en periode oplevede at have haft arbejdsdage på op mod 10 timer, så mener flertallet i udvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der har været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression. Flertallet i udvalget lagde blandt andet vægt på, at den beskrevne belastende periode med lange arbejdsdage og rykkere fra andre personer ikke havde en sådan varighed, at dette kunne være årsagen til sammenbruddet i 2008 og tilskadekomnes depression.

Et mindretal i udvalget bestående af LO og FTF vurderede, at depressionen i overvejende grad var forårsaget af de belastninger, som tilskadekomne havde været udsat for på arbejdet. Disse medlemmer af udvalget vurderede, at belastningen havde været tilstrækkelig til at forårsage tilskadekomnes depression, da belastningen havde varet over længere tid – også før selve indførelsen af kortlæserne.