Afvisning af depression hos salgs- og entrepriseleder

Tilskadekomne var salgs- og entrepriseleder for 2 asfalthold. I 1999 blev firmaet fusioneret med et andet asfaltfirma. I forbindelse med fusionen kom der endnu et asfalthold ind under tilskadekomnes ledelse. Der var tale om to helt forskellige arbejdskulturer, der skulle fusioneres. I de følgende 4 år kæmpede tilskadekomne derfor vedvarende for at få 2 hold lagt sammen og få optimeret driften. Tilskadekomne havde fra den øverste ledelse fået at vide, at der skulle ske rationaliseringer, men tilskadekomnes nærmeste overordnede leder var ikke lydhør over for tilskadekomnes forslag. Derfor gik tilskadekomne til den øverste ledelse, der som regel lyttede til tilskadekomnes forslag. Tilskadekomne havde en stor specialviden, hvorfor der blev trukket meget på tilskadekomnes viden. Der var et øget antal administrative opgaver – også i vinterhalvåret. Tilskadekomne havde tidligere kontorhjælp, som blev sparet bort ved fusionen, og tilskadekomne måtte derefter selv klare alle de rutineprægede administrative opgaver. Samtidig med, at opgavemængden steg, havde tilskadekomne ikke den fornødne tid til at løse alle opgaverne. Tilskadekomne arbejdede op mod 60 timer om ugen. Derudover stod tilskadekomne til rådighed i fritiden, hvis der opstod pludselige ændringer i vejrlig med videre. Arbejdsgiver og tilskadekomne var ikke helt enige i beskrivelsen af arbejdsforholdene. Et vidne kunne bekræfte tilskadekomnes beskrivelse, men oplyste samtidig, at det ikke var muligt at oplyse for hele perioden, da de kun havde været kollegaer i kortere perioder. Tilskadekomne udviklede i løbet af sommeren 2006 en depression.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som salgs- og entrepriseleder. Selv om tilskadekomnes arbejde i perioder af året og i tiltagende grad havde været præget af travlhed og lange arbejdsdage og tilskadekomne følte, at han ikke fik den tilstrækkelige opbakning af ledelsen, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Selv om tilskadekomne oplevede, at det ikke var velset at tage ansvar og komme med sin vurdering og sine synspunkter i relation til arbejdsopgavernes udførelse, og selv om tilskadekomne oplevede, at tilskadekomnes nærmeste ledelse ikke lyttede, når tilskadekomne kom med ideer, mente udvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.