Afvisning af depression hos uddannelseskonsulent

En uddannelseskonsulent var ansvarlig for erhvervsuddannelser ved en række skoler. I efteråret 2007 udviklede tilskadekomne en depression. Frem til symptomdebut havde han tre medarbejdere til at hjælpe med arbejdsopgaverne. En af disse medarbejdere blev i 2007 mobbet af andre sekretærer, som han ikke havde indflydelse på, hvorfor tilskadekomne gik til lederen med problemet. Han oplevede ikke, at denne reagerede, selv om situationen var tilspidset, og det endte med, at sekretæren sagde op. Da en anden af medarbejderne var på barsel, havde han alene en administrativ medarbejder tilbage, og først længe efter blev stillingen besat igen. I perioden frem til den sekretær blev ansat, havde han i en måneds tid arbejdsdage på op til 10 til 11 timer uden mulighed for at afspadsere. I efteråret 2007 blev han yderligere kampagneleder for et stort landsdækkende projekt. Igen udførte han selv en del af de administrative opgaver og rejste desuden en del, hvorfor han havde arbejdsdage på op til 12 timer, idet han valgte at tage hjem frem for at overnatte. Om aftenen besvarede han desuden spørgsmål på mailen om projektet. Fra januar 2008 blev der ansat en mellemleder, som skulle tage sig af den personalemæssige ledelse, hvorfor tilskadekomnes arbejdsbyrde lettedes. Han blev i 2008 kontaktet om, at hans nye sekretær nu skulle være sekretær for en anden, hvilket han blev meget vred over, fordi han havde brugt måneder på at lære hende op. Arbejdsgiver har bekræftet, at tilskadekomne har haft de anførte arbejdsopgaver, som han i kraft af sin stilling frit kunne planlægge at løse, som han ville. Desuden blev den store arbejdsmængde i forbindelse med kampagnen bekræftet.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, han havde været udsat for under arbejdet som uddannelseskonsulent. Selv om hans arbejde havde været præget af travlhed og lange arbejdsdage og han følte, at han ikke i tilstrækkelig grad fik den opbakning af ledelsen, som han kunne ønske, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Heller ikke selv om tilskadekomne oplevede, at der ikke så hurtigt, som han kunne ønske det, blev ansat nye medarbejdere, og selv om kommunikationen omkring forflytning af medarbejdere ikke var optimal, så mente udvalget ikke, at det var sandsynliggjort eller dokumenteret, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.