Afvisning af depression hjemmevejleder
Tilskadekomne udviklede i 2007-2008 en depression efter at have arbejdet som hjemmevejleder på et bosted siden 1993. Der var tale om borgere med blandt andet skizofreni og misbrug af forskellig art. Tilskadekomnes arbejdsopgaver bestod blandt andet i at støtte og hjælpe borgerne i dagligdagen.
Fra marts 2007 fik tilskadekomne ekstra opgaver på grund af manglende ledelse. Tilskadekomne måtte tage ansvaret for, at opgaverne blev udført. Der var desuden en del konflikter i personalegruppen. De fleste konflikter omhandlede mest en bestemt beboer, der blandt andet ofte talte om selvmord og havde været truende over for de ansatte. Tilskadekomne var den eneste, der støttede denne beboer, hvilket resulterede i, at der kom afstand mellem tilskadekomne og kollegaerne. Tilskadekomne følte sig indimellem chikaneret af kollegaerne og følte sig gjort til grin på et personalemøde. Tilskadekomne oplevede manglende planlægning af bemandingen i forbindelse med ferier, hvilket medførte, at der ikke var nok personale tilbage til at passe beboerne. Arbejdsgiver bekræftede tilskadekomnes arbejdsbeskrivelse.
Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, tilskadekomne var udsat for som hjemmevejleder. Selv om tilskadekomne havde mange opgaver og tilskadekomne oplevede manglende ledelse, så havde dette ikke været tilstrækkeligt til at forårsage depressionen. Selv om der var samarbejdsproblemer og i perioder usikkerhed omkring tilskadekomnes opgaveløsning, så mente flertallet ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i tilstrækkelig omfang. Tilskadekomne arbejdede til tider med vanskelige klienter, men dette havde ikke været tilstrækkeligt til at forårsage tilskadekomnes depression.
Et mindretal bestående af LO og FTF vurderede, at depressionen i overvejende grad var forårsaget af de belastninger, som tilskadekomne var udsat for på arbejdet. Disse medlemmer af udvalget vurderede, at belastningen på arbejdet havde været af et tilstrækkeligt omfang til at forårsage depressionen.
Anerkendelse af depression (kunde- og pensionsrådgiver)
Tilskadekomne fik cirka 3 til 4 måneder efter sin ansættelse som kunderådgiver i 2005 stress-udløste somatiske gener. Generne tiltog frem til sommeren 2007, hvor tilskadekomne blev sygemeldt. Tilskadekomne genoptog arbejdet i efteråret 2007, men var fortsat meget belastet med symptomer i form af nedtrykthed, svær træthed, nedsat selvtillid, selvbebrejdelser og hukommelses- og koncentrationsbesvær. Tilskadekomne fik stillet diagnosen depression. Efter tilskadekomnes ansættelse opsagde afdelingens tidligere pensionsrådgiver sin stilling, og derfor blev tilskadekomne også bedt om at varetage denne opgave, som den eneste pensionsrådgiver i bankafdelingen. Kollegaer og ledelse havde store forventninger til tilskadekomnes formåen, og arbejdsbyrden med kunderådgivning, undervisning og oplæg blev tiltagende belastende. Tilskadekomne begyndte at arbejde fra klokken 08.30 til klokken 20.00 flere af ugens dage for at nå sine opgaver og måtte samtidig inddrage weekenderne. Arbejdsgiver kunne ikke bekræfte arbejdsbeskrivelsen. En tidligere kollega bekræftede tilskadekomnes beskrivelse af arbejdet.
Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af depression i overvejende grad var opstået som følge af den stadigt stigende arbejdsmængde, der indeholdt vanskelige deadlines og lange arbejdsdage med hyppig inddragelse af tilskadekomnes fritid for at nå arbejdsopgaverne. Det indgik i vurderingen, at tilskadekomne havde ansvar for en væsentlig kundeportefølje med mange daglige møder, som blev booket elektronisk, uden at tilskadekomne blev spurgt, og der var ikke tid til efterfølgende opfølgning på mødet. Flertallet i udvalget vurderede, at forløbet i nogen grad manglede ledelsesmæssig opbakning. Dette skyldes, at tilskadekomne ikke fik nogen introduktion til arbejdsopgaverne, at tilskadekomne kort tid efter sin ansættelse overtog arbejdet som pensionsrådgiver, og at tilskadekomne i forbindelse med sin videreuddannelse havde et uændret ansvar på arbejdet.
Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og de offentlige arbejdsgivere mente, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet, da omfanget af arbejdsopgaverne var utilstrækkeligt til at forårsage sygdommen.
Anerkendelse af depression (værkfører)
Tilskadekomne fik efter 9 år som værkfører psykiske gener i form af søvnbesvær og hjertebanken. Generne udviklede sig til en depression. Tilskadekomne arbejdede som værkfører med ansvar for produktion af ordrer og for at lede og fordele arbejdet i afdelingen. Hertil var der desuden en række administrative opgaver i forbindelse med tilskadekomnes medarbejdere i afdelingen samt opgaver i forbindelse med møder, indkøb og produktionsplanlægning. Virksomheden ekspanderede kraftigt over en årrække, hvilket for tilskadekomne medførte en øget arbejdsmængde samt mange vanskelige deadlines og lange arbejdsuger med 60 til 70 timers arbejde gennem flere måneder. Tilskadekomnes arbejdsgiver bekræftede arbejdsbeskrivelsen. I tilskadekomnes barndom havde faderen haft et alkoholproblem, og moderen havde haft en depression.
Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af den særlige belastning i arbejdet som værkfører. Flertallet lagde vægt på, at tilskadekomne var ansvarlig for afdelingens produktion og arbejdsfordeling, samt at tilskadekomne oplevede mange vanskelige deadlines og lange arbejdsuger med 60 til 70 timers arbejde gennem flere måneder. Flertallet vurderede samlet set, at de arbejdsmæssige belastninger havde været tilstrækkelige til at forårsage sygdommen.
Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og de offentlige arbejdsgivere mente, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som værkfører. Mindretallet lagde vægt på, at den arbejdsmæssige belastning ikke var tilstrækkelig, samt at tilskadekomne havde familiær disposition til sygdommen.
Afvisning af depression (kontorassistent)
Tilskadekomne fik i løbet af 2005/2006 tiltagende stress-symptomer, som i 2007 blev forværret. Tilskadekomne fik stillet diagnosen depression. Tilskadekomne havde disposition for udvikling af depression, da nære familiemedlemmer havde haft depressioner. Tilskadekomne arbejdede som kontorassistent på et kommunalt økonomikontor og oplevede fra 2004 til 2008 et markant øget arbejdspres knyttet til organisatoriske og ledelsesmæssige problemer i perioden op til og efter kommunesammenlægningen. Tilskadekomne skulle blandt andet lære nye systemer at kende og blev en central vidensperson. I arbejdet optrådte en del deadlines. Tilskadekomnes arbejdsgiver kunne kun delvist bekræfte arbejdsbeskrivelsen. Tre tidligere kollegaer bekræftede tilskadekomnes beskrivelse.
Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af påvirkningerne i arbejdet som kontorassistent. Udvalget vurderede, at arbejdet generelt ikke kunne anses for at være karakteriseret af hyppige og meget konstante og vanskelige deadlines, samt at det heller ikke var sandsynliggjort, at der har været tale om ekstraordinært mange arbejdsopgaver eller egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression. Udvalget lagde også vægt på, at tilskadekomne var disponeret for udvikling af depression, da nære familiemedlemmer havde haft depressioner.