Anerkendelse af depression ingeniør

Tilskadekomne fik i 2002 tiltagende psykiske gener. Blandt andet blev tilskadekomne akut indlagt på mistanke om hjerteinfarkt, som blev afkræftet. Tilskadekomne fik stillet diagnosen depression i 2003 og oplevede tiltagende depressive symptomer i 2006/2007. Tilskadekomne var ansat i en specialistvirksomhed inden for design, udvikling og fremstilling af computerudstyr. Tilskadekomne oplevede gennem mange år et meget stort arbejdspres. Opgaverne bestod i at udvikle produkter, give tilbud og yde teknisk sparring til kunder samt teknisk support til salgsafdelingen. Samtidig skulle tilskadekomne varetage ledelsesmæssige opgaver som udviklingschef. I 2003 indgik tilskadekomne en aftale med virksomheden om ikke længere at skulle varetage ledelsesopgaver, men problemer omkring besættelse af stillingen som udviklingschef betød, at tilskadekomne i realiteten i perioder også varetog denne stilling, og samtidig skulle tilskadekomne være oplærer og coach for adskillige nye chefer. Endelig arbejdede tilskadekomne under et vanskeligt tidspres i forhold til overholdelse af de fastsatte mål og tidsplaner, der ikke var realistiske. Tilskadekomnes arbejdsgiver kunne hverken be- eller afkræfte arbejdsbeskrivelsen. Tidligere kollegaer bekræftede tilskadekomnes arbejdsbeskrivelse.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af den særlige belastning i arbejdet som ingeniør, hvor tilskadekomne havde været udsat for et stort arbejdspres og mange deadlines i forhold til overholdelse af de fastsatte mål og tidsplaner.