Anerkendelse af depression produktspecialist

Tilskadekomne udviklede en depression efter 4 års ansættelse som produktspecialist. Tilskadekomne blev ansat med henblik på varetagelse af kundepleje, salg og distribution af varer til danske kunder. I 2004 opsagde en kollega sit arbejde, og tilskadekomne blev pålagt dele af den samlede nordiske kundepleje sammen med en anden kollega. I juni 2004 stoppede den anden kollega, og tilskadekomne skulle nu varetage opgaven for hele det nordiske område alene.

Ud over varetagelse af kundepleje skulle tilskadekomne sørge for undervisning og workshops med videre. Tilskadekomne bad flere gange sin leder om assistance. Dette skete dog ikke. Først da tilskadekomne i efteråret 2004 brød sammen på grund af ophobede arbejdsopgaver, skete der noget. I januar 2005 blev der ansat en ny kollega med henblik på at varetage funktionerne i Sverige. Tilskadekomne varetog fortsat funktionen i Danmark og Norge. Samtidig blev tilskadekomne anmodet om at varetage yderligere undervisningsopgaver. En af lederne omgjorde flere gange beslutninger truffet af tilskadekomne. Tilskadekomne blev afbrudt ved konferencer med videre for at fungere som chauffør til lederens frisørbesøg. Endelig modtog tilskadekomne i forbindelse med sygemelding hyppige telefonopkald og indirekte pres for snarlig raskmelding.

Tilskadekomnes arbejdsgiver bekræftede delvist arbejdsopgaverne. Tilskadekomnes tidligere kollega bekræftede tilskadekomnes beskrivelse af arbejdsforholdene.

Tilskadekomne havde forud for depressionen været involveret i 2 trafikulykker med forvridninger af halshvirvelsøjlen. Tilskadekomne havde som følge af ulykkerne også psykiske symptomer i form af grådlabilitet.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var tilskadekomnes depression i overvejende grad opstået som følge af den særlige belastning, tilskadekomne havde været udsat for som produktspecialist. Årsagen var, at tilskadekomne gennem en lang periode havde haft et meget stort arbejdspres med kundepleje, afholdelse af workshops, deltagelse i møder og konferencer med videre. Desuden havde tilskadekomne lange arbejdsdage og op til 100 arbejdstimer om ugen, ligesom tilskadekomne ikke oplevede den støtte og opbakning fra ledelsen, som tilskadekomne kunne forvente.