Afvisning af uspecificeret belastningsreaktion hos fængselsfunktionær

Tilskadekomne fik psykiske symptomer i sommeren 2004. Tilskadekomne arbejdede som fængselsfunktionær i perioden fra 1979 til 2000 og var udsat for direkte og indirekte trusler fra indsatte, råb, skrig, samt konstant støj og uro. Fra 2001 til september 2005 var tilskadekomne beskæftiget med administrativt arbejde som tjenestelistefører, hvor tilskadekomne havde ansvar for udarbejdelse af vagtplaner og ferieplaner med videre for de mange ansatte. Tilskadekomne følte sig misbrugt af ledelsen. Tilskadekomne blev beskyldt for samarbejdsvanskeligheder og forsøgt flyttet og fyret. Sideløbende havde tilskadekomne også en funktion som ”debriefer” for kollegagruppen og var derfor til stadighed i berøring med det belastende fængselsmiljø i forbindelse med indsattes selvmord eller overfald på kollegaer.

I 2004 tiltrådte en ny souschef på arbejdspladsen, og tilskadekomne oplevede tiltagende problemer i samarbejdet med ledelsen. I takt med, at afdelingslederens opbakning og støtte forsvandt, kom der klager fra de øvrige kollegaer i forhold til tjenestelisterne. Situationen førte til sygemelding på grund af psykiske gener

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelsen for psykisk belastende episoder i arbejdet som fængselsfunktionær i perioden 1979 til 2000 og udviklingen af psykiske gener i 2004. Udvalget fandt det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at tilskadekomne havde været udsat for belastninger i form af mobning og chikane i perioden forud for debut af de psykiske gener i et omfang, som udelukkende eller i overvejende grad kunne anses for at have forårsaget den uspecificerede belastningsreaktion. Arbejdet som debriefer blev heller ikke vurderet som ekstraordinært belastende i et omfang, der kunne begrunde sygdommen.