Anerkendelse af depression hos virksomhedskonsulent

Tilskadekomne fik psykiske gener i 2007. Tilskadekomne blev i 2003 ansat som virksomhedskonsulent. I de første 2 år var tilskadekomne vellidt af lederen, men begyndte at opleve, at lederen internt omtalte samarbejdspartnere hånligt og rakkede dem ned. Tilskadekomne tog afstand fra dette, hvilket fik lederen til at ændre adfærd over for tilskadekomne. Lederen begyndte at chikanere tilskadekomne ved at ændre arbejdsområder uden forklaring, sprede nedsættende rygter og betvivle tilskadekomnes arbejdsindsats.

Kollegaerne på arbejdspladsen var tydeligt påvirkede af den uforudsigelige ledelse, og ingen bakkede tilskadekomne op. Situationen drev tilskadekomne til sygemelding, og den øverste ledelse indledte efterfølgende en undersøgelse af arbejdsmiljøet, hvilket medførte, at lederen fratrådte sin stilling med øjeblikkeligt varsel.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af den særlige belastning som virksomhedskonsulent. Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og de offentlige arbejdsgivere mente ikke, at tilskadekomnes depression udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som virksomhedskonsulent, da belastningen blev vurderet som utilstrækkelig.