Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos pædagog

Tilskadekomnes psykiske gener opstod efter, at hun i et halvt år havde passet en meget voldelig 6-årig dreng. Tilskadekomne blev dagligt udsat for bid, blev nappet, sparket, kradset og spyttet på, og drengen råbte ukvemsord til tilskadekomne. Dette kunne ske op til 10 gange dagligt. Tilskadekomne havde det fulde ansvar for pasningen af drengen, herunder også ansvaret for, at han ikke forulempede de andre børn i institutionen. Tilskadekomne oplevede at stå alene med ansvaret for drengen uden supervision fra ledelsen eller støtte fra kollegaer, som ikke ville have noget med drengen at gøre. Tilskadekomne fik stillet diagnosen uspecificeret belastningsreaktion.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes uspecificerede belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af belastningerne i forbindelse med pasningen af en exceptionelt udadreagerende og voldelig dreng. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne var alene om at passe den 6-årige dreng, og i forbindelse hermed oplevede tilskadekomne manglende støtte fra ledelse og kollegaer. Det indgik i udvalgets vurdering, at belastningen lå ud over det almindeligt forekommende henset drengens meget voldelige adfærd.