Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos socialrådgiver

Tilskadekomne fik efter 5 års ansættelse som socialrådgiver psykosomatiske gener, som udviklede sig til en uspecificeret belastningsreaktion. Tilskadekomne var ansat til at rådgive og støtte socialt belastede familier, herunder traumatiserede flygtninge, psykisk syge, misbrugere, volds- og incestramte børn samt unge kriminelle. Tilskadekomne var med til at træffe beslutninger om og iværksætte anbringelser og tvangsfjernelser. I løbet af 5 år havde tilskadekomne 10-12 sager, hvor børn blev tvangsfjernet fra dysfunktionelle familier, og tilskadekomne oplevede ved flere lejligheder at blive udsat for voldsomme trusler på livet. Tilskadekomne var også udsat for vold fra de involverede borgere.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af uspecificeret belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som socialrådgiver. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne gentagne gange var udsat for trusler og vold fra de involverede borgere.