Afvisning af depression hos trafikleder

Afvisning af depression hos trafikleder efter udsættelse for arbejde, der ikke generelt kunne anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines.

Tilskadekomne udviklede gradvist op til 2010 en depression efter mange års ansættelse som trafikleder. Arbejdet som trafikleder medførte generelt et stort ansvar og stillede store krav til tilskadekomne. Tilskadekomne arbejdede på skiftehold med rullende arbejdstider. Tilskadekomne arbejdede 2 dage i tidsrummet 7.00-15.00, 2 dage i tidsrummet 15.00-23.00, 2-3 dage i tidsrummet 23.00-07.00 og havde herefter 3 fridage. I 2004 skete der en sammenlægning på tilskadekomnes arbejdsplads, så tilskadekomne kom til at arbejde i storrumskontor med 25 ansatte. Der var en del støj og dårlig akustik på det nye kontor. I 2005 blev tilskadekomne overført til en mindre enhed, fordi tilskadekomne ikke følte sig tilpas i storrumskontoret. I 2009 fik tilskadekomne igen oplyst, at den mindre enhed skulle flyttes. Dette medførte stor usikkerhed hos tilskadekomne. I slutningen af 2009 blev flytningen dog aflyst. 

Arbejdsgiver var enig i arbejdsbeskrivelsen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad  var opstået som følge af de påvirkninger, som tilskadekomne havde været udsat under arbejdet som trafikleder. Årsagen var, at arbejdet generelt ikke kunne anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Tilskadekomne havde endvidere ikke arbejdet med klienter og indsatte eller oplevet manglende støtte fra kollegaer eller ledelse. Selv om tilskadekomnes arbejde havde indebåret arbejde på skiftehold og dermed indebåret, at tilskadekomne havde arbejdet såvel dag, aften og nat, så mente Erhvervssygdomsudvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om arbejdsmæssige belastninger, som kunne begrunde udviklingen af en depression. 

Behandlet  på møde i maj 2011.