Anerkendelse af forstadier til hudkræft hos arbejdsmand

Anerkendelse af forstadier til hudkræft hos arbejdsmand efter udsættelse for solstråling i forbindelse med udendørs arbejde. 

Tilskadekomne fik i 2009 efter 52 års udendørs arbejde begyndende sårdannelse på underlæben, som ikke ville hele. Tilskadekomne fik fjernet 2 sårdannelser på underlæben. Den efterfølgende mikroskopi viste forstadier til kræft i form af svær celleforandring (dysplasi).

Tilskadekomne havde haft forskellige ansættelser med udendørs arbejde, blandt andet landbrugsmedhjælper, alt-mulig-mand på et hotel, skovlmand ved kabelarbejde, oppasser på skibsværft, arbejde i en grusgrav samt kommunalarbejder.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af forstadier til hudkræft i overvejende grad var forårsaget af det udendørs arbejde. Årsagen var, at tilskadekomne var udsat for solstråling som følge af det udendørs arbejde i et omfang, der var tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomnes udsættelse for solstråling gennem mange år i forbindelse med arbejdet oversteg det, man normalt ville blive udsat for som privatperson.

Behandlet  på møde i april 2011.