Anerkendelse af ar hos kampvognskommandør

Anerkendelse af ar på nethindens gule plet (maculopatia) hos kampvognskommandør som følge af arbejde med sigtelaser.

Tilskadekomne fik ved rutineundersøgelse hos øjenlæge i 1999 konstateret nethindear nær den gule plet på højre øje. Arret bredte sig ind mod den gule plet i øjet med fald i synsstyrke. Tilskadekomne blev udredt for andre årsager til denne skade, men der blev ikke fundet andre årsager til nethindeskaden.

Tilskadekomne havde i 9 år forud for debut været ansat i forsvaret. 7 år forud for debut påbegyndte tilskadekomne arbejde med kampvogne, hvor der var laser afstandsmåler. Mål blev udpeget med sigte m/20, som er en linse (et okular) til højre øje.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af ar på nethindens gule plet i højre øje i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som kampvognskommandør. Årsagen var, at tilskadekomne i sit arbejde anvendte sigtelaser, altid med højre øje, og at udsættelsen havde haft en sådan art og omfang, at den var årsag til sygdommen.

Behandlet på møde i april 2011.