Anerkendelse af forandringer i øjets slimhinder hos konfektureassistent

Anerkendelse af ikke-allergisk rhinikonjunctivitis (høfeber og betændelseslignende forandringer i øjets slimhinder) hos konfektureassistent som følge af tæt kontakt med farvestoffet anthocyanin.

Tilskadekomne fik i 2007 symptomer umiddelbart efter, at tilskadekomne begyndte at anvende det blå pulverfarvestof, anthocyanin, på arbejdet. Tilskadekomne fik kløe i øjnene, nysen, næseflåd og trykken over brystet, som varede cirka en time. Ved priktest med stoffet blev der ikke konstateret allergi. Ved provokationstest med farvestoffet blev der konstateret allergiske symptomer. Tilskadekomne havde 7 år forud for debut arbejdet som konfektureassistent, og arbejdet bestod i at påføre sukker og farvelag på slik.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af ikke-allergisk rhinikonjunctivitis i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som konfektureassistent. Årsagen var, at tilskadekomne i sit arbejde var i tæt kontakt med farvestoffet anthocyanin, og at der ved provokationstest blev påvist en direkte sammenhæng mellem tilskadekomnes udsættelse for farvestoffet og udvikling af symptomer. Selv om der ikke var påvist en egentlig allergi, fandt udvalget derfor, at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af den arbejdsmæssige udsættelse for farvestoffet. Udvalget lagde desuden vægt på, at tilskadekomnes symptomer forsvandt, når tilskadekomne ikke var udsat for farvestoffet. Arbejdsskadestyrelsen oprettede en ny sag til vurdering af, hvorvidt tilskadekomnes astma kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Behandlet på møde i april 2011.