Anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion hos special- og støttepædagog

Tilskadekomne var ansat som special- og støttepædagog ved et center for børn og unge med ASF(autismespektrumforstyrrelse). I forbindelse med indskoling af en 6-årig elev, der var under børnepsykiatrisk udredning, var tilskadekomne dagligt udsat for udadreagerende og uberegnelig adfærd fra eleven i form af spark, bid, slag, kasten med ting i lokalet, hoppen på ryggen og psykiske trusler om vold. Der var tale om en dreng, med meget vrede og særdeles voldsomme reaktioner. De voldsomme reaktioner var både fysiske og verbale angreb på børn og voksne. Der var også tale om trusler og kasten med ting og møbler, og eleven kunne ikke tales til ro. Der var indsendt registreringsskemaer over forskellige hændelsesforløb, hvor eleven havde optrådt voldeligt og truende overfor personalet. Tilskadekomne havde hele tiden fornemmelsen af, at hun skulle være på vagt overfor eleven.

Tilskadekomne udviklede kort efter elevens start på skolen stresssymptomer i form af kvalme og let irritabilitet. Der blev stillet diagnosen uspecificeret belastningsreaktion.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes arbejde som special- og støttepædagog. Årsagen var, at de beskrevne hændelser og belastninger, hvor tilskadekomne var udsat for flere voldelige episoder og trusler fra en ekstremt udadreagerende og voldsom 6-årig elev havde haft en sådan belastende karakter, at de var årsag til tilskadekomnes uspecificerede belastningsreaktion.

Behandlet på møde i oktober 2011.