Anerkendelse af depression hos politiassistent

Tilskadekomne udviklede i løbet af 2006 til 2007 en depression under arbejdet som politiassistent, hvor hun fra 2005 og til januar 2007 i 70 procent af arbejdstiden arbejdede med sædelighedsforbrydelser. Under dette arbejde oplevede tilskadekomne det som en særlig belastning at skulle afhøre gerningsmændene og høre på deres forklaringer i sager, der handlede om deres misbrug af børn. 

I forbindelse med en kompliceret sædelighedssag frygtede tilskadekomne, at hun ikke ville være i stand til at få afdækket hele sagen om misbrug, og hun forsøgte forgæves at få tilført flere ressourcer til efterforskningen. Sagens omfang medførte, at tilskadekomne måtte lægge meget energi i at forberede sig til de enkelte afhøringer, og hun følte sig utilstrækkeligt forberedt.

Sideløbende med den omfattende efterforskning i sædelighedssagen var der usikkerhed omkring konsekvenserne af den forstående politireform og flere kollegaer forlod deres stillinger. Det kollegiale sammenhold, der hidtil havde været en støtte i det belastende arbejdsmiljø, ændrede sig, og stemningen i afdelingen blev tiltagende dårligere. 

Tilskadekomne oplevede desuden manglende forståelse fra den øverste leder, da hun i sommeren 2007 gjorde ledelsen opmærksom på sine problemer. Lederen ville således pålægge tilskadekomne yderligere arbejdsopgaver.   

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af hendes arbejde som politiassistent og særligt af arbejdet med sædelighedsforbrydelser, hvor ofrene ofte var børn. Efterforskningsarbejdet var følelsesmæssigt belastende med store psykiske krav til tilskadekomne, hvilket særligt kom til udtryk i forbindelse med den komplicerede sædelighedssag. Der var samtidig tale om et stort arbejds- og tidsmæssigt pres, hvor tilskadekomne ofte stod alene med ansvaret for at få afdækket bevismaterialet i de psykisk belastende sager. 
  
Behandlet  på møde i juni 2011.