Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos brandmand

Tilskadekomne var i 12 år beskæftiget som redder med bjærgning af biler, ambulancekørsel, sygetransport, op- og nedbæring af patienter, brandslukning, røgdykning og redningsaktioner. Han havde under arbejdet blandt andet oplevet, at personer døde mellem hænderne på ham, at børn havde været involveret i ulykker, at han selv havde været ved at miste livet for eksempel ved faldulykker og ved en brand, hvor gulvet forsvandt under ham. Han havde flere gange oplevet at være udsat for trusler om vold fra frustrerede tilskuere til ulykker, i nogle tilfælde på grund af beruselse. Der forelå ikke indberetninger om de enkelte episoder. Han fik psykiske symptomer i tæt tidsmæssig relation til de beskrevne belastninger, og efter 5-6 års ansættelse fik han efterhånden søvn-, hukommelses- og koncentrationsproblemer, selvmordstanker og en generelt opgivende indstilling.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af depression og uspecificeret belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som redder.

Flertallet lagde vægt på, at de beskrevne hændelser og belastninger i ansættelsen som redder igennem 12 år, hvor han havde været udsat for forskellige traumer, og hvor hans eget liv i flere tilfælde var i fare, havde haft en sådan belastende karakter, at de var årsag til depressionen og den uspecificerede belastningsreaktion.

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere vurderede, at depressionen og den uspecificerede belastningsreaktion ikke i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som redder. Ved denne vurdering lagde mindretallet vægt på, at der var et for langt tidsrum mellem symptomdebut og anmeldelse af sagen. Mindretallet lagde desuden vægt på, at tilskadekomne under den efterfølgende revalidering var udsat for flere belastende hændelser.

Behandlet på møde i oktober 2011.