Anerkendelse af nerveskade hos sprøjtemaler

Anerkendelse af nerveskade (mono-neuropati) svarende til højre hånds 3. fingers yder- og midterstykke hos sprøjtemaler som følge af tryk mod nerven.

Siden 2009 havde tilskadekomne oplevet gener i form af en dødhedsfornemmelse og stikkende smerter svarende til yder- og mellemstykket på højre hånds 3. finger ved kuldeeksponering. Ved udredning blev der ikke fundet tegn på hvide fingre eller en gigtsygdom. Der blev stillet diagnosen nerveskade (mono-neuropati) svarende til yder- og midterstykket af højre hånds 3. finger.

Tilskadekomne havde siden 1989 arbejdet med et airless-anlæg til sprøjtelakering. Værktøjet ved dette arbejde havde ikke medført vibrationer. Ved alt sprøjtearbejde havde tilskadekomne håndteret sprøjten med højre hånd, og værktøjets håndtag havde været aktiveret med vedholdende og talrige tryk med højre hånds 2. og 3. finger. Tilskadekomne havde igennem hele ansættelsen arbejdet 7 timer dagligt i gennemsnit.

Efter Erhvervssygdomsudvalget vurdering var tilskadekomnes sygdom i form af nerveskade (mono-neuropati) svarende til yder- og midterstykket af højre hånds 3. finger i overvejende grad forårsaget af arbejdet som sprøjtemaler. Årsagen var, at, at tilskadekomnes arbejdsfunktioner havde medført belastning af højre hånds 3. finger i et omfang, der havde været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. Det indgik i udvalgets vurdering, at værktøjet havde medført et direkte tryk mod fingeren og dermed nerven.

Behandlet på møde i juni 2011.