Anerkendelse af slidgigt i højre håndled hos tagdækker

Tilskadekomne var uddannet blikkenslager og havde igennem 40 år udført tagarbejde, hvor han arbejdede i kobber og zinkplader. Der var tale om alle typer tag og belægninger, men tilskadekomne var efterhånden blevet så højt specialiseret, at han ofte havde med mere krævende opgaver at gøre. Cirka 50 – 60 procent af arbejdstiden gik med arbejde med hammer og falsejern. Han arbejdede med mange forskellige hammere, hvoraf den største vejede cirka 1 kilo og havde fiber- eller træhoved. Med denne hammer slog tilskadekomne på falsejernet for at få tagpladerne falset sammen. Arbejdet indebar mange slag i minuttet. Derudover anvendte han i cirka 1 time dagligt slagboremaskine i forbindelse med fastskruning af tagplader samt klippede tagplader til med en stor saks, som ikke havde udveksling.

Han udførte alt hammer- og klippearbejde med højre hånd. Han fik efter mere end 30 års arbejde gener i form af hævelse og ømhed i højre hånd, og der blev konstateret slidgigt.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af slidgigt i højre håndled i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som blikkenslager, hvor tilskadekomne i en stor del af sin arbejdsdag gennem mere end 40 år havde arbejdet med forskellige typer hamre og falsejern. Udvalget lagde herved vægt på, at arbejdet med hamre havde indebåret højrepetitive og kraftfulde slag i en sådan grad, at det udgjorde en relevant belastning af hans højre håndled i forhold til udvikling af slidgigt.

Behandlet på møde i december 2011.