Afvisning af slidgigt i begge albueled hos fisker

Tilskadekomne havde igennem 10-15 år haft tendens til smerter fra nakke, skuldre og albuer. Smerterne forværredes i forbindelse med belastning og havde særlig karakter af smerter omkring begge albueregioner. De seneste 10 år havde der været deformering af begge albueled med samtidig strække-defekt og nedsat rotation i begge underarme.

Tilskadekomne var fisker og havde gennem alle årene haft omkring 180 havdage per år ved snurrevodsfiskeri og 240-250 havdage ved trawlfiskeri. Han var i en stor del af tiden beskæftiget som ismand, hvor han ved hjælp af en ishakke med en vægt omkring 20 kilo håndterede 20-40 tons is, ved de store kuttere op til 250 tons i løbet af 10-14 dages ture. Han arbejdede med at løsne is i mindre blokke fra en stor sammenfrosset isklump på op til flere 100 tons. Arbejdsstillingerne var uhensigtsmæssige med samtidig anvendelse af fuld kraft, dels ved slag med hakken for at løsne isen, dels ved skovling af isen efterfølgende. Arbejdet foregik desuden på gyngende underlag.

Ankestyrelsen havde hjemvist sagen til forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse på grund af arbejdets særlige art. Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt særlig vægt på, at der var tale om dobbeltsidig slidgigt, hvilket efter en lægelig vurdering er meget usædvanligt.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af slidgigt i begge albuer ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af tilskadekomnes arbejde som fisker. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomnes arbejdsfunktioner ikke havde medført albuebelastende bevægelser i et omfang, der havde været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. Udvalget vurderede således, at der ikke var medicinsk årsagssammenhæng mellem påvirkningen i form af kraftfuldt arbejde med hugning af is samt tungt løftearbejde og udvikling af slidgigt i begge albuer.

Et mindretal bestående af LO (Landsorganisationen i Danmark) og FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) mente, at sygdommen i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som fisker. Mindretallet lagde vægt på, at arbejdet med at bryde is havde været så kraftfuldt og belastende for albuerne, at det måtte antages at have forårsaget den dobbeltsidige slidgigt i albuerne.

Behandlet på møde i september 2011.