Afvisning af slidgigt i begge skuldre hos lagerarbejder

Afvisning af slidgigt i begge skuldre hos lagerarbejder, da der ikke var udført tilstrækkeligt skulderbelastende arbejde, hverken i omfang eller i tidsmæssig sammenhæng med debut af smerterne.

Tilskadekomne var i cirka 9 år ansat som lagerarbejder, hvor han pakkede og læssede sække med korn og foderstoffer. I de første år var der udelukkende tale om løft af sække, der vejede cirka 50 kilo. Sækkene blev løftet på skiftevis højre og venstre skulder. Senere blev der løftet sække cirka halvdelen af arbejdstiden. Den resterende del af tiden gik med til at sy fodersække. I de sidste to år af ansættelsen bestod arbejdet af at læsse sække for kunder ved brug af en palleløfter.

Symptomerne debuterede ved løft af en sæk fra sækkevogn til bil, og slidgigt blev påvist ved operation og MR-skanning.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var der ikke medicinsk dokumentation for, at slidgigt i begge skuldre generelt kan skyldes påvirkninger på arbejdspladsen. Erhvervssygdomsudvalget vurderede desuden, at sygdommen, slidgigt i begge skuldre, ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået af arbejdet. Årsagen var, at arbejdsfunktionerne ikke havde medført skulderbelastende bevægelser i et omfang og i en tidsmæssig udstrækning, der havde været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen.

Udvalget lagde desuden vægt på, at der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem løft af tunge sække på skuldre og udviklingen af sygdommen, da belastningen fandt sted en årrække forud for symptomdebut. 

Behandlet  på møde i august 2011.