Anerkendelse af afklemningssyndrom af begge ulnarisnerver hos gartner

Tilskadekomne udviklede i august 2009 symptomer fra begge arme i form af albuesmerter og snurren i underarmens inderside svarende til albuebensnerven og 4.-5. finger.

I perioden 2006-2009 uddannede tilskadekomne sig til anlægsgartner og blev færdiguddannet i 2009. I uddannelsesperioden bestod 80 procent af arbejdet i at fjerne eksisterende belægninger og efterfølgende nedlægge ny belægning. Den daglige løftemængde var omkring 5-10 tons med hyppige gentagne belastninger af hænder ved nedlægning af sten. Tilskadekomnes øvrige arbejdsopgaver bestod i sætning af kantsten, hvor der var tunge enkeltløft og dertil vedligehold af grønne områder. I august 2009 var der tale om en særlig belastning. Tilskadekomne skulle håndtere et benzindrevet pælebor og nedsætte 4-500 pæle. Arbejdet blev vanskeliggjort af meget stor uensartethed i underlaget. Pæleboret kunne pludselig støde på mindre eller større sten eller regulære betonstykker, hvorved rotationen pludselig stoppede og forårsagede rykvise belastninger på hænder, underarme og op over albuerne.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af dobbeltsidigt afklemningssyndrom af albuebensnerven i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som anlægsgartner. Udvalget lagde vægt på, at arbejdet som anlægsgartner havde medført ekstremt albuebelastende arbejde med fast greb på pælebor med gentagne ryk og slag via borets håndtag gående til håndled og albueregioner.  

-Behandlet på møde i marts 2011.