Afvisning af depression hos pædagog

Tilskadekomne havde fået stillet diagnosen depression. Tilskadekomne havde arbejdet som først souschef og siden pædagog i en børnehave fra 2001 til 2009. Under ansættelsen blev lokalområdet ændret, og der kom efterhånden flere børn med behov for særlig omsorg.

Der var især to børn med særlige vanskeligheder. Det ene barn var 4 år, og hun var udadreagerende overfor de andre børn og pædagogerne. Det andet barn var 5 år, og han skabte daglige konfliktsituationer. Drengen var meget voldsom, og tilskadekomne havde svært ved at håndtere hans aggressive og voldsomme adfærd. Drengen kunne dagligt slå, sparke og spytte på pædagogerne og de andre børn. Drengen slog de mindre børn i hovedet med sten og kastede også stole efter tilskadekomne og andre. Der var uenighed i pædagoggruppen om håndteringen af drengen, og tilskadekomne tog det op på flere personalemøder. Der blev iværksat en række tiltag, og de forskellige voldelige episoder med drengen blev registreret, men det var ikke tilstrækkeligt. Ledelsen oplyste derefter, at de ikke kunne gøre mere for at løse problemerne. Tilskadekomne oplevede manglende opbakning, og hun stod magtesløs overfor problemerne med drengen. Hverken arbejdsgiver eller vidner kunne bekræfte, at der ikke blev gjort noget ved situationen med den udadreagerende dreng. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af påvirkningerne under arbejdet som pædagog. Arbejdet med de udadreagerende børn kunne generelt ikke anses for at have været karakteriseret ved særlige psykiske belastninger, og der havde heller ikke været tale om hyppige og meget vanskelige deadlines. Selvom tilskadekomne oplevede, at ledelsens tiltag for at løse problemerne ikke var tilstrækkelige, vurderede udvalget, at det ikke var dokumenteret, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse. 

Behandlet på møde i november 2012.